Pederstrup er et lille landsogn ca. 13 km. nord for Viborg. Grænsen mod øst udgøres af søen Rødsø, der hører dels til Pederstrup og dels til Vammen sogn. Mod nord afgrænses sognet ved Skals Å fra nabosognene Skals, Vester Bjerregrav og Hersom. Mod syd og vest ligger henholdsvis Rødding og Løvel sogne, der sammen med Pederstrup i umindelige tider har udgjort ét pastorat og indtil kommunalreformen i 1970 udgjorde én kommune. Nu hører de tre sogne til Tjele kommune. I 1801 boede der 107 mennesker på sognets 1266 hektar, sikkert omtrent det samme som i århundreder forud.

Yderst mod vest skærer den gamle Viborg-Ålborg landevej (hovedvej 13) gennem Pederstrup sogn. Vejen krydser Skals Å ved Løvel Bro, og nær ved den ligger det gamle gæstgiveri, Løvelbrohus. Det var i begyndelsen af det nittende århundrede det eneste sted i sognet, hvor der blev drevet andet end bondehåndtering, og som undertiden husede standspersoner.

Pederstrup sogns beboere var (og er stadigvæk) i alt overvejende grad landbrugere. De fleste boede i Pederstrup by, der på den nævnte tid havde 12 bøndergårde og nogle enkelte huse med eller uden jord. I sognets anden og mindre landsby, Vrå, der udgør resten af sognet, lå fem gårde.

Vejen fra Pederstrup via Vrå til Rødding krydser sognegrænsen ved Sødal Skov og passerer kort efter tæt forbi herregården Sødal, på de tider egnens altdominerende økonomiske magtcentrum.
Både Løvelbrohus og hele Pederstrup by tilhørte fra gammel tid herremanden på Sødal, der også ejede hele Løvel og en stor del af Rødding sogn. Vrå-gårdene hørte derimod til den fjernere liggende Tårupgård.
Fra midten af det attende århundrede ejedes Sødal af Didrik Iversen, senere af dennes enke og derefter på skift af hendes to brorsønner Andreas og Henrik Frisenberg. Sidstnævnte, der overtog Sødal i 1780, ægtede i fremskreden alder Anne Elisabeth Sundstrup. Da han døde i 1810, giftede enken sig anden gang i 1813 med Christian Tolstrup på Hald; men allerede fire år senere blev hun enke for anden gang. Skiftet efter Christian Tolstrup trak ud i mange år, og Sødals videre skæbne blev først fastlagt i 1826. Da afhændede enken hovedgården til Rasmus Bay, men forinden havde hun solgt de underliggende bøndergårde til fæsterne.

Herremanden på Sødal ejede også de tre kirker i Rødding-Løvel-Pederstrup pastorat. Præsten og degnen boede i Rødding. Ved århundredskiftet hed præsten Laurits Aastrup. Han var en lokal bondedreng, der var blevet holdt til bogen. Han døde højt til års i 1813 efter at have haft embedet i 28 år og blev efterfulgt af Andreas Bastrup, der var præst til 1819. Derefter kom Frederik Stockholm, der med sine 18 år i embedet indtager andenpladsen i præsterækken i det 19.århundrede. Rækken er lang, for præsterne skiftede hurtigt. I de fireogtres år, hvor Rødding-Løvel-Pederstrup pastorat er ramme om denne historie, var der otte forskellige præster i kaldet.

Pederstrup kirke er, trods dens dominerende placering på en bakke i byen, ikke noget imponerende syn. Den uanselige romanske granitkvaderbygning består af kor, skib og et lille våbenhus. Præsten i Rødding prædikede og forrettede de kirkelige handlinger der. Men menigheden i det afsides liggende sogn indtog næppe nogen central stilling i de skiftende præsters bevidsthed. Først i 1809 fik Pederstrup sin egen degn.
Men for Pederstrup-boerne selv var kirken et vigtigt samlingspunkt, og de handlinger, der foregik i den, gav afveksling og mening i en ellers ensformig og slidsom tilværelse.

I 1820, da historien tager sin begyndelse, var Frederik VI endnu enevældig konge af Danmark. Men for folk i Pederstrup var den jordiske og åndelige myndighed i hverdagen enkemadam Tolstrup til Sødal og pastor Stockholm i Rødding.

