1. Refs Dalgård
Kirkebøgerne for Hurup sogn går langt tilbage i tiden (1669), men har p. g. a. et bortkommet bind en stor lakune fra 1733 til 1784. Dette spænd over hvad, der svarer til næsten to generationer, gør det svært at skaffe sikker dokumentation for mange familierelationer, og det kræver held at sætte de familier, der er så veldokumenterede i årene omkring 1700, i sikker forbindelse med deres efterkommere hundrede år senere.
Dette held er imidlertid i høj grad tilstede i forbindelse med rytterbonden Jens Christensens familie i Refs. Han levede fra ca. 1608 til 1689 og var fæster af den gård tilhørende ryttergodset, der blev kaldt Dalgård og havde nr. 12 i Refs by og et hartkorn på 5-6-3-0.
Som det ses af årstallene, så var Jens Christensens over sin bedste alder, og hans børn var født og døbt, inden den ældste kirkebog påbegyndtes. Men både hans og hans kones begravelse er registreret. Hun hed Else Nielsdatter og var 66 år gammel, da hun døde i 1687. Aldersforskellen kunne tyde på, at hun ikke var hans første kone, og der er således ingen sikkerhed for, at hun er mor til (alle) Jens Christensens børn. Af dem kender man fire: sønnen Anders Jensen, der overtog Dalgård, og døtrene Maren, Anne og Mette, der alle blev gift med solide gårdmænd på nogle af sognets bedste gårde.
Anders Jensen havde allerede overtaget Dalgård, da landmålingsmatriklen fra 1688 blev udfærdiget. Året før var han blevet gift med Maren Pedersdatter, datter af nabogårdmanden Peder Lauritsen i Refs Bundgård. Parret fik sammen fem sønner og to døtre. Det yngste barn, Christen, blev født i 1709, men levede kun en månedstid. To år senere døde Anders Jensen selv 54 år gammel, og efterlod en 43-årig enke med en stor børneflok: Jens 23 år, Laurits 20 år, Mads 17 år, Peder 13 år, Else 11 år og Maren 9 år.
Når den forholdsvis unge enke med den ret store gård ikke straks blev gift igen med en af de mange håbefulde bejlere, der utvivlsomt flokkedes om det attraktive parti, så var det nok, fordi hun var i stand til at drive gården videre selv med hjælp fra de hel- og halvvoksne sønner. Og i de næste elleve år sad hun så som ”gårdbrugende enke” med kun få forandringer i omstændighederne. Den hjemmeboende børneflok blev ældre og blev reduceret til fire: I 1714 flyttede Laurits hjemmefra, blev gift og overtog gården Knudsgård i Kobberø i Gettrup sogn, og i 1719 døde den yngste, Maren, endnu ikke fyldt sytten.
I februar måned 1718 fik byfogeden i Nykøbing Mors, Rasmus Jørgensen, skøde på Dalgård. ”Kongen” havde holdt auktion, og Rasmus Jørgensen købte for 944 rigsdaler af ryttergodset i Sydthy og Thyholm. Om det fik nogen betydning for dagliglivet i Dalgård, er svært at afgøre, men det betød i hvert fald, at gården i det næste halve århundrede havde ret omtumlede ejerforhold.
2. Niels Pedersen Toppenberg
Men den mest afgørende begivenhed i perioden for familien i Refs Dalgård var nok, at Maren Madsdatter døde i Flarup i 1718. Hun var datter af Mads Lauritsen i Refs Hedegård, der var bror til Peder Lauritsen i Bundgård, og hun var derfor Maren Pedersdatters kusine. I 1680 blev hun gift med Søren Sørensen i Flarup, der var en af Ydby sogns storbønder. Han var fæster af gårdene i Flarup med matrikelnr. 1 og 2, der tilhørte Ørum Slot, og han rådede derfor over et hartkorn, der var en herregård værdigt: 18-5-1-1. Da han døde i 1699, efterlod han enken og tre børn: Søren 16 år, Else 14 år og Karen 5 år.
