Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > II. Danernes lande
I. Jelling

II. DANERNES LANDE

- hvori danernes rige splittes ad


1. Kongesædet

Svend Aggesen nævner, at på hans tid var der en kongsgård i Jelling. I Valdemars Jordebog er byen opført som kongelev. Og Jelling-monumenterne viser i sig selv kongeslægtens tilknytning til stedet. Der er således solid grund under en antagelse om, at Jelling en tid var kongesæde.
Men der er ikke fundet betydningsfulde spor af vikingetidsaktivitet på stedet, der er ældre end de berømte monumenter. Der er f.eks. ikke fundet andre konge- eller stormandsgrave. Der er ingen hentydninger til "Jelling-stolen" i sagn og kvad, der er ingen tegn på ældgammel status som samlingssted (landsting, kongehyldninger). Der er kort sagt ingen sikre tegn på, at Jellings storhedstid har varet mere end nogle få år.

Da Harald Gormsen døde, blev Trinitatis Kirke i Roskilde - ikke Jelling Kirke - valgt som hans sidste hvilested. Man transporterede hans jordiske rester fra Vendland til Sjælland og havde vel også overkommet det sidste stykke vej til Jelling, hvis det havde været vigtigt. Han havde selv ladet begge kirker bygge, men den på Sjælland regnedes tilsyneladende for "finere", selvom den anden åbenbart var anlagt som en slags slægtens gravkirke.
Da Harald døde, var rigets centrum helt sikkert flyttet til Sjælland.

Tyres grav og hendes kumbler er de ældste dele af komplekset. Hendes gravmindes store sten lå uforstyrrede en tid, inden de blev fjernet eller dækkedes af jordmasserne. Man kan antage, at Tyre døde 20-30 år, inden Sydhøjen blev påbegyndt, hvilket igen kan antages at være sket først i 960'erne. Hun kan altså med rimelighed antages at være død i et 10-års interval omkring 940.

Gorm døde 958 og var da 35-50 år. Men da han havde en voksen søn, der allerede eller snart derefter havde kone og barn, var han næppe under 40, og en antagelse om, at han var midt i fyrrerne, født o.910-912, forekommer rimeligst. I 935 var han så i begyndelsen af 20'erne, måske midt i tyverne, så hans ægteskab med Tyre varede næppe mere en 5-10 år. Han må stadigvæk have været en yngre mand, da hun døde, og deres fælles børn må have været ganske små.
Tyre er nok begravet i Jelling p.g.a. af slægtens tilknytning til stedet, da hun døde. Men det samme behøver ikke gælde kong Gorm, hans begravelse dér kan alene være bestemt af, at dér lå Tyre i forvejen, og af, at Harald ønskede at skabe det monumentale dobbeltmindesmærke. Der er påviseligt arbejdet på mindesmærkerne til henimod år 970, men Jellings status som kongens hovedsæde kan være ophørt længe forinden.

Et billede af Jelling som et brohoved - en midlertidig foranstaltning, indtil slægten kunne indtage danerkongernes "rigtige" hovedsæde - begynder at tegne sig, og det billede vil træde tydeligere frem i løbet af dette kapitel.

Jelling ligger omtrent på det sted på Hærvejen mellem Viborg og Hedeby, hvor der er kortest til Kattegat. Der er omtrent lige langt til de to byer, så samtidig med, at der er kort til havet, er der så langt, som der kan blive, til halvøens gamle magtcentre. Jelling er derfor et sted, hvorfra man havde gode muligheder for at beherske vejtrafikken mellem de to byer, uden selv at være for sårbar. Med en flåde i den nærliggende i Vejle Fjord kunne man samtidig afskære sejladsen langs Jyllands østkyst, så en militærmagt placeret i Jelling ville være i stand til at dele Jylland i to dele, der kun vanskeligt kunne samarbejde.
Jelling var kort sagt det ideelle sted at slå sig ned for en konge, der ikke havde noget fundament i de traditionelle kraftcentre, for en udefra kommende erobrer, der ønskede at vinde fodfæste det bedst tænkelige sted og udbrede sin magt derfra.

Målet med de følgende afsnit er at dokumentere, at danernes rige ved indgangen til og i første del af det 10. århundrede var splittet i delkongedømmer, og at der derfor er al mulig grund til at tro, at der fandt en eller anden form for rigssamling sted på Jelling-kongernes tid, og at Jelling faktisk havde en funktion som brohovede for en udefra kommende erobrerkonge.


2. De danske lande

Det er ikke så ligetil at besvare spørgsmålet om, hvordan og hvornår Danmark blev samlet til ét rige. Hvis man mener samlet i enhver forstand (politisk, juridisk, økonomisk, etnisk), kan man vel med nogen ret hævde, at det aldrig er sket. I historiens løb har der naturligvis været en række epokegørende begivenheder, der i større eller mindre grad har bidraget til samling på flere eller færre punkter.

En sådan begivenhed var slaget på Grathe Hede i 1157, der jo som konsekvens havde, at Valdemar den Store blev landets enekonge. I de følgende generationer blev landet nok ramt af arvedelinger og feudal splittelse, men der sattes aldrig siden alvorligt spørgsmålstegn ved princippet om, at i Danmark var der én og kun én konge. I de forskellige landsdele kunne der være grever og hertuger med stor magt grænsende til suverænitet, men kongenavn antog de ikke.

Kort tid forinden havde man som den naturligste ting af verden forsøgt at løse den langvarige strid mellem kongsemnerne ved at dele landet i tre, så Svend, Knud og Valdemar blev konger i hver deres af de tre landsdele: Jylland, øerne (Sjælland,Fyn og de mindre øer) og Skåne. Striden mellem de tre var indledt med, at jyderne og skåningerne havde valgt hver deres konge. Forfatteren til Roskildekrøniken, der levede på den tid (men skrev før borgerkrigen), gjort en notits om problemstillingen, der opsummerer, hvad samtiden kendte til fortidens opdeling i delkongedømmer:

Roskildekrøniken:

... dengang var der mange konger i Danmark; for som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredie på Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; undertiden endog én over hele Danmark; undertiden én over hele England sammen med Danmark, som vi senere skal vise.