Stendalsgård var den største gård i Pederstrup by. Den havde fra gammel tid et hartkorn på næsten 6 tønder, omtrent det dobbelte af de andres, fordi den i modsætning til dem ikke var blevet delt i to halvgårde med hver sin fæstebonde. I midten af 1780-erne var denne eftertragtede gård blevet fæstet til en af herremanden Henrik Frisenbergs betroede og veltjente folk, Niels Nielsen. Han havde aftjent militærtjeneste for godset som rytter ved det Slesvigske Regiment, og senere var han blevet kusk på Sødal.
Han var født i Rødding sogn som søn af en fæstegårdmand af samme navn. I Didrik Iversens tid, omkring århundredets midte, var faderen sammen med tre af sine brødre kommet til Rødding fra landsbyen Nyrup i Vesthimmerland, hvor der dengang lå en enkelt bondegård, der hørte under Sødal. De fire brødre fik derfor af de lokale beboere kaldenavn efter det sted, de kom fra. Den Niels, der fik gården i Pederstrup, var den eneste, der førte navnet videre. Han blev altså i daglig tale kaldt Niels Nyrup.

Der var dengang kun to mænd i Pederstrup, der både kunne læse og skrive. Skoleholderen var den ene, Niels Nyrup den anden. Hans velstand, hans kundskaber og hans nære forhold til herskabet på Sødal gjorde ham til en central og særdeles indflydelsesrig person i sognet. Han blev med tiden både lægdsmand og sognefoged i Pederstrup og på den måde den lokale repræsentant for både militær- og politivæsenet. Hans tid var præget af de store landboreformer, og han var vel en typisk repræsentant for overgangstidens bondestand. De nyvundne rettigheder, som reformerne havde givet bønderne, blev af nogle udnyttet til den yderste grænse.
Niels Nyrup fandt sig ikke uden videre i nogen uret. Han var hurtig til at gribe pennen, hvis der skulle udfærdiges en klage til myndighederne, der uden tvivl fandt ham besværlig og kværulantisk.
Samtidig med, at han overtog gården i Pederstrup, ægtede han en datter af skovfogeden i Sødal Skov, Helvig Kathrine Furbo. De fik tre børn, der overlevede til voksenalderen: Niels, Anders og Anne. Den ældste søn døde imidlertid i ung alder, da han i forbindelse med Napoleonskrigene var indkaldt som musketer. Datteren blev gift med en velstående gårdmand i Gråbrødre Landsogn ved Viborg. Så den rigdom og indflydelse, Niels Nyrup havde skaffet sig, kunne i det væsentlige ubeskåret gives videre til sønnen Anders. Det gjaldt også hans offentlige hverv.
Kun på et punkt måtte han dog give køb, men ikke uden sværdslag. Da Pederstrup by blev udskiftet o.1815, måtte han lide den tort at se sit hartkorn reduceret med en tønde og seks skæpper. Men stadigvæk var hans gård dog sognets betydeligste, og både han og Anders bevarede positionen som sognekonge i Pederstrup.