Tre år sad hun i enkestand, hvorefter hun giftede sig med en yngre søn fra gården Toppenbjerg i Vestervig sogn. Han hed Niels Pedersen, men benævntes ofte efter sit fødested som Niels Toppenberg. Da bruden og brudgommen var næstesøskendebørn, var ægteskabet ikke uden videre lovligt. Tidens blodskamsregler tillod ikke ægteskab mellem så nært beslægtede, men synden var dog ikke større end, at man kunne betale sig fra den. Det kostede 4 rigsdaler at få kongelig dispensation, og dem betalte Niels Toppenberg så til Nykøbing Hospital.
Da brylluppet stod i 1702, var han 27 år og hun 42 år gammel, og parret nåede kun at få ét fælles barn, der dog døde, inden det var år gammelt i 1705. Niels Toppenberg gik herefter helhjertet ind i rollen som stedfar til de tre børn, han havde giftet sig til.
I juni måned 1704 afhændende Poul von Klingenberg til Ørum og Højris de to Flarup-gårde til herredsfogeden i Hassing-Refs, Valentin Beyer, som fire måneder senere solgte dem videre til Niels Toppenberg med stor fortjeneste. Hvorfra denne havde pengene til dette storkøb er uvist, men de stammede antagelig dels fra det profitable ægteskab med den rige enke, dels fra arven efter sine velstående forældre. Under alle omstændigheder blev han et usædvanligt tidligt og usædvanligt succesfuldt eksempel på en bondegodsejer, og han blev sikkert et forbillede for de andre bønder på egnen, der i løbet af århundredet forsøgte at samle sig gods og guld ved køb og salg og bortfæstning af bøndergårde.
Når man giftede sig med en rig enke, så var den økonomiske gevinst jo, at man blev medejer af hendes del af boet, men til udgiftssiden hørte, at man også blev medansvarlig for udredning af fædrenearv til stedbørnene. Niels Toppenberg fik steddatteren Else gift med sin ældre bror Peder, der havde overtaget fødegården, Toppenbjerg. Han var blevet enkemand i 1703, men eftersom hans afdøde kone var en kusine til Elses far, Søren Sørensen, så krævede også dette ægteskab en kongelig bevilling. For kongen var udstedelse af sådanne bevillinger nærmest blot en indtægtskilde, og tilladelser blev givet helt automatisk ved forhold som det, der var gældende her. Bevillingen kom i 1704 og brylluppet blev holdt i 1705. Og på den måde endte den arv, som Niels Toppenberg skyldte Else, i hans brors lomme.
Når man ofrede penge på ægteskabsbevillinger, var det ikke kun et spørgsmål om, at man for enhver pris måtte have sit hjertes udkårne. Det handlede i mange tilfælde også om, at man ønskede at bevare mest muligt af formuer eller ret til at disponere over formuer på egne eller nære pårørendes hænder. Det gjorde man bedst ved at finde ægtefæller i den nærmeste familie- og bekendtskabskreds, og det medførte så, at man af og til overskred tidens grænser for tilladelig beslægtethed eller besvogrethed.
I 1709 blev også Niels Toppenbergs stedsøn Søren Sørensen (den yngre) gift, og hans udvalgte blev en datter af Søren Nielsen i Gettrupgård (Anne). Herved blev han svoger til sin morbror Laurits Madsen i Refs Hedegård, der var gift med en anden datter af Søren Nielsen (Else), og til to af tidens andre bondegodsejere, nemlig dennes sønner Poul og Niels. Det unge par etablerede sig i den ene af Niels Toppenbergs gårde i Flarup (nr.1), mens han selv med kone og den yngste steddatter, Karen, boede i den største af gårdene (nr.2), der blev kaldt Flarupgård.
Således var situationen stadigvæk i 1718, da Maren Madsdatter døde 58 år gammel. Niels Toppenberg var stadigvæk kun 43 år, og de fleste andre i hans situation ville have fundet sig en ung kone og gjort et nyt forsøg på at få familie og egne børn. Men han kiggede ikke efter en ny ægtefælle blandt unge piger i nabolaget eller bekendtskabskredsen. Han kiggede efter rige enker og muligheder for at konsolidere sin indflydelse, gods og formue.