Roskildekrøniken giver ingen nærmere forklaring på "femkongetiden", men bemærkningerne viser, at forfatteren har kendt en kongeliste som den, der er overleveret i forskellig form i en række yngre værker (f.eks. Saxos). Af disse fremgår det, at de fem konger delte landet i en splittelsens tid, indtil det lykkedes den mægtige og sejrrige kong Harald Hildetand at samle riget igen. De mange variationer i kongernes navne og riger viser, at der må have eksisteret en udbredt tradition om splittelsen i delkongedømmer og efterfølgende samling.

Endnu i det 12.århundrede herskede altså den opfattelse, at en konge ikke uden videre var enekonge i hele Danmark. Der var stadigvæk realitet bag ved den - må vi tro - ældgamle ret, som landsdelene mente at have til at vælge deres konger. En konge var kun enekonge, hvis han opnåede samtidig at blive valgt til både jydernes konge, sjællændernes konge og skåningenes konge. Men samtidig står det klart, at det har været enhver konges ambition at opnå denne status, så strid mellem landsdelene om, hvem der skulle være konge affødte uvægerligt strid og borgerkrig. Der kan ligge en jysk-sjællandsk/skånsk konflikt bag borgerkrigen mellem Harald og sønnen Svend, mellem Magnus den Gode og Svend Estridsen, mellem Erik Lam og Olaf Skrænk og altså mellem Svend, Knud og Valdemar.

Eksistensen af hovedtingstederne i Viborg, Urnehoved, Ringsted og Lund, hvor kongerne i historisk tid skulle hyldes, d.v.s. vælges til konge i det pågældende "land", må afspejle ældre tiders faktiske opdeling af riget i flere kongedømmer. Det samme gør landskabslovene, der viser landsdelene som selvstændige retsenheder til langt ind i middelalderen.

Man kan derfor med megen ret hævde, at Danmark først blev samlet politisk, da der etableredes en magtfuld organisation (herunder ikke mindst den kirkelige) omkring den herskende konge, der kunne gennemtvinge enekongedømmet, gøre landsdelenes kongehyldninger til formaliteter, og derved efterhånden udviske forestillingen (erindringen) om, at landsdelene kunne have forskellige konger. Før den tid beroede rigets enhed på den enkelte konges evne til at blive valgt på tingstederne.

Den ældste danske beretning om, hvordan riget blev samlet, bygger netop på den forestilling. Lejrekrøniken begynder således:

Lejrekrøniken:

I begyndelsen, da kejseren drog mod Danmark på Davids tid, kaldtes disse landsdele: Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland, Skåne, ikke Danmark (Dania), som vi senere skal påvise, fordi de ikke havde nogen egen høvding, men lød under Sveriges konge.

Der var nemlig i Upsala by i Sverige en konge ved navn Ypper, der havde tre sønner; den første hed Nori, den anden Østen, den tredie Dan. Denne sendte hans fader til de landsdele, der nu hedder Danmark, for at han skulle herske over fire øer, nemlig Sjælland, Møn, Falster og Lolland, der alle med ét navn kaldes Videslev. Ypper opnåede nemlig af indbyggerne der på stedet, at de gav hans søn Dan denne egn, nemlig Videslev, til kongesæde. Derefter herskede Dan over Videslev alene og opførte på Sjælland byen Lejre, som han berigede med store skatte. Kong Dan var nu sædekonge, det vil sige småkonge, i tre år.

Herefter fortælles der om jyderne, der kæmper mod kejser Augustus ved Danevirke. De sender bud til kong Dan, der hjælper dem til sejr. Rigssamlingen blev derved en konsekvens af, at den sjællandske konge gjorde sig fortjent til også at blive valgt af jyderne til deres konge.

Lejrekrøniken:

Da nu jyderne så, at Dan var en kraftig mand, kæk og tapper, førte de ham til den sten, som kaldtes Daneryg, satte ham op på stenen og gav ham kongenavn. Jyderne fulgte ham derpå og underlagde ham Fyn og Skåne med de andre tilliggende øer. Kong Dan så nu, at det land, han herskede over, var godt nemlig Jylland, Fyn, Videslev og Skåne; han sammenkaldte da sine stormænd og ombudsmænd og sagde: "Vel huer mig mit land; hvilket navn skal vi give det?" Landets høvdinge svarede og sagde: "Konge, du leve evigt. Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark (Dania), og dets navn skal aldrig i evighed forgå".

I Valdemar'ernes tid skete der en radikal ændring i synet på kongens adkomst til magten. Kongeslægtens guddommelige arveret til det udelte rige blev fastslået ved kirkefesten i Ringsted 1170, da kongens fader Knud Lavard kanoniseredes, og sønnen (Knud den Sjette) salvedes og kronedes som medkonge og tronfølger. Tidens historikere (Svend Aggesen og Saxo) blev talsmænd for den nye tankegang og påtog sig gennem deres historiske værker at demonstrere, at sådan havde det altid været. Fortidig splittelse blev til borgerkrig og oprør mod den retmæssige enekonge.

Der er klart, at de forhold, der gjaldt eller har efterladt spor helt frem til midten af 1100-årene, også kan antages at have gjaldt i det 10.århundrede og tidligere.

Der er i de udenlandske kilder, specielt de frankiske rigsannaler, klare tegn på, at et samlet dansk rige omfattende både Jylland, øerne og Skåne og muligvis også en del af Norge, har eksisteret i perioder i det 9.århundrede, måske endda det meste af århundredet igennem. Når disse kilder omtaler danerne, ytres der aldrig nogen tvivl om, at danerne var ét folk, at deres rige var et veldefineret område, og at deres konger herskede over det.

Men samtidig indeholder de samme kilder også mange eksempler på strid i danernes rige, om rivaliserende kongeslægter og stridende medlemmer af samme slægt, og om to eller flere samtidigt opererende danerkonger, så man må tro, at det har været en stadig kamp at holde sammen på riget. De enkelte konger i et sådant splittet danerrige har - som deres efterfølgere i historisk tid - næppe accepteret denne situation som permanent. Hver for sig må de have søgt at genskabe et eneherredømme og vinde den position som alle daners konge, som forgængere i fortiden havde haft.


3. Norddaner og syddaner

I den engelske kong Alfreds Orosius-oversættelse fra 890'erne finder vi et uigendriveligt bevis for, at danernes rige omkring år 900 var stærkt opsplittet. I dette værks indledning er indføjet en række geografiske oplysninger, dels en såkaldt systematisk beskrivelse af lande og folk i Europa, dels nogle rejsebeskrivelser af folk, der personligt færdedes i danske farvande.

Vi vil først analysere den systematiske beskrivelse:

Orosius:

I.1.

... Vest for gammelsachserne er floden Elbens munding og Frisland. Og derfra mod nordvest er det land, som hedder Angel, og Sillende og, til en vis grad, danerne [en del af Dene]; og nord for dem bor abodriterne og mod nordøst de wilxer, der kaldes heveller. Og øst for dem er de venderes land, som hedder siusler, og sydøst, noget længere væk, mæhrerne. [...]

Vest for syddanerne er den arm af verdenshavet, som flyder omkring landet Britannien, og nord for dem er den havarm, der hedder Østersøen; og mod øst for dem og mod nord bor norddanerne, både på fastlandene og på øerne; og øst for dem bor abodriterne; og syd for dem er floden Elben og en del af gammelsachserne.
Norddanerne har mod nord den samme havarm, som hedder Østersøen, og øst for dem bor folket Osti, og abodriterne mod syd.
Osti har mod den samme havarm, og venderne og bornholmerne; og syd for dem bor hevellerne.
Bornholmerne har den samme havarm mod vest, og svenskerne har de nord for sig, og øst for dem bor sarmaterne og syd for dem sorberne.
Svenskerne har syd for sig havarmen [og] Osti [uklar tekst], og mod øst sarmaterne, og nord for dem hinsides ødemarkerne er kvenernes land; og mod nordvest er skridfinnerne; og mod vest er nordmændene.

Det mest bemærkelsesværdige ved denne beskrivelse er, at der skelnes mellem to grupper daner: syddaner og norddaner, og at bornholmerne regnedes for et helt særskilt folk. Forfatteren nævner nogle af folkene og opremser deres nabolag og -folk. Formålet er at fortælle om Europas folkegrænser, hvortil altså grænserne mellem de to danerfolk hørte. Nogle folk nævnes kun sekundært som del af andre folks grænser, men syddaner, norddaner og bornholmere optræder side om side og sideordnet med f.eks. østfrankerne, sachserne, svenskerne og nordmændene som centrale folkeslag, hvis grænser opremses kompasset rundt. Det må således være noget ret markant, der har skilt syddaner fra norddaner. Det kan ikke være en ren geografisk skelnen, da den systematisk beskrivelse jo netop handler om grænserne.

Syddanernes hjemland er klarest og mest detaljeret beskrevet: Det afgrænses mod nord af Skagerak/Kattegat, mod vest af Nordsøen, mod syd af Elbmundingen og sachsere og mod øst af abodriterne. Mod nord og øst bor der norddaner både på øer i Kattegat og fastland, der kan betyde Jylland og Skåne/Halland. Dette er tydeligvis beskrivelse af et område i Jylland, der ihvertfald omfatter den sydlige del af Jylland. Nogle af (Sydhavs)øerne kan evt. høre med. Ved afgrænsningen af sachsernes område nævnes Angel (Ongle) og Sillende som landskaber mod nord. Da disse områder ikke nævnes som syddanernes grænse sydtil, må man regne med, at de henregnedes (helt eller delvis) til syddanernes land, så den "del af danerne", der omtales her, er netop syddanerne.

Norddanerne grænse mod vest er udeladt. Det kan derfor ikke afgøres om befolkningen i det nordlige Jylland tilhørte den ene eller den anden af de to danerfolk, eller om den regnedes for et helt tredie. Med Østersøen nord for dem kan igen menes Skagerak/Kattegat, og de vendiske nabofolk mod syd og øst tyder på, at de bor mod syd, hvad der jo stemmer dårligt med deres benævnelse. Man må affinde sig med tvivlen: norddanernes afgrænsning er uklar og ufuldstændig.

Heldigvis er det muligt at kontrollere, at denne skelnen mellem syd- og norddaner ikke i det hele taget er forfatterens misforståelse. På en lollandsk runesten - Sæding-stenen - optræder i en noget defekt indskrift helt sikkert ordet "syddaner" (i forbindelse med omtale af et andet "delfolk": særsveerne). Man har altså også lokalt skelnet mellem de to folk, og deraf kan man vel slutte, at deres navne afspejler deres geografiske placering.


4. Ottars rejse

Den første af de stedkendte rejsende i danske farvande er nordmanden Ottar, der giver følgende oplysninger:

Orosius:

I.1.

Syd for Skiringssal skærer et stort hav sig ind i landet; det er bredere end nogen mand kan se over. Og på den anden side er først Jylland [Gotland] og siden Sillende. Dette hav går mange hundrede mil ind i landet.

Og han fortalte, at han fra Skiringssal på fem dage sejlede til den handelsby, som hedder Hedeby [æt Hæthum]. Den ligger mellem venderne, sachserne og anglerne og hører til danerne.

Da han sejlede dertil fra Skiringssal, havde han på bagbords side Danmark, på styrbords side det åbne hav i tre dage; og så, to dage før han kom til Hedeby, havde han til styrbord Jylland og Sillende og mange øer. I disse egne boede anglerne, før de kom her til landet. Og disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Danmark.

Udfra kendskabet til datidens rejseruter, må man slutte, at også Ottar har holdt sig så kystnært som muligt. Af hans tidsangivelser kan man ligeledes slutte, at han ikke er gået direkte tværs over Skagerak og ned langs den jyske østkyst. Han har fulgt svenskekysten fra rejsens begyndelse. Dén har altså ligget på bagbord i de første dage, mens rum sø - Skagerak og Kattegat - har været på styrbord. En del af den nuværende svenske kyst regnes således uden forbehold for Danmark. Det er påfaldende, at det er den eneste del af det passerede område, der gør det. Efter de tre første dage er kursen sat vest, så Sjælland og Fyn har ligget på bagbord. De hører til Danmark og er altså ikke nødvendigvis Danmark. Vi kan udelukke, at Ottar sejlede gennem Øresund, for så havde hans angivelse af, hvad der ligger på styrbord ikke kunnet passe. Det er også tvivlsomt, om han er gået gennem Storebælt - selv om man skulle synes, at en rute herigennem og langs Langeland direkte til Hedeby var den mest fordelagtige - for så ville to dage med Gotland og Sillende på styrbord være en højest upræcis angivelse. Det er jo åbenbart, at Gotland er betegnelsen for den jyske halvø eller ihvertfald dens nordligste del. Man må antage, at han er sejlet gennem Lillebælt, og at de mange øer, som han også havde på styrbord, er småøerne langs den jyske kyst (f.eks. Als).

Der er ikke meget i Ottars skildring, der tyder på, at han har foretaget sin rejse stort set hele tiden i indre danske farvande med ét land kaldet Danmark på alle sider. Tværtimod, tager man skildringen for pålydende, så skelnes der klart mellem tre områder: Danmark på den skandinaviske halvø med tilhørende øer i Kattegat, Gotland, der er den nordlige del af Jylland, og Sillende, der er den sydlige del.

Sammenholdt med den systematiske beskrivelse: i den sydlige del af Jylland ligger et særskilt dansk rige, Sillende, med Hedeby som sin vigtigste by, og beboet af et folk kaldet syddaner.

Hvis man antager, at Sillende er lig med Sjælland, hvad der umiddelbart forekommer tilforladeligt, så falder denne argumentation naturligvis til jorden. Men kun ved at gøre vold på de geografiske oplysninger kan man flytte Sillende bort fra Jylland's rod. Desuden forekommer navnet allerede i de frankiske rigsannaler under året 815 - skrevet Sinlendi - som betegnelse for et område lige nord for Ejderen.


5. Wulfstans rejse

Den anden rejsende i danske farvande er englænderen Wulfstan, der beskriver en tur fra Hedeby til Truso:

Orosius:

I.1.

Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, at han var i Truso på syv dage og nætter, at skibet hele vejen gik under sejl.

Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne; disse lande hører alle til Danmark.

Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge.

Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører sveerne.

Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland hører til esterne.

Denne sejlads er givetvis foregået nær Østersøens sydkyst. Af gode grunde nævnes intet nyt om forholdene i Jylland, men vi får en ny bekræftelse af, at øerne i Kattegat tilhørte Danmark. Specielt interessant er det, at Wulfstan afgrænser landet mod øst. Blekinge hører ikke til Danmark og Bornholm har sin egen konge. At Fyn og Sjælland ikke nævnes, giver ingen anledning til spekulation. Der nævnes kun de lande, der ligger sejlruten nærmest. Oplysningen om, at Bornholm har egen konge, sætter et meget konkret skår i billedet af Danmark som ét samlet rige i slutningen af det 9.århundrede. Det kan være begrundelsen for, at det lille område/folk er nævnt på så fremtrædende plads i den systematiske beskrivelse. Det kan være årsagen til den tilsvarende opmærksomhed, der ofres på de to danerfolk, at de også havde hver deres konge.

Tilsammen må de tre beskrivelser tages som et klart udtryk for, at danerne på den tid var splittet i en række delkongedømmer. Kun et af disse, omfattende Skåne, Halland og øerne i Kattegat, kaldes udtrykkeligt Danmark. Bornholm var et andet. Og i Jylland kan der have været flere, idet dog kun to Gotland (Nørrejylland) og Sillende (Sønderjylland) direkte omtales.


6. Danernes mark

Den almindeligt accepterede udlægning af betydningen af ordet "Danmark" er, at det er en afledning af folkenavnet "daner". "Danmark" skulle så betyde "danernes grænseland". Tolkningen underbygges af, at folkenavnet er langt det ældste. Det kendes fra de udenlandske, skriftlige kilder helt tilbage i folkevandringstiden. Her tales der om "Dania" (eller "Dacia") eller "danernes rige" gennem århundreder, indtil "Danmark" begynder at dukke op i slutningen af 800-tallet. Blandt det 9. århundredes utallige omtaler af de hærgende vikingers hjemland(e) findes kun ét tilfælde, hvor det kaldes Danmark. Det er i Regino af Prüms krønike (afsluttet o.908), hvor nogle vikinger, der i 884 trænger op ad Rhinen, siges at komme fra "Denimarca". De ovenfor refererede rejsebeskrivelser fra o.890 indeholder de eneste andre kendte tilfælde af udenlandske skrifters brug af navnet Danmark (Denemearca) fra før 900.

Af anvendelsen i Reginos krønike kan man ikke slutte sig til, hvilket område af Skandinavien navnet dækker, mens rejsebeskrivelserne udtrykkeligt bruger navnet om kun en del (den østlige) af det nuværende Danmark.

Hvis Danmark betyder danernes grænseland, så må det oprindeligt have været navnet på et område i udkanten af det land, der beboedes af daner. Et område, der senere blev en mere central og betydningsfuld del, så dets navn efterhånden kom til at betegne hele riget. Da der kun er to muligheder: det nordøstlige grænseland mod svenskerne og det sydlige mod tyskerne, og da vi gennem de nævnte rejsebeskrivelser får et bevis for, at det første område faktisk kaldtes "Denemearc" på et tidspunkt, hvor det er tvivlsomt, om hele landet havde navnet, og at det sydlige område faktisk kaldtes noget andet, så synes valget indlysende: Navnet Danmark var oprindeligt et navn på grænseområderne mod svenskerne.

Man må på det grundlag kraftigt betvivle, at danernes rige (som helhed) er blevet benævnt Danmark før langt ind i det 10.århundrede. I århundredet første halvdel synes navnet alene at betegne Skånelandene og (nogle af) øerne i Kattegat. Dets udbredelse til at betyde hele landet må være sket i sidste del af dette århundrede, og det må være den usikkerhed m.h.t. hvad landet hed, der i 965 fik en sachsisk skriver til at gardere sig med udtrykket "i danernes mark eller rige" (in marca vel regno Danorum), da han skulle angive, hvor de tre første danske bispesæder og deres besiddelser lå.

"Danmark" optræder på tre danske runesten fra 900-årene . Den ældste er antagelig Skivum-stenen, de to andre runesten er de velkendte Jelling-sten, hvis tekster kan findes ovenfor. Det er sigende - men efter den gennemførte analyse forudsigeligt - at alle de nævnte runestens-eksempler stammer fra steder uden for dette område. Geografiske benævnelser benyttes som oftest, når der skal fortælles om andre steder. Der er sjældent lejlighed til at nævne et større geografisk område, som man selv er en del af.


7. Lejre-stolen

Selv om en konge i 900-årene i store dele af året var på rejse rundt i sit rige og tog ophold og lod sig underholde på flere forskellige kongsgårde, er der næppe tvivl om, at han også havde et hovedsæde og riget dermed en "hovedstad".

Adam af Bremen kalder (o.1070) Roskilde for Sjællands største by og danernes kongesæde, mens Thietmar af Merseburg godt et halv århundrede tidligere skriver:

Thietmar af Merseburg:

I.17.

... Der er et sted ved navn Lederun, hovedstaden i det rige, i det landskab, som kaldes Selon, hvor de [danerne] hvert niende år efter den tid, hvor vi i januar fejrer de hellige tre konger, alle kommer sammen. ...

Herefter beskriver han om en hedensk offerfest (Lejreblotet) som fandt den stadigvæk sted på hans tid. Der må dog være tale om et fænomen i danernes ikke så fjerne hedenske fortid. Det var også den gang, Lejre var rigets hovedstad, for Roskilde overtog allerede positionen i 900-årene.

Lejrekrønikens forfatter udnævner Dan, det samlede danerriges første konge, til Lejres grundlægger, og han og alle andre middelalderhistorikere, der beskæftiger sig med sagnene om de berømte skjoldunge-konger, lader Lejre være deres kongesæde.

Svend Aggesen kan tilmed gøre nærmere rede for Lejres tilbagegang:

Svend Aggesen:

Kap.1.

... han [Rolf Krake] blev dræbt i Lejre, der på hin tid var den navnkundigste kongsgård, medens det nu, liggende i nærheden af Roskilde by, næsten hører til de mest ringeagtede småbyer og knap nok har beboere. ...

De senere års arkæologiske udgravninger omkring Lejre - ikke mindst udgravningen af landets største oldtidsbygning - har efterhånden bortvejret skepsisen m.h.t. om byen nogensinde har haft den betydning, den tillægges i sagnene. Man har i århundreder vidst, at egnen er rig på oldtidsminder, og man synes nu at have påvist og tidsfæstet så mange betydningsfulde fund, at man tør hævde, at Lejre har haft en storhedstid, der ihvertfald omfatter det halve årtusind 500-1000.

Omvendt har de arkæologiske fund givet ny næring til troen på, at skjoldunge-sagnene indeholder en historisk kerne. De ældste beretninger om skjoldungerne er angelsachsiske (Withsith og Beowulf), og de dateres normalt til det 8.-9. århundrede. Ingen af disse nævner Lejre, så navnet må være indkommet i de danske sagn ad anden vej. Man kan undre sig over, at disse ikke blot valgte Roskilde til danernes ældgamle kongesæde, da denne by jo ifølge de samme sagn var grundlagt af skjoldungen kong Roar og på sagnenes nedskrivningstdspunkt havde fungeret som rigets centrum i et par hundrede år.

En mulig forklaring er naturligvis, at man allerede i middelalderen ved selvsyn kunne konstatere koncentrationen af store monumenter (stensætninger og gravhøje) på Lejre-egnen. Men forklaringen kan da også være, at sagnene faktisk er fortalt og husket på den måde på dansk grund helt tilbage fra den tid, da Lejre faktisk var kongernes hovedby, eller i det mindste var i en forfatning, der gjorde den til det naturlige sæde for fortidens konger.

At sagnene om skjoldungerne har været yndet fortællestof blandt danerne hjemme som ude gennem hele vikingetiden synes ubetvivleligt. Og at de danske konger helt tilbage i den ældre vikingetid har kendt dem og lagt stor vægt på at være skjoldungernes arvinger eller efterfølgere, fremgår af navnevalget i kongeslægten/erne. Ikke mindst i den såkaldte "frisiske gren" genfinder man de berømte navne: Halfdan, Helge, Rolf, Rørik, Harald.

I Lejre må man antage, at kongen over Danmark (i ovenfor beskrevne betydning) havde sæde i begyndelsen af det 10. århundrede. Og enhver konge med ambitioner om at være alle danernes konge og indtage den retmæssige plads efter fortidens heltekonger, må have bestræbt sig på at kunne slå sig ned netop dér - i Lejre-stolen. Også selv om vedkommende i forvejen beherskede hele Jylland og allerede havde sit sæde der.


8. Danmarks bod

Udtrykket på den store sten, at kong Harald "vandt sig Danmark al", har forårsaget en omfattende litteratur med divergerende meninger om den rette tolkning. Men at det på en eller anden måde antyder, at de konger, der nævnes på Jelling-stenene, ikke har hersket over det område, der siden er blevet kendt som Danmark, udelt og hele tiden, vil vist ingen bestride.

Da både kong Gorms og kong Haralds "Danmark" ifølge analysen ovenfor stammer fra en periode, da ordet var ved at antage betydningen "danernes rige" og sandsynligvis endnu ikke indbefattede Jylland, er den rimeligste tolkning af kong Haralds ord, at han fuldendte en proces (begyndt af faderen?), nemlig underlæggelsen af den østlige halvdel af riget: Danmark. Denne fortolkning skal forsøges yderligere underbygget.

Om kong Gorm kalder sig selv eller sin kone for "Danmarks bod", har givet anledning til en lang og heftig (og vel endnu ikke afsluttet) diskussion. Men vægtskålen må vist siges at være tippet tilbage til den oprindelige - og indtil "indramningsteoriens" fremkomst uantastede - forståelse af teksten: Ordene er møntet på dronning Tyre.

Myterne om Tyre er sandsynligvis udsprunget af selve den kendsgerning, at hendes mindesmærker var så imponerende og enestående for de danske dronninger, og af tidligere tiders forsøg på at give "Danmarks bod" mening. Den nyeste forskning synes at være endt på præcis samme standpunkt som den ældste, d.v.s. Svend Aggesens, nemlig at ordene betyder "Danmarks pryd", og man søger ikke længere efter en forklaring på, hvordan Tyre "bødede" landet.

Men her kan man ikke stoppe analysen, for derved er kong Gorms ord jo blevet reduceret til ren lovprisning og det overdimensionerede gravmonument til en slags vikingetidens "Taj Mahal", den sørgende og ulykkelige ægtemands monument over den mistede, elskede hustru. Selv om man naturligvis ikke kan afskrive muligheden helt (vikingetidens mænd, ja selv konger, kunne vel elske deres hustruer i den grad), så forekommer det alligevel at være en usandsynlig forklaring, når man betænker hvilke andre forklaringer, der findes.

De allerfleste kongelige ægteskaber fra vikingetiden, som man kender noget til, er politiske. De drejer sig om alliancer, arv eller anden adkomst. Eller de kan være led i fredsaftaler, hvor kvinden spiller en gidsellignende rolle.

Når det var vigtigt for Gorm at sikre mindet om Tyre, er den nærmestliggende forklaring derfor, at det var vigtigt for ham, at man huskede det politiske formål med ægteskabet. De kronologiske overvejelser ovenfor viste, at Tyre døde i en ret ung alder, og at ægteskabet var forholdsvis kortvarigt. Hendes død kunne således være indtruffet, inden det politiske mål var nået, eller mens ægteskabet endnu skulle tjene et politisk formål. Budskabet i ordene "Danmarks bod" kan da næppe have været, at Tyre i almindelighed var "en pryd", men må specielt være, at hun var Danmarks pryd. Men det er jo - som sagt - indholdsløs lovprisning, hvis "Danmark" blot er betegnelsen for hele det land, som Gorm regerede over, da hun døde.

Tingene hænger derimod sammen, hvis man antager, at Gorm på den tid alene herskede i (en del af) Jylland, og Danmark var den østlige del af danernes rige, som han gennem ægteskabet havde allieret sig med. Derved havde han skaffet sig rygdækning mod øst under sine bestræbelser på at erobre Jylland, han havde sikret sig en magtfuld allieret og sine efterkommere en gunstig afstamning.

Gorms gravmonument for Tyre og den lovprisende betegnelse på stenen kan altså opfattes som Gorms understregning af, at hendes død ikke ændrede på forholdet til Danmark. Samtidig får man en sandsynlig forklaring på, hvorfor Harald lod tvillinghøjene opføre for begge forældrene og moderen minde i samme grad som faderen. Erindringen om, at han gennem hende havde erhvervet legitim ret til "al Danmark", skulle fastholdes. Politisk set var det vigtigst for ham at være kendt som sin mors søn, det gav ham adgang til den eftertragtede "Lejre-stol".


9. Syslerne og Husbyerne

At der i en periode i 900-tallet eksisterede et særligt jysk rige med centrum i Jelling kan dokumenteres med en række forhold, der vil blive gennemgået i de følgende afsnit.

Et af tegnene herpå er Jyllands særlige inddeling i sysler. En sådan inddeling findes hverken på øerne eller øst for Øresund. Der er 14 sysler i Jylland. Flere har navne, der tyder på en forbindelse med en ældre stamme- eller bygdeinddeling: Wændle-, Himbær- og Harthesyssel. Betragter man et kort over sysselinddelingen, falder det umiddelbart i øjnene, at Jellingsyssel er langt den mindste med kun to herreder. Den sydlige nabosyssel, Almindsyssel, er ligeledes en af de mindste, og den nordlige nabo, Lovresyssel, ser med sin særegne form ud, som var den skabt omkring vejen fra Jelling til Viborg. Og jo længere man kommer fra Jelling, des grovere bliver inddelingen. Det synes som om, sysselindelingen er skabt af en, der ser på verden (Jylland) med Jelling som udgangspunkt.

Selve ordet "syssel" er beslægtet med oldengelsk "súsl", der betyder pine. På dansk er den moderne betydning vel nærmest "husflid" eller "beskæftigelse". Denne kombination leder tanken hen på "tvangsarbejde" eller på anden måde byrdefuld pligtarbejde. Det forekommer derfor logisk, at syslerne er administrative enheder skabt af et centralstyre (som altså skulle have centrum i Jelling), der kunne eller ønskede at kunne mobilisere en arbejdsstyrke i et lokalområde i sin tjeneste, f.eks. til større bygge- og anlægsarbejder. At syslerne også har haft andre funktioner i kongens udøvelse af magten i landet, strider ikke mod den udlægning.

Syslernes betydning i historisk tid har været ringe: I de fleste kan påvises et sysselting, hvor forskellige former for bekendtgørelser kunne finde sted, men uden dømmende magt (som lands- eller herredsting). Indtil reformationen var syslerne omtrent sammenfaldende med provstierne. De har næppe fungeret efter den oprindelige hensigt ret længe.

Man kunne tænke sig, at en dansk konge har ladet sig inspirere af forhold i udlandet og har forsøgt at skabe sig en kongemagt svarende til sit forbillede. Det ville i givet fald uundgåeligt have stødt an mod stærke kræfter i landet, og heri finder man måske forklaringen på syssel-tankens ringe succes. Man har peget på de engelske "shires" som forbilledet. Det forekommer tilforladeligt. Det ringe kendskab til syslernes funktion umuliggør en direkte sammenligning. Men der er alligevel lighedspunkter, dels ved den måde både sysler og shires er navngivet, og dels ved den måde de er placeret i det administrative hieraki.

Den vigtigste observation er imidlertid syslernes åbenlyse centrering i Jelling. Da denne by tilsyneladende kun fungerede som et midtpunkt for kongemagten i en kort periode i det 10.århundrede, må syslerne altså henføres til dette århundrede, og da de kun findes i Jylland, er de et tegn på, at den kongemagt, der stod bag, kun omfattede Jylland, da syslerne opstod.

Alt tyder derfor på, at sysselinddelingen er foretaget af en konge, der regerede Jylland fra Jelling.

Et tilsvarende fænomen kan observeres på et kort over de syv lokaliteter i Danmark, der er benævnt "Husby". Der er én i Nordjylland, én i Vestjylland, én i Sønderjylland, men hele fire inden for en forholdsvis lille afstand fra Jelling. De fire ligger trods deres indbyrdes nærhed alligevel i tre forskellige jyske sysler og på Fyn. Der er således tydelig sammenhæng mellem den administrative inddeling og husbyernes placering.

En husby er efter den almindligste antagelse en by/et sted, hvor en overordnet myndighed "huser" i betydningen opbevarer el. beskytter noget. Husbyernes beliggenhed og fordeling er således tegn på en centralmagts organisering af sin magtudøvelse, og de danske husbyer udtrykker derved ganske tydeligt, at der på et tidspunkt fandtes en jysk-fynsk kongemagt, der havde Jelling-egnen som udgangspunkt, og som traf administrative dispositioner på grundlag af sysselinddelingen.


10. Bispedømmerne

Et andet sikkert tegn på jysk særstatus er landets ældste inddeling i bispedømmer. De ældste og sikreste oplysninger herom stammer fra de bevarede akter fra koncilliet i Ingelheim 948. Her optræder de tre biskopper: Ored af Slesvig, Liopdag af Ribe og Reginbrand af Århus.

Hvordan deres reelle status end har været, så er det bemærkelsesværdigt, at alle tre bispesæder ligger i Jylland. Det kan kun tolkes på den måde, at Jylland har haft en eller anden primær stilling, da planlægningen af den ældste kirkelige administration fandt sted. Hvadenten de ældste bispedømmer opfattes som rene fantasifostre udsprunget af Hamburgerkirkens ønskedrømme, eller som danske myndigheders/en dansk konges værk, så forekommer det som en urimelighed, at hele den østlige del af riget blot er gjort til et vedhæng til de jyske bispesæder og et missionsområde for disses bisper. Hvis Sjælland/Skåne havde hørt med til det rige, der blev inddelt, måtte man forvente, at både en ønsketænkende ærkebiskop og en evt. medvirkende konge af det samlede rige havde anbragt et bispesæde i den østlige del af landet, som, hvad den senere udvikling jo klart demonstrerer, ikke regnedes for den mindst vigtige.

Arkæologiske undersøgelser har vist, at Århus opstod i første halvdel af det 10.århundrede. Byen var fra begyndelsen befæstet, og dette, sammen med dens hurtigt opnåede højstatus, afføder den tanke, at den ikke er groet op på naturlig vis, men er anlagt på et bud ovenfra, som en magtbastion for en konge. I 900-tallets første halvdel kan den derfor dårligt have opnået status som naturligt samlingssted og derfor heller ikke være et oplagt valg til centrum i et nyoprettet nørrejysk bispedømme. Det forekommer derfor også ret usandsynligt, at en pave, en ærkebiskop i Hamburg eller en anden udenlandsk magt uafhængigt af de danske(jyske) myndigheder skulle have "fundet på" at vælge netop Århus. Snarere aner man bag anlæggelsen af den befæstede by, dens status som hovedstad i åboernes syssel og dens valg til bispesæde en aktiv indsats fra en magt, der bevidst ønskede at styrke sin position i området.

Tolkningen støttes af, at bispedømmet ret hurtigt blev nedlagt (lagt under Ribe), og Århus først igen opnåede status som bispesæde ved en gennemgribende revision af stiftinddelingen under Svend Estridsen. Ved den lejlighed blev der plads til hele tre nørrejyske bispedømmer, heriblandt også ét med sæde i Viborg. Trods det endnu manglende, afgørende arkæologiske bevis for denne bys ælde synes der ikke at være grund til betvivle dens status som (Nørre) Jyllands gamle hovedstad (og hedenske kultcenter?). Og man kan undre sig over, at den ikke blev valgt som sæde for det første nørrejyske stift.

De tre ældste stifter mødes så at sige spids mod spids: Århus Stift når helt ned til Vejle Fjord, Slesvig Stift når helt nordpå til Kolding Fjord, og Ribe Stift når tværs hen over Jylland helt ud til Lillebælt mellem de to fjorde. Igen forekommer det, som om inddelingen er foretaget af en person, der betragtede Jylland fra den egn.


11. Kongens gods og kongens mænd

Et fjerde kort over det middelalderlige Danmark viser en bemærkelsesværdig forskel på de danske landsdele, der må tages som tegn på en fortidig splittelse. På grundlag af kong Valdemars jordebog fra o.1230 har man indtegnet dels kongeembedets besiddelser (de såkaldte kongelev) og dels kongeslægtens arvejord (patrimoniumsgodset). Traditionelt har man mest hæftet sig ved, at kongeslægten først og fremmest ejede jord i Østjylland, Slesvig og på Fyn, og deraf ment at kunne slutte, at slægten var af jysk oprindelse. Imidlertid forekommer den ujævne fordeling af kongelevene mere sigende. De findes spredt over hele riget, men ligger langt tættere øst for Storebælt end vest for.

At kongeslægten ejede jord mod vest forklarer jo ikke, hvorfor der er mindre krongods dér. Man skulle snarere tro, at det var omvendt, da kongerne vel havde bedre mulighed for at udøve deres kongemagt - og dermed også øge embedets besiddelser - i de områder, hvor de havde de solideste, personlige magtpositioner. Og hvis krongodset blev grundlagt i en periode, hvor enekongedømmet eksisterede, måtte man vente en langt ligere fordeling.

Skævheden i fordelingen må på en eller anden måde forklares ved, at riget har været delt, og sige noget om, hvordan det er blevet samlet.

Når krongods først og fremmest ligger på Sjælland og i Skånelandene, så må forklaringen være den, at det var et skånsk/sjællandsk kongeembede ("Lejrestolen"), der bestod og blev til det fællesdanske, mens de øvrige kongeembeder må være blevet nedlagt eller udslettet. Men fordelingen af kongens arvejord viser, at det næppe var en skånsk/sjællandsk kongeslægt, der bevarede magten middelalderen igennem. En forklaring gående på, at en østdansk konge erobrede Vestdanmark og afsatte kongen (eller kongerne) dér, stemmer således meget dårligt med det sparsomme patrimoniumsgods mod øst.

Den omvendte forklaring, at en konge med rødder i det jysk/fynske "satte sig i Lejrestolen" passer bedre, men er ikke fyldestgørende. Der mangler stadigvæk en årsag til det sparsomme jyske krongods. Men hvis man antager, at kongeslægtens arvejord er det, der engang har tilhørt de jysk/fynske kongeembeder, hænger tingene sammen. Da man dårligt kan forestille sig, at en konge har kunnet slippe af sted med at gøre embedets gods til sin private ejendom under normale retstilstande, er det en logisk følge af den første antagelse, at der har været tale om et resultat af krig og erobring. Ved drab eller fordrivelse af et lands konge og ved at forhindre, at en ny blev valgt, kunne der vindes "herreløst" gods. Det kunne tages i besiddelse uden risiko for efterfølgende strid med retmæssige ejere og arvinger, for kongeløst kongelev var så at sige let bytte. Kongemagten var svag, enhver, der var i stand til at holde (d.v.s. betale) en hird af en vis størrelse, kunne gøre kongen rangen stridig. Uddeling af jord var et effektivt betalingsmiddel. Udslettelse af et kongedømme finansierede så at sige sig selv, hvis ellers man havde den fornødne militære styrke til den indledende operation.

Den bedste forklaring på godsets fordeling synes derfor at være følgende:

Et udefra kommende kongsemne angriber og tilintetgør de(t) jysk/fynske kongedømme(r), inddrager kongelevene som sit private gods og uddeler noget af det som betaling til sine mænd. Siden indtager denne konge på mere eller mindre lovformelig vis den østdanske kongestol, hvis kongelev altså bevarer deres status.

Overensstemmelsen mellem kortet nævnt ovenfor og et kort, der viser udbredelsen af runesten og kriger- eller stormandsbegravelser fra den senere vikingetid, er slående. Hvis dette sidste kort fortæller noget om de kongelige vasaller og kongens uddeling af jord, så kan man heri finde en bekræftelse af ovenanførte teori. Kortet viser ikke kun, at tegnene på tilstedeværelse af kongelige vasaller falder i samme område som kongens arvejord (det østlige og sydlige Jylland og nogle af øerne). De to kort supplerer så at sige hinanden på den måde, at kongen har mindst arvejord i områder, hvor "stormandsaktiviteterne" er tættest (Viborg-egnen og det østlige Slesvig), og mest, hvor der er forholdsvis få tegn på vasaller (Fyn).

Hvadenten teorien holder stik eller ej, så viser de to kort tilsammen tydeligt tre centre vest for Storebælt med fænomener, der ikke optræder i nær samme omfang i den østlige del af landet: Et nørrejysk center med kerneområde i Ommersyssel bredende sig til Himmerland og ned langs Kattegat-kysten, et sønderjysk område med Hedeby som kraftcentrum og udbredelse i den vestlige del af Østersøen, og endelig udskiller Fyn sig som et særligt område.


12. Hjemvendte kolonister?

Teorien støttes dog endnu tydeligere af et andet geografisk fænomen. På kortet visende de danske byer med navne på form personnavn+'by' ses, at disse i altovervejende grad ligger i det andet af de to nævnte områder, først og fremmest i egnen omkring Slien. De personnavne, der indgår, er alle nordiske, så byerne er rimeligvis grundlagt, inden den massive invasion af kristne mandsnavne tog fart.

Da navnetypen også findes i Sverige, har flere forskere set deres tilstedeværelse og udbredelse som et tegn på et svensk herredømme i et Hedeby-rige i 900-tallets første del. Da de svenske byer fortrinsvis har kristne personnavne som forled og altså er grundlagt langt senere, kan de danske 'by'-byer dog næppe skyldes svensk påvirkning endsige være navngivet af svenskere.

Kan byerne ikke (direkte) tages som bevis for noget svensk regimente, så antyder deres geografiske fordeling dog alligevel eksistensen og omfanget af et syddansk rige omkring den vestlige del af Østersøen med Hedeby som et markant midtpunkt.

Navnetypen findes i stort tal i de danske kolonier i England og Normandiet (hvor "by" er oversat til "ville"), hvor man dårligt kan være i tvivl om, at mange byer er opstået ved, at en konge har uddelt erobret land til sine mænd. Den sandsynligste forklaring på fænomenet er derfor, at en erobrerkonge har udslettet Hedeby-kongedømmet og belønnet sine krigere med de fordrevnes (herunder altså også kongeembedets) besiddelser. De navngav den nyerhvervede ejendom i overensstemmelse med den skik, der gjaldt i de områder, de kom fra.

Navnetypens forekomst kan derved tolkes som et tegn på en anglo-normannisk invasion af det nævnte område.