Niels Andersen Nyrup blev født i Pederstrup den 22.august 1820. Det var i Frederik VI's 13.regeringsår. Anders Nyrup og Niels Nyrup i Pederstrup var hans far og farfar.
Moderen hed Johanne Nielsdatter og var datter af gårdmand Niels Møller i Nørre Vinge. Forældrene havde været gift i tre år og havde allerede fået ét barn, en datter. Men da hun døde som spæd, blev Niels den ældste af parrets børn.
Som ældste søn blev han efter tidens skik kaldt op efter sin farfar, og efternavnet fik han efter faderen. Så i kirkebogen skrev præsten døbenavnet Niels Andersen, selv om man havde brugt kaldenavnet Nyrup om familiens medlemmer, siden slægten kom til egnen i midten af 1700-årene.
Pastor Stockholm var imidlertid "moderne" på dette punkt. I 1820 havde de fleste bønder slet ikke noget efternavn. Man var døbt med ét navn, fornavnet. Det andet navn føjede man til, hvis det var nødvendigt for at skelne folk fra hinanden. Det var det som regel, for selv i et lille samfund som Pederstrup kunne der samtidigt leve mange, der hed Niels. Oftest føjede man så patronymer til (d.v.s. faderens navn +sen), men Andersen var egentlig ikke noget, man hed. Det var noget, man var. Og hvis der så optrådte to Niels'er, der begge var sønner af en Anders, måtte man jo ty til en anden løsning og føje et andet tilnavn efter. Man brugte så mandens eller hans fars erhverv, det sted, han eller familien kom fra, den gård i byen, han boede på, osv... Niels Nyrups far hed altså Anders, men blev kaldt Anders Nielsen eller Anders Nyrup, farfaderen hed Niels, men blev kaldt Niels Nielsen, Niels Kudsk eller Niels Nyrup, alt efter som omstændighederne nødvendiggjorde det.
Først ved dåbsforordningen af 1828 fik præsterne påbud om at forsyne alle med både fornavn og "familie- eller stamnavn". Reglerne blev nærmere præciseret det følgende år: Alle søskende skulle have samme efternavn, og hvis det ikke fandtes i forvejen, var der flere valgmuligheder. Man skulle enten bruge faderens sen-navn, et sen-navn dannet af faderens fornavn, et stednavn eller et gammelt tilnavn. Præsterne kom til at fortolke reglerne, og de valgte i de fleste tilfælde det nemmeste (en af de to første muligheder). De blev derved hovedansvarlige for det store antal sen-navne dannet af bøndernes almindeligste fornavne, der endnu dominerer det danske efternavneforråd. Hele århundredet igennem herskede stor forvirring med hensyn til efternavne, ikke mindst fordi bønderne vægrede sig ved at acceptere den urimelighed, at man nu skulle kunne kaldes for søn af sin bedstefar. Ved samme lejlighed opstod en anden urimelighed: man skulle også til at kalde sine døtre for sønner.
På det tidspunkt havde pastor Stockholm imidlertid allerede døbt to af Anders Nyrups sønner "Andersen" og hans to døtre "Andersdatter" (hvad der altså i 1829 blev forbudt), så Nyrup blev ikke det officielle efternavn i den generation.

Indtil dåbsforordningen af 1828 skulle dåben så vidt muligt ske første søndag efter fødslen. Men man så som regel mere praktisk på det - dåbsgildet skulle jo helst ikke komme i vejen for markarbejdet - så Niels blev først døbt i Pederstrup kirke den 1.oktober. Den vigtigste gæst var gudmoderen, og man søgte at finde en, der havde råd til en god dåbsgave. Det blev hans morbror Anders Møllers kone fra Nørre Vinge, der fik det ansvarsfulde hverv. Desuden skulle der være mindst tre faddere, men der kunne være adskilligt flere, undertiden den halve by. Man kunne benytte fadderlisten til at markere sine sociale ambitioner, men oftest blev de valgt fra den nærmeste familie- og bekendtskabskreds. Præsten indførte netop tre faddere for Niels: morbroderen Niels Møller, der havde gård i Vrå, og to nabogårdmænd fra Pederstrup.
Fødsel og dåb var dengang forbundet med mange traditioner. Efter ceremonien i kirken fulgte dåbsgildet. Dåben var ligesom et bryllup eller en begravelse en begivenhed i familiens liv, der gav anledning til stort gilde med mange indbudte. Den var også omgærdet med nogen overtro. Man mente f.eks., at uregelmæssigheder under dåbshandlingen kunne få skæbnesvangre følger for barnet, og gudmoderen havde hovedansvaret for, at alt gik rigtigt til. Og festens midtpunkt skulle helst sove den første søvn efter dåben i "kristentøjet". Det var et godt værn mod tilværelsens værste tilskikkelser.

Da Niels blev født, var det endnu bedstefaderen, der havde fæstebrev på fødegården i Pederstrup. Det havde han haft siden 1784, og han var 65 år gammel. Faderen Anders Nyrup var forlængst udset til at skulle overtage, og det skete netop i efteråret 1820. Bedsteforældrene gik på aftægt, og faderen indgik fæstekontrakt med enkemadam Tolstrup på Sødal. Men den gamle Niels Nyrup beholdt endnu nogle år sit sognefoged- og lægdsmandshverv.⁽¹⁾
Det var også i Niels' første leveår, den 5.maj 1821, at Frankrigs tidligere kejser Napoleon døde. Han var blevet forvist til St.Helena efter nederlaget ved Waterloo og havde levet sine sidste seks år dér. Men dønningerne efter de krige, han gav navn til, havde endnu ikke lagt sig. I Danmark, der nærmest ved et diplomatisk uheld var kommet med i krigen på Frankrigs side mod England, var eftervirkningerne særligt følelige. Tabet af flåden, adskillelsen fra Norge og sammenbruddet i statsfinanserne (Statsbankerotten) var direkte følger af krigene. Siden fulgte "den store landbrugskrise", der begyndte i 1818 og varede i henved ti år.
Dansk korn kunne ikke længere afsættes på det europæiske marked. Krigene havde medført almindelig tilbagegang i de fleste lande, England havde indført strenge importbegrænsninger, og Norge kunne ikke længere tvinges til at aftage dansk korn. Dér var man ellers tidligere sluppet af med de ringeste kvaliteter. Den faldende efterspørgsel gik hårdest ud over det dårligste korn, og hertil hørte det, de danske bønder avlede. I England kaldte man det "skidensæd". Priserne på korn faldt derfor år efter år og nåede bunden i 1824.
Det år fyldte Niels fire år, og da gik Anders Nyrup over i selvejernes rækker. Han købte sin fæstegård i Pederstrup af enkemadam Tolstrup. Omtrent på samme tid overtog han sin fars tillidshverv i sognet som sognefoged og lægdsmand.⁽²⁾
Anders Nyrup slap heldigt gennem krisen. Hans gårdkøb skete på et gunstigt tidspunkt, mens priserne var i bund, og allerede efter få år mærkede han bedre tider. For mange andre gik udviklingen den modsatte vej: Fæstebønder klarede sig forholdsvis bedst. Mange selvejere kunne ikke klare de økonomiske forpligtelser, som gårdkøbet havde påført dem, og valgte derfor at sælge igen og fortsætte som fæster.
Det var selvfølgelig en særlig fordel for Anders Nyrup, at han slet ikke behøvede at stifte gæld for at blive gårdejer, men kunne lægge købesummen kontant på bordet. Da krisen kradsede værst i andre gårdmandshjem, fordi det kneb med at skaffe rede penge til renter, skatter og andre kontante afregninger, var han gældfri og havde penge på kistebunden at stå imod med.
Niels mærkede altså næppe meget til virkninger af "den store landbrugskrise". I løbet af hans barndom ebbede den ud og afløstes af en økonomisk fremgangstid ("Kornsalgsperioden"), der varede næsten et halvt århundrede.
Fremgangen var netop begyndt, men knap nok erkendt, det år Niels fyldte ni år. Samme år, den 13.december 1829, døde hans farfar i en alder af 72 år. Den gamle Niels Nyrup havde i sin barndom og ungdom oplevet bondestandens dybeste fornedrelse med stavnsbånd og svær undertrykkelse. Han havde gennemlevet de store landboreformers tid som voksen, virksom bonde. Og til sidst i sin alderdom havde han set sønnen blive helt sin egen herre frigjort fra herremandsvældet ved overgangen til selveje. Det var i sandhed et liv med forandringer og omvæltninger, han havde haft.
Enken Helvig Katrine, overlevede ham i knap fem år. Hun var 82 år gammel, da hun døde i sommeren 1834 - den 13.juni - som aftægtskone hos sin søn i Pederstrup.

I det meste af det 19. århundrede var begrebet "stand" altafgørende for samfundets indretning og for folks forståelse af egen og andres plads i samfundet. Niels Nyrup blev født ind i bondestanden, hvad der ikke blot forudbestemte ham til en tilværelse i landbruget, men også gav ham et stempel af mindreværd, som det kan være svært helt at forstå i dag.
Som dreng nåede han måske at høre sin bedstefar berette om de mærkelige, men dengang slet ikke så fjerne, gamle dage, da bønderne næsten var at regne for herremandens slaver og ejendom, og om alle de fremskridt, der var sket siden da. Men selv om udviklingen fortsat gik i retning af at gøre bønderne til ligeværdige samfundsborgere, skulle der alligevel gå det meste af også Niels' egen levetid, inden ligestillingen var fuldt gennemført juridisk og politisk. Og der skulle gå endnu længere tid, inden de sidste rester af de andre stænders nedarvede ringeagt helt forsvandt.
Anders Nyrup var en betydningsfuld og myndig mand i Pederstrup