Derfor faldt hans øjne på den 50-årige enke Maren Pedersdatter i Refs Dalgård, og derfor blev dødsfaldet i Flarup i 1718 årsagen til, at der også skete store forandringer i Refs Dalgård i årene derefter.
3. Generationsskiftet i Refs Dalgård
I skiftet efter Maren Madsdatter blev det bestemt, at Søren Sørensen skulle have den gård, han allerede havde haft i fæste og beboet i mange år (nr.1), til arv og eje, og at den hjemmeboende, ugifte lillesøster Karen Sørensdatter skulle overtage Flarupgård (nr.2). Allerede i forbindelse med skifteforretningen må man – vel først og fremmest Niels Toppenberg – have overvejet generationsskiftet og planer for, hvordan han skulle indrette sig, og hvor han skulle bo, når Karen giftede sig og i praksis overtog gården.
Der gik fire år, inden hele planen var gennemført, og mere end ét år, inden de første konkrete skridt blev taget.
Den 20. april 1720 blev følgende bevilling udstedt: ”Jens Andersen af Dalgård udi Hurup sogn og Karen Sørensdatter af Flarup udi Ydby sogn i Vort land Nørre Jylland, må udi ægteskab sammenkomme, uanset at de hinanden udi 3die led skal være beslægtede.” Jens og Karen var næstsøskendebørn, da deres mødre jo var kusiner, og så måtte man jo søge kongen om lov. Der var antagelig gået nogle måneder med forsendelse og behandling af ansøgningen, så beslutningen om, at de skulle giftes, blev nok taget i slutningen af 1719. Trolovelsen fandt først sted i januar 1721, og brylluppet stod i Ydby Kirke den 2. april. Jens Andersen Dalgård valgte en fremtid i Flarupgård og lod førstefødselsretten til Dalgård gå videre til en yngre bror.
Den 27. marts 1722 modtog Niels Toppenberg kongens tilladelse til at gifte sig med sin første kones kusine, Maren Pedersdatter, og betalte 3 rigsdaler for bevillingen. Og den 19. november gjorde de brug af den og lod sig ægtevie i Hurup Kirke. Niels Toppenberg var 47 år og Maren Pedersdatter var 54 år. På et tidspunkt, antagelig midt i 1720’erne, flyttede parret ind i den ”synderste gård” i Flarup, der som den eneste gård i Flarup lå i Gettrup sogn. Gården blev kaldt Troelsgård, og Niels Toppenberg havde erhvervet den kort tid forinden. Hvor de opholdt sig i den første tid efter brylluppet er uvist, men de boede antagelig en tid sammen i Flarupgård, sammen med det unge par, der var deres søn og steddatter.
Den 12. april 1722 blev Peder Andersen Dalgård gift i Heltborg Kirke med Anne Jensdatter, en datter af Jens Nielsen i Ginnerupgård, og det blev ham, der overtog fødegården. Hvorfor den tredjeældste bror, Mads, blev oversprunget, kan man kun gætte om, men intet tyder på strid i familien. Der blev nemlig også sørget godt for ham, og han kom også til at indgå i de familiebånd, der knyttede de involverede familier sammen. Han blev i 1728 gift med Niels Toppenbergs brordatter (og steddatterdatter) Karen Pedersdatter fra Toppenbjerg og fik gården Lodal i Hurup sogn i fæste. Det var en gård med stort hartkorn (6-1-3-2), som broderen i Flarupgård ejede, efter at han i 1725 havde købt den af den tidligere nævnte byfoged i Nykøbing, Rasmus Jørgensen.
4. Refs Dalgaard og Jokum Pedersen Ulsted
Peder Andersen var 24 år, og Anne Jensdatter var 27 år, da de blev gift. De fik nitten år sammen, og da han døde i 1741, efterlod hans sig en stor børneflok, fem sønner og fem døtre. Kun de første seks blev født (og døbt) inden den store lakune i Hurups kirkebog, men alle ti blev nævnt i skiftet efter ham, der blev forvaltet af amtmanden. Selv om amtets skifteprotokol fra denne periode er svært skadet, er skiftet alligevel en guldgrube af informationer om de økonomiske og familiære forhold omkring Refs Dalgård. De ti ”sammenavlede børn” blev opremset i aldersrækkefølge:
Til stede ved skiftesamlingen var en række slægtninge, der fordelte formynderskaberne mellem sig: Farbror Laurits i Knudsgård blev formynder for Anders og Mette (ældst og yngst), farbror Mads i Lodal blev formynder for Jens og Poul (næstældst og næstyngst), morbror Thomas i Ginnerupgård blev formynder for de to Maren’er, de to onkler (mostres mænd) Mads Jensen Gadegård og Mads Pedersen i Toppenbjerg blev formyndere for hhv. tvillingerne og Voldborg. Til stede var også Niels Toppenberg, der fik formynderskabet for Niels (der nok var opkaldt) og blev enkens laugværge.
Da boet var gjort op, var der et overskud på ca. 217 rigsdaler, hvoraf den ene halvdel gik til enken og den anden blev delt mellem børnene, så sønnerne fik hver godt fjorten rigsdaler og døtrene godt syv. Børneflokkens størrelse bevirkede, at den enkeltes arv ikke var prangende, men sammenlagt var det en stor arv efter en fæstebonde i midten af 1700-tallet.
Det var amtmandens opgave at forvalte skifter efter folk på landet, der ikke havde en husbond, eller ikke havde en husbond, der magtede opgaven. Det var først og fremmest selvejerbønderne og deres husstande, men også folk som Peder Andersen, der ikke var selvejer, men fæster hos en mindre godsbesidder, der ikke havde de nødvendige forudsætninger for at være skifteforvalter.
Byfogeden i Nykøbing, Rasmus Jørgensen, der havde købt Dalgård af kronen i 1718, var en ambitiøs og risikovillig ejendomshandler, der samlede sig et stort jordegods. Men midt i 1720’erne brændte han fingrene på et forsøg på at erhverve Vadskjærgård, og han var nødt til at afhænde store dele af sit gods. Som allerede nævnt solgte han gården Lodal til Jens Andersen i Flarupgård, og omtrent på samme tid må han have afhændet Dalgård til en vis Anders Clemmedsen i Hellerø i Søndbjerg sogn.
Da skiftet blev holdt efter Peder Andersen, havde gården nok en gang skiftet ejer. Herom noteredes i den defekte skifteprotokol:
Det var altså Jokum Pedersen Ulsted i (Øster) Odgård, der ejede Dalgård i 1741, og han havde købt gården af Anders Klemmensen allerede, inden han flyttede ind dér. Skøde- og pantebøgerne for Hassing-Refs herreder er først bevarede fra 1738, så det tinglæste og protokollerede skøde er desværre ikke bevaret. Det kunne måske ellers have besvaret det ubesvarede spørgsmål om, hvorfra Jokum Pedersen Ulsted kom til Odgård.
Der var den kuriøse omstændighed ved forholdet mellem Jokum Pedersen og Peder Andersen, at mere end halvdelen af sidstnævntes formue bestod af et obligationslån på 160 rigsdaler, som han havde ydet sin husbond med førsteprioritets pant i Dalgård. På den måde havde fæstebonden altså finansieret sin godsejers ejerskab, og man kan undre sig over, hvorfor Peder Andersen ikke selv havde købt gården. Og længere end til undren kan man næppe komme i den sag.
Niels Toppenberg, der optrådte som formynder og laugværge ved skiftet efter sin stedsøn, var ikke længere gift med den afdødes mor. Hun var nemlig død i slutningen af 1739 og var blevet begravet den 2. januar 1740. Skiftet efter hende fandt sted i løbet af januar og februar, og allerede den 19. maj samme år blev Niels Toppenberg i en alder af 65 år for tredje gang gift med en enke efter en gårdmand i en af egnens større gårde. Hun hed Dorthe Jensdatter og var 68 år. Hun havde været gift med Peder Knudsen, der indtil sin død i 1734 havde været Vejbjerggårds fæster i Øster Odgård. I en kort periode, inden Jokum Pedersen Ulsted overtog gården, drev hun den samme med sin søn Jens Pedersen, og i et par år, efter at gården var afstået, boede hun stadigvæk i Odgård, sandsynligvis med en form for aftægt.
Niels Toppenberg var heller ikke længere ejer af Troelsgård. Den havde han i 1736 solgt til Jokum Pedersen Ulsteds halvbror, Peder Christensen med tilnavnet Ulsted eller Binderup, der boede i Refsgård i Hurup sogn. Måske var det gennem ham, Niels Toppenberg fik kendskab til, at der i Odgård boede en enke, der ønskede at bo et andet sted, og en gårdmand, der ønskede, at hun gjorde det.
Vielsen af det aldrende par fandt sted i Lyngs Kirke, og præsten noterede, at bruden på det tidspunkt boede i Odgård, men hun flyttede derefter sammen med Niels Toppenberg i Troelsgård, hvor han nu var fæster, og hvor han blev boende til sin død. Da han døde i begyndelsen af 1749, flyttede enken tilbage til Lyngs sogn, hvor hun fik ophold hos en datter og svigersøn til sin død senere samme år.
Den gamle kone nåede akkurat lige at opleve, at hendes gamle hjem, Odgård, brændte ned. De to fæstere af hhv. Øster og Vester Odgård, Jokum Pedersen Ulsted og Christen Lauritsen Hedegaard, blev hårdt ramt, men ikke i samme grad. Sidstnævnte måtte forlade Odgård i yderste armod og måtte leve af familiens hjælp og almisser. Førstnævnte formåede at blive boende og få gården på fode igen. Han havde mere at stå imod med, og han havde jo i Dalgård i Refs en vis opsparet formue.
Branden var sikkert årsagen til, at han i september måned det følgende år solgte Dalgård til Christen Helligsø:
Christen Helligsø betalte ham 167 rigsdaler, 3 mark og 12 skillinger for gården. Skødet nævner intet om nogen prioritetsgæld, så de 160 rigsdaler, han skyldte boet efter Peder Andersen, var antagelig blevet indfriet, enten tidligere eller i forbindelse med handlen. Det skæve beløb tyder på, at der indgik andet og mere end ejendommens pris i afregningen.
Skødet indeholder også andre interessante informationer:
Det er herfra, man får navnet på den person, der ejede Dalgård før Jokum Pedersen, Anders Clemmedsen i Hellerø i Søndbjerg sogn, om hvem der her blot skal konstateres, at han er endnu et eksempel på en thyholmsk/sydthysk bondegodsejer.
Skødet viser, at Peder Andersens enke levede i 1750. Hun havde stadigvæk gården i fæste, og den ældste søn, Anders Pedersen, var hendes medhjælp og sikkert udset til efterfølger. Enke, Anne Jensdatter, var blevet 55 år. Hun havde ikke giftet sig igen og blev det næppe heller senere. Pga. lakunen i Hurups kirkebøger kan dette og mange andre forhold ikke sikkert dokumenteres. Det vides fx heller ikke, hvornår hun døde, men på dette tidspunkt o. 1750 var flere af børnene voksne, og generationsskiftet rykket nærmere. Familien var stadigvæk næsten intakt og bestod af: Anders Pedersen 27 år, Maren 24 år, Voldborg 23 år mangler, Maren 21 år, Niels 19 år, Christen og Else 17 år, Poul 15 år og Mette 11 år.
Så vidt vides havde kun den næstældste søn, Jens på 26 år, forladt gården og familien. I 1746 var han i Hvidbjerg kirke på Thyholm blevet viet til Maren Christensdatter, en midaldrende enke, der havde været gift to gange før: Først med Christen Christensen Odgaard, søn af Christen Boisen i (Vester) Odgård, og da han døde i 1742 med Laurits Jensen fra Lille Gyrup i Sønderhå sogn. I sit første ægteskab havde hun fire børn, og hun fik ikke flere med sine yngre mænd. Jens Pedersen Dalgaards levede sit liv som stedfar for de fire børn, og som fæster af den ret store gård tilhørende Hindsels, han havde giftet sig til. Siden overlod han gården til sin ældste stedsøn og forsvandt ud af historien uden at have sat ret mange spor i de bevarede kilder.
5. Refs Dalgaard og Christen Poulsen Helligsø
I de næste ti år fortsatte livet i Dalgård omtrent som i de foregående ti. Den ældste søn, Anders, synes at have været sin mors højre hånd og udset til hendes efterfølger i gården. Pga. de manglende kirkebogsoplysninger er der mange detaljer, man må gætte sig til (fx om moderen overhovedet stadigvæk levede), men den omstændighed, at han i en alder af 37 år stadigvæk var ugift og hjemmeboende, kan dårligt forklares på anden måde. Den 14. november 1754 fik han desuden skøde på halvdelen af Dalgård, hvilket også synes at pege på, at hans plan var at forblive i gården som selvejer.
Men i løbet af årene fra 1750 til 1760 var der tre søstre og en bror, der blev gift og flyttede hjemmefra:
Allerede i 1751 blev den ældste søster Maren gift, antagelig i Hurup Kirke, med Christen Nielsen kaldet Plovmand af den prominente præste- og proprietærfamilie Hjortsvang fra Gyrupgård i Sønderhå. Samme år blev hans søster gift med Søren Sørensen (den tredje) i Flarup.
Handlen med den halve Dalgård foregik kort tid efter, at der havde været afholdt skifte efter Christen Helligsøs første kone. I den forbindelse kunne der måske være opstået nogle likviditetsproblemer, som Christen Helligsø løste med frasalget. Utænkeligt er det heller ikke, at der allerede på det tidspunkt var tænkt på en tættere alliance mellem Dalgårds ejer og fæster. Et årstid senere, den 7. oktober 1755, blev den anden søster Maren nemlig gift i Hvidbjerg Kirke på Thyholm med selveste gårdens ejer. Christen Helligsø var blevet enkemand et år (eller to) tidligere, og han havde svært brug for en kone i huset. Maren Pedersdatter var 26 år gammel, da hun ægtede den godt tyve år ældre enkemand, og hun blev ved ægteskabet stedmor til fem sønner (Poul 21, Christen 18, Jens 16, Laurits 11, Mads 8 og Anders 3) og to døtre (Johanne 13 og Mette 5). I løbet af de elleve år, ægteskabet varede, blev der føjet én søn og fem døtre til flokken, der var hendes egne.
Omtrent på samme tid, måske et år senere, blev den næstældste søster, Voldborg, også gift. Den udkårne var en gårdmand i halvdelen af Korsgård i Ullerup i Heltborg sogn ved navn Jens Sørensen. Mads Gadegaard i Heltborg var brudens onkel og brudgommens morbror, og han var sandsynligvis det bindeled, der bragte ægtefællerne sammen.
I 1757 døde Niels Christensen i Refsgård og efterlod sig kone og datter. I 1706 havde han giftet sig med enken i Refsgård, der var en søster til Anders Jensen i Dalgård, men først i fremskreden alder i sit andet ægteskab fik han sit eneste overlevende barn, Mette Johanne, der var knap tyve år gammel, da han døde. At få enearvingen til Hurup sogns største hartkorn til ægte var for egnens unge mænd som at vinde den store gevinst i lotteriet. Det blev Niels Pedersen i Dalgård, der vandt den, og kort tid efter den gamle gårdejers død blev han gift med datteren. Mere præcist kan det ikke dateres, når kirkebogen mangler.
I denne periode havde Christen Helligsø sikkert stor indflydelse på, hvordan det gik hans nye, unge svogre og svigerinder, der beboede den gård, han ejede (eller måske rettere: havde ejet) i Refs. Og det er ikke utænkeligt, at han havde en finger med i spillet, da der hen imod året 1760 pludselig skete store forandringer. På den tid bestod husstanden i Dalsgård af moderen (hvis hun da levede!), Anne Jensdatter, der var 65 år gammel, og hendes medhjælpende søn, Anders, der var 37 år, og hans fire yngste søskende: Christen og Else på 27, Poul på 25 og Mette på et sted mellem 21 og 24.
Det var altså på høje tid, at Anders fandt sig en kone og fik fod under eget bord, og da det så endelig skete, var det vist også et parti, det var værd at vente på: en datter af enken i Toftumgård, Heltborg sogns største gård med mere end tyve tønder harthorn, der dog det meste af tiden – og også på denne tid – var delt lige over i Øster og Vester Toftum. Pigen, Johanne Thomasdatter, sagde ja til frieriet. Parret blev trolovet den 9. oktober 1760, og brylluppet stod i Heltborg Kirke den 7. november.
Måske var det planen, at Dalgård skulle være parrets hjem og levebrød. Tre dage efter brylluppet fik Anders Pedersen nemlig skøde på et øde husmandssted i Refs, kaldet Kappelhus eller Bektoft med et hartkorn på 0-1-1-1. Han betalte 80 rigsdaler for stedet, og skødet blev tinglæst den 20. november. Dispositionen virker lidt meningsløs, hvis ikke det på købstidspunktet havde været Anders Pedersens plan at drive Dalgård videre, så det må have været en overraskelse for omgivelserne, at han i løbet af den næste måned ændrede planer. Han fik antagelig et tilbud, han ikke kunne sige nej til: et tilbud om at blive ejer af den halve Toftumgård.
Kort tid før jul 1760 blev der udfærdiget to dokumenter: Den 20. december bortfæstede Anders Pedersen sin del af Dalsgård og Kappelhus til sin yngre bror, Christen, for en årlig afgift på seks rigsdaler, og den 22. december underskrev hans svigermor, Thomas Bollesens enke Anne Christensdatter, det skøde, der overdrog ham den vestre halvdel af Toftumgård. Den østre halvdel var allerede overdraget til svogeren Josef Poulsen, der var gift med Dorthe Thomasdatter. Med overtagelsen fulgte en hel del økonomiske forpligtelser i form af aftægt til svigermoren og udbetaling af arv til svigerinderne, men alligevel var det stort skridt op ad både den sociale og den økonomiske rangstige at blive ejer af Vester Toftum, og det var antagelig ikke nogen vanskelig beslutning at overlade fødegården til den ældste, hjemmeboende bror, Christen.
At det var en del af planen, at Christen Pedersen skulle være den fremtidige mand i Dalgård, fremgår af, at de to brødre i begyndelsen af 1763 (den 5. februar) indgik en aftale og underskrev en skriftlig kontrakt om, at Christen havde forkøbsret til Dalgård, og at han, når som helst han måtte ønske det, kunne få skøde på Anders’ del af gården (og Bektoft) ved at betale 150 rigsdaler.
Men heller ikke den plan holdt længe, for i Hvidbjerg Sogns kirkebog læser man som 4. vielse i 1763 og den 3. vielse i 1764:
Man mærker Christen Helligsøs hånd bag de ændrede planer: Hans ældste datter blev gift med den yngste bror i Dalgård, og parret bosatte sig i Dalgård, og godt og vel et halvt år senere blev Dalgårds fæster gift med en datter fra og bosat i den gård, som han ejede i Grud. Alt dette må være blevet aftalt i løbet af 1763, hvor også den yngste søster Mette flyttede fra Dalgård. Hun blev gift (antagelig i Hurup Kirke) med Christen Andersen, der var fæster i den anden halvdel af Korsgaard i Ullerup i Heltborg sogn, hvor Mettes søster Valborg var kone på den første.
Forholdet mellem Poul Pedersen og hans svigerfar og svoger blev sat på skrift i en kontrakt fra 1765:
Dokumentet blev fremlagt I skifteretten året efter, da der blev skiftet efter Maren Pedersdatter. Det skete efter skifteforvalterens ordre, da Christen Helligsø havde forklaret:
Altså var Johannes mødrenearv indregnet i de 50 rigsdaler, som der var kvitteret for. Siden blev der kvitteret for de sidste 100 rigsdaler uden betaling, da Christen Helligsø kaldte dem ”til medgift med min kjære Datter, som han har til ægte” i det skøde, han udstedte i 1775.
Da husstedet Bektoft indgik i handelen, må man antage, at det, som Christen Helligsø overdrog til sin svigersøn, var det, som Anders Pedersen i Toftum tidligere ejede. Hvordan de vendte tilbage på Christen Helligsøs hænder, er uopklaret, men det skete antagelig som led i den aftale, hvor Christen Pedersen, der jo havde forkøbsret til disse ejendomme, overlod Dalgård til sin lillebror. Det er muligt, at Anders Pedersen havde behov for pengene, og at Christen Helligsø købte den halve Dalgård og Bektoft for at hjælpe sin svoger til likvid kapital. I 1763 døde dennes unge kone, Johanne Thomasdatter, uden at have født ham en arving, og i stedet for måtte han udrede arv til hendes mor og søstre.
Men en gang ejede Christen Helligsø hele Dalgård, og det er uvist, hvem der ejede den anden halvdel på dette tidspunkt. Da der blev skiftet efter Maren Pedersdatter i 1766, var den ikke en del af Christen Helligsøs jordegods. Og da Poul Pedersen i 1779 lånte 250 rigsdaler af ”velfornemme” Mads Poulsen i Torp på Mors, var det med pant i hele Dalgård med dets oprindelige hartkorn 5-6-3-0, og i hartkornsoptegnelser senere i århundredet optrådte Poul Pedersen som selvejer af Dalgård med hartkorn 6-0-0-1, idet Bektofts hartkorn blev indregnet. Så på en eller anden – foreløbig uvis – måde endte hele Dalgård på Poul Pedersens hænder.
6. Efterskrift om Dalgård, Baun og Nicolajsen
I 1779 døde Christen Helligsø, og den hjælp og økonomske støtte, han havde ydet sin datter og svigersøn i forbindelse med deres overtagelse af Dalgård, blev den arv, han efterlod dem, og ved skiftet efter ham blev fremlagt arveafkald, hvor parret kvitterede for arven og erklærede sig tilfredse med det, de havde fået.
Poul Pedersen levede til 1806 (Johanne til 1820), hvorefter hans ældste søn Anders Poulsen Dalgaard overtog gården. Han ejede og drev den til sin død i 1840. Da han ”sengeliggende, men hjernfrisk og i Besiddelse af sin Fornufts og Friheds fulde Brug” efter et ildebefindende tilkaldte herredsfogeden og vidner for at få udarbejdet, bevidnet og godkendt en selvejerdisposition, var det fordi, hans eneste søn Poul ”efter hans Sjele-Evner ei er skikket til at følge ham i Gaardens Besiddelse”. Han ønskede at sikre sig før sin død, at hans eneste datter Anne Marie skulle overtage al hans ejendom og pålægges en pligt til at tage sig af broderen.
Og sådan gik det: Anne Marie Andersdatter giftede sig året efter med Christen Jørgensen Baun, og de fik sammen sønnen Anders Dahlgaard Baun, der overtog i 1865 og ejede gården i 43 år. Han var en stor mand i sognet, sognefoged og hædret som dannebrogsmand, og han efterlod sig en stor børneflok. Tre år efter hans død afhændede enken Dalgård til deres søn, Peder Christian Østergaard Baun, der blev den ottende og sidste generation af den familie, der er emnet for denne fremstilling.
Allerede i 1916 måtte denne dog opgive landbruget, og han afstod gården til præstegårdsforpagter Kristian Pedersen fra Boddum. I 1942 kom en ny familie til Dalgård, idet først Thorvald Nicolajsen og siden hans søn Svend Nicolajsen ejede gården indtil 2007.
I dag kan resterne af Dalgårds bygninger ses på Ulstedvej 1, hvor matrikelnummer 8a Refs er skrumpet til halvanden hektar.
Duelund, 8. juni 2025, Kristian A. Nyrup.