CHRISTEN POULSEN HELLIGSØ

- historien om en thyholmsk bondegodsejer

1. Slutregnskabet

Christen Helligsø i Semb døde den 23. juli 1779 godt 71 år gammel. Det kan man læse i kirkebogen for Hvidbjerg sogn, hvor der som det 25. dødsfald i 1779 anføres:

I løbet af sit lange og aktive liv havde han samlet sig en stor formue, mest i form af jordegods, og en stor familie af børn, svigerbørn og børnebørn spredt ud over Thyholm og Sydthy. Han havde hørt til egnens forholdsvis talrige klasse af ”bondegodsejere”, der, til trods for at han selv var bonde og fæstebonde det meste af sit liv, ejede gårde og bortfæstede dem til andre bønder.

Måske var han syg, eller måske mærkede han blot alderen trykke, da han godt og vel et halvt år før sin død samlede sin familie:

Den nævnte forordning, der tillod visse personer under visse omstændigheder selv i levende live at foretage skifte – at udfærdige en såkaldt selvejerdisposition –, udnyttede Christen Helligsø så til at udstrække sin indflydelse på børnenes liv og økonomi langt ud over sin egen dødsdag. Det dokument, der i den anledning blev tinglæst ved Hassing-Refs herreders ting og siden blev indført i herredernes skøde- og panteprotokol, indeholder det perfekte overblik over, hvad Christen Helligsø havde samlet sammen i alle henseender.

I den vedhæftede taksationsforretning fås indledningsvis en beskrivelse af, hvordan taksationen foregik:

De kyndige syns- og taksationsmænd vurderede, at Christen Helligsøs jordegods bestående af otte gårde og fire huse var 2360 rigsdaler værd. Han ejede også en stor formue i form af indbo og besætning, som ikke blev vurderet og prissat ved denne lejlighed, men antagelig var flere hundrede rigsdaler værd. Gælden bestod først og fremmest af mødrenearv til børnene af hans to første ægteskaber og var i alt på knap 773 rigsdaler, så der skulle således være et overskud på 1587 rigsdaler (plus indbo og besætning). Ved et normalt skifte ville halvdelen heraf blive regnet for enkens ejendom og ikke indgå i delingen, og af den afdøde mands halvdel ville hun arve lige så meget som en af hans sønner.

Man kan derfor undre sig over, at Christen Helligsø slap af sted med denne disposition:

Det er svært at afgøre, hvor meget enken Johanne blev ”snydt” for ved den aftale, for regnskabet var ikke en retvisende boopgørelse, både fordi indbo og besætning ikke sattes til beløb, og fordi flere af børnene allerede havde modtaget større beløb end deres mødrenearv, som altså ikke burde regnes med som gældsposter. Men det var utvivlsomt et betragtelig beløb, der med aftalen gik tabt for hende, og efterfølgende for hendes eneste søn og arving.

Det er tydeligt, at Christen Helligsø anså det samlede regnskab som noget, han suverænt kunne regulere på, og han annullerede virkningerne af de to tidligere afholdte skifteforretninger med bemærkningerne:

At hans børn skrev under på skiftet, kan ikke undre, da de jo alle tjente det på omfordelingen, som deres stedmor og halvbror mistede. Måske syntes de ligefrem, at det var en rimelig og retfærdig kompensation for det tab, Christen Helligsø havde påført dem ved at indgå det sidste og i deres øjne sikkert aldeles ”unødvendige” sidste ægteskab. Påstanden om, at han gjorde alle sine børn lige, var kun sand i den forstand, at børnenes arv ikke skulle afhænge af, hvilket kuld de tilhørte. Men han behandlede dog sin sønner og døtre mere lige, end det var normalt for den tid, for de fik hver svarende til henholdsvis 300 og 270 rigsdaler. Normalt var en broderlod det dobbelte af en søsterlod.

Når han bestemte, at Johanne skulle have det samme som en af hans ”bedste børn”, så skyldtes det ikke, at han rangerede sine børn efter kvalitet og gav dem arv derefter. Han mente, at hun skulle have det samme som dem, der fik mest. To af sønnerne fik nemlig ud over de 300 rigsdaler også en del af hans ejendele i form af indbo og besætning, og det fik hans enke så også. De vurderingsmænd, der havde vurderet hans faste ejendom, blev også sat til at udfærdige lange lister med alt, hvad han ellers ejede, og derefter udarbejde tre lister af ejendele, som de skønnede var ensartede mht. indhold og værdi, og som så skulle tilfalde Johanne og sønnerne Anders og Peder, dem, der ifølge hans plan skulle bo i hans ikke bortfæstede ejendomme.

Skiftedokumentets gennemgang af, hvad de forskellige arvinger blev tildelt, giver på én gang slutregnskabet både mht. familie og formue for Christen Helligsø, og den gengives her i bearbejdet form:

Først om arven til konen og det yngste barn:

Dernæst om arven til de syv børn med den første hustru, Mette Christensdatter:

Poul, der blev kaldt Poul Østergaard efter den gård i Sindrup, som faderen købte til ham, var den ældste af brødrene og på dette tidspunkt 45 år. Ti år tidligere var han blevet gift og var flyttet ind på gården i Sindrup, som han samtidig fik skøde på. Man kan undre sig over vurderingsprisen og over, at han oveni skulle have gården i Lyngs, for Sindrup Østergård var målt i hartkorn (7-5-3-1) den største gård, Christen Helligsø nogensinde ejede.

Næstældste bror, Christen, var 42 år gammel. Han var flyttet søndenfjords og ægtede i 1766 en enke i gården Engelund i Fabjerg. Han blev derefter ofte kaldt Christen Engelund. Præcis hvad hans ”truble omstændigheder” gik ud på, skal ikke uddybes her, men i 1778 forlod han gården, der var blevet solgt til Christen Jensen Breinholt fra Humlum. Til gengæld fik han et hus (Engelundhus) og en slags aftægtsaftale, der blev tinglæst.

Tredje søn, Jens, havde mere held med et tilsvarende forsøg på at gifte sig til en gård, i hvert fald rent økonomisk. Han var nu 39 år. I 1776, da han giftede sig med en ældre søster til Pouls kone, der samme år var blevet enke på en gård i Visby, var han altså 36 år. Hun var ti år ældre, og ægteskabet forblev barnløst.

Mads var ikke den fjerde, men den femte søn i aldersrækkefølgen. Han var 32 år og allerede gårdmand i byen (Semb) som fæster af en gård hørende til Vejberggård. Det havde han været, siden han i 1775 blev gift med en datter fra en af nabogårdene.

Den fjerdeældste søn var Lars på 35 år. Siden 1770 havde han været gift med den midterste af Mads Lauritsens tre døtre i Refs Hedegård, som han overtog samme år, da svigerfaren døde uden en mandlig arving. Selv om han i 1779 kunne siges at være i ”truble omstændigheder”, så klarede han sig i længden meget bedre en broderen i Fabjerg, som han måtte dele en gård med. Han beholdt både gården og det derfra stammende tilnavn til sine dages ende, og blev altså kaldt Lars (eller Laust eller Laurits) Hedegaard.

Anders var sjette og yngste søn af første kuld, og i 1779 var han 27 år gammel. På den omtalte gård, som Christen Helligsø altså ejede i 1779 og som blev kaldt Vestergård, må han have boet som ungkarl, for han blev først gift efter faderens død sidst på året. Foruden gården fik han også en tredjedel af alle faderens ejendele, som han jo så nok for længst havde taget i brug.

Den eneste datter i første kuld, Johanne, var 37 år. Hun var blevet gift med Poul Pedersen i 1763. Christen Helligsø havde hjulpet parret med at etablere sig som selvejere i Dalgård, så Johanne havde næppe grund til at klage over, at hendes arv var mindre end søstrenes. Om Dalgård og den store søskendeflok derfra vil siden meget blive fortalt, her skal blot anføres det interessante forhold, at Johanne ved sit ægteskab fik sin stedmor til svigerinde. Christen Helligsøs anden hustru, Maren Pedersdatter, var nemlig fra Refs Dalgaard og Poul Pedersens storesøster.

I 1779 levede fire af deres fælles børn, det andet kuld:

Peder var kun 17 år, da hans far udfærdigede selvejerdispostionen, og eftersom han blev udset til at skulle overtage fødegården, havde Christen Helligsø nok ikke regnet med, at dispositionen så hurtigt skulle føres ud i livet. Det var mildest talt upraktisk og uhensigtsmæssigt, at en syttenårig dreng skulle overtagen en gård til eje og beboelse, og på det punkt blev faderens disposition ret hurtigt ændret.

Mette var 23 år gammel, da hun på denne måde blev ejer af en ret stor bondegård. Hun må have været et meget godt parti, og hendes ugifte stand varede da også kun til den 9. november samme år. Den heldige bejler var en gårdmand i Boddum ved navn Jens Lauritsen Koch. Parret fik en søn, der blev skolelærer i Lyngså i Nordjylland og som kaldte en søn op efter sin afdøde morbror, Peder Helligsø. Blandt dennes efterkommere med efternavnet Helligsø (evt. på formen Hilligsø eller Hillingsø) findes en prominent militærmand og en kendt skuespiller.

Selv om Anne på 21 år også var ugift og lige så attraktivt et parti som sine søster – i hvert fald økonomisk set – så blev hun aldrig gift. Om det var et bevidst valg, muliggjort af den store arv, eller blot et tilfældigt udslag af skæbnens lunefuldhed, eller måske skyldtes fysiske eller psykiske forhold, der gjorde hende uegnet som gårdmandskone, kan ikke opklares. Hun levede sammen med søsteren Mette, mens det var muligt, og døde i høj alder hos dennes datter og svigersøn i Styvel.

Kirsten var også ugift, da aftalen blev udfærdiget. Hun var kun 19 år gammel og altså – efter almindelig skik og brug – endnu ikke giftefærdig. Men det var hun allerede året efter, da hun giftede sig med Anders Nielsen fra Handrup i Vestervig sogn. Hastværket skyldtes utvivlsomt den aftale, som hun indgik med sin lillebror Peder. I praksis var det nok ikke de to unge mennesker, men snarere de voksne omkring dem, halvsøskende og morbrødre, der fik arrangeret, at de så at sige byttede arv. Peder fik gården i Kallerup, og Kirsten og hendes nye ægtefælle fik den fædrene gård i Semb, der stod klar til en ny families indflytning.

De tre døtre skulle – som det ses ovenfor – til gengæld for gårdene betale faderen hhv. 30, 40 og 30 rigsdaler, fordi beløbene skulle passe, og fordi han selv skulle have en formue at disponere over i sine sidste dage.

Det var, som allerede nævnt, nok en streg i regningen, at de sidste dage blev så få, som de blev. Og at det ikke blev sønnen Peder, der fik gården, var heller ikke en ønsket del af Christen Helligsøs slutregnskab. Og den måde, han havde arrangeret det på for enken og den yngste søn, tyder ikke på, at han havde regnet med, at det gik, som det gik. Efter hans plan skulle de have boet i huset Krogsbol i Semb og ernæret sig ved indtægterne fra gården i Kallerup. Men den plan holdt kun i tre år, så giftede hun sig med Niels Nielsen fra Helligkilde og flyttede sammen med ham i Helligkilde, og han kunne så et par år senere indkassere 299 rigsdaler ved at sælge Krogsbol til Anders Helligsø.

2. Begyndelsen

Christen Poulsen blev født i 1708, og hvis man tør tro på præstens regnekundskaber, så kan fødselsdagen ovenikøbet bestemmes med dags nøjagtighed. Denne noterede nemlig som hans alder ”71-4-1-4” og regnede ham altså for født den 12. marts 1708, som er 71 år, 4 måneder, 1 uge og 4 dage før den 23. juli 1779, der var hans dødsdag.

Selv om ingen kilde ordret udtaler, at han blev født i Kjærgård i Semb, og at hans far var gårdmand Poul Madsen med tilnavnet Kjær, så er der dog så mange forhold, der understøtter det, at man godt tør regne det for kendsgerninger. Hvem hans mor var, kan derimod ikke opklares, men hendes navn kan måske rekonstrueres med en vis sandsynlighed: Johanne Christensdatter. ”Christensdatter”, fordi Christen Poulsen måske er opkaldt efter morfaren, da han jo helt sikkert ikke er opkaldt efter farfaren. ”Johanne”, fordi han med stor sandsynlighed har opkaldt sin ældste datter efter hendes farmor.

Christen Poulsens søster Johanne, der blev gift med Christen Hedegaard, blev født i 1711. Hun var altså en lillesøster. Hun fødte seks døtre, men ikke én af dem blev kaldt Johanne, hvad der så godt som udelukker, at hendes mor hed det. Det kunne tyde på, at hun og Christen var halvsøskende, og at hun var opkaldt efter Christens mor, der kunne være død i ung alder kort tid efter hans fødsel.

Dette er naturligvis kun spekulationer med en vis sandsynlighed for sig. Hvad man derimod véd med sikkerhed, er, at Poul Madsens enke hed Anne Nielsdatter. I skiftet efter Christen Poulsens anden kone læser man nemlig, at der blev forevist:

Den Anne Nielsdatter, der iflg. kirkebogen boede og døde i Semb i 1743, er utvivlsomt Poul Madsens enke. Hendes alder blev angivet til 52 år, så hun var altså meget yngre end Poul Madsen, der var 62, da han døde tretten år tidligere. Aldersforskellen på 23 år indikerer, at hun ikke var hans første hustru. Hun skulle efter aldersangivelserne have været 17 år, da Christen Poulsen blev født, og 20 år, da Johanne Poulsdatter blev født. Selv om det hverken er biologisk umuligt eller ukendt i tiden, så var hun alligevel en usædvanlig ung mor, hvis hun var mor til de to. Det mest sandsynlige er derfor, at hun var Poul Madsens tredje kone og stedmor til hans børn.

Der kendes ikke andre børn af Poul Madsen end Christen og Johanne, og intet tyder på, at der var andre, der overlevede ham. Måske var den nittenårige Anne Poulsdatter, der iflg. kirkebogen døde kort tid før ham, en datter. Kort tid efter Poul Madsens død i 1730 blev både Christen og Johanne to gift i ret ung alder, på hhv. den 22. og 18. søndag efter trinitatis 1731. Johanne og Christen Hedegaard overtog fødegården, Kjærgård, og deres historie kan læses andetsteds.

Om Christens ægteskab skrev præsten i Hvidbjerg sogn kirkebog:

Christen og Mette overtog en anden gård i Semb, hvis indviklede historie bliver gennemgået nedenfor, så det var jo ikke holdbart i længden at skelne Christen fra andre Christen’er med det tilnavn, han havde fra faderen og fødegården. Og i den opståede situation, hvor en anden Christen havde Kjærgård, måtte omgivelserne finde en anden måde at benævne og kende ham.

Dette og meget andet vedrørende hans familie og omgangskreds afspejler sig i den lange række af barnedåb, som blev indført i kirkebogen i løbet af den næste snes år. På grund af skader er dele af teksten ulæselig eller helt tabt, dette markeres med ”[]”:

Vilhelm Rogert, præst i Hvidbjerg-Lyngs fra 1728 til 1750, bestemte sig altså for, at Christen Kjær skulle kaldes Christen Helligsø, og det skete i 1737. Der er intet vidnesbyrd om nogen forbindelse til det nærliggende Helligsø sogn eller Helligsø by i Sydthy hverken for Christen Poulsen eller Poul Madsen. Poul Madsen blev aldrig i de ret talrige omtaler af ham kaldt andet end Poul Madsen Kiær, Poul Madsen eller Poul Kiær. Der er intet tegn på, at navnet, som det ellers ofte skete, stammede fra en tidligere fæster af den gård, som Christen Poulsen havde fæstet og boede på. En mulig forklaring, omtrent den eneste mulige forklaring, er, at Helligsø var fulgt med ved opkaldelsen, at den Christen, som han blev opkaldt efter, havde været almindelig kendt som ”Christen Helligsø”.

Præstegården lå i Semb, og der synes at have været et ret tæt og fortroligt – men selvfølgelig ikke ligeværdigt – forhold mellem Christen Poulsen (og Poul Madsen) og gejstligheden på Thyholm, så det var muligt for præsten at have et nøje kendskab til Poul Madsens svigerfamilie. Præstens kone og søster nedlod sig et par gange – som det ses ovenfor – til at optræde som faddere for Christen Poulsens børn.

I fadderlisterne optrådte også en tredje gejstlig standsperson, Madame Hvass, der var præstekone fra Thyholms andet pastorat, Søndbjerg-Odby. Hendes mand, pastor Erik Hvass, havde tidligere på året købt den gård, som Christen Poulsen havde i fæste, og så gjorde hun altså på denne måde sin fæstebonde den ære. Også den nævnte Jomfru Hvistendal tilhørte denne stand, idet hun antagelig var datter af præsten i Helligsø-Gettrup.

Der var ingen Poulsen’er eller Poulsdatter’er blandt fadderen, og den eneste identificerbare fadder fra Christen Poulsens side af familien var svogeren Christen Hedegaard. Man bestyrkes i den tanke, at den kun bestod af søsteren og svogeren.

Fra Mette Christensdatters side kan derimod flere udpeges. Man genkender Christen Sørensen og Maren Christensdatter, det barnløse ægtepar fra Lyngs, hvis gård blev overtaget af Christen Hedegaard i 1756. De døde begge to i det år, og af skiftet efter dem lærer man, at Maren er Mettes søster. Af skiftet lærer man også, at Niels Jensen i Barslev havde børn med en anden søster. I kirkebogen ses, at hun også hed Mette og døde i 1743. Det var nok hende, der var fadder i 1737. Som underskrivende (men ellers uomtalt) arving i det nævnte skifte optræder en vis Christensen (ulæseligt fornavn) fra Egebjerg. Når man sammenholder dette med den hyppige optræden af en vis Anders Christensen eller Anders Østergaard med bopæl i Egebjerg blandt fadderne, så kan man næsten kun regne ham som bror til Mette. Han blev i 1733 gift med enken i Egebjerg Østergård og blev derved stedfar til hele to søstre ved navn Sidsel Nielsdatter. De (eller en af dem) kan man også finde blandt fadderne.

At den Christen Andersen, der var med ved fire barnedåb fra 1732 til 1744, var Mette Christensdatters far, forekommer sandsynligt. Det understøttes af, at Niels Jensens gård i Barslev, der hørte under Hindsels, tidligere, faktisk helt tilbage i 1690’erne, var fæstet af en Christen Andersen, der passende kunne have overladt sin gård til sin søn og svigerdatter, da de blev gift i 1740. Året før døde ”Christen Andersens Kone i Barslev” i en alder af 78 år. Det kunne være den konkrete årsag til generationsskiftet. Syv år senere døde ”Christen Andersen i Barslev” selv, 71 år gammel. Selv om der en påfaldende aldersforskel, og selv om konen synes påfaldende gammel i forhold til børnene, så er det sandsynligvis Christen Helligsøs første svigerforældrepar, der her er nævnt.

Da Vilhelm Rogert døde i 1750, blev han efterfulgt af Laurits Bentsen, der var præst fra 1750 til 1759. Han døbte kun ét af Christen og Mettes børn, og han kendte naturligvis familien dårligere end sin forgænger. Men når man ikke kan finde Mette Christensdatters begravelse omtalt i kirkebogen, så kan det alligevel kun forklares som sjusk. Måske glemte han at føre kirkebogen i forbindelse med hendes begravelse, måske skrev han en indførsel, men med forkert navn, alder eller bopæl. Laurits Bentsens håndskrift er så sjusket og ulæselig, at man fristes til at tillægge ham en almindelig sjusket kirkebogsføring.

Mette Christensdatter døde fra mand og otte børn på et tidspunkt imellem de to datoer 6. februar 1752 (Anders’ dåb) datoen 24. september 1754 (hvor skiftet efter hende blev sluttet). Selv om en præcis dødsalder noteret af en omhyggelig og vidende præst havde været ønskværdig, så er det dog muligt at lave et troværdigt estimat. En kvinde, der føder børn i tyve år og dør mindre end to år efter den sidste fødsel, har antagelig været 40-45 år, da hun døde, og er altså født o.1707-1712. Dødsårsagen kendes selvfølgelig ikke, men hun var ikke ældre end, at det kunne være en tiende barsel, der kostede hende livet.

Der er ikke bevaret noget skifte efter hende, men slutresultatet er kendt og vil blive refereret nedenfor. Når skiftet ikke er bevaret (eller i hvert fald ikke fundet endnu), så hænger det sammen med, at skiftemyndigheden for den husstand, hun tilhørte, var bestemt af ejerforholdet for den gård, hun boede på. Det var nemlig, som det vil fremgå af næste afsnit, en myndighed, der nok ikke producerede langtidsholdbare arkivalier.

3. Fortsættelsen

Den 5. oktober 1755 blev Christen Helligsø viet til Maren Pedersdatter fra Refs Dalgård i Hurup sogn. Hun var 26 år gammel, han var godt og vel tyve år ældre. Da han ejede den gård, hun var født på og boede på, behøver man selvfølgelig ikke lede efter andre grunde til, at parret fandt sammen, men bortset fra det, så havde Christen Helligsø allerede gennem svogeren Christen Hedegaard berøringsflader til det tæt sammenfiltrede netværk af familier i Refs, Flarup, Odgård og Toppenbjerg.

I fadderlisterne ved de seks barnedåb, som Christen Helligsø nåede at fejre i sit andet ægteskab, er der som sædvanlig mange vidnesbyrd om bekendtskabskredsen og den sociale status:

Den sidste barnefødsel kostede Maren livet. Hun døde den 23. september 1766, fire dage efter fødslen og to dage efter barnedåben.

fortsættes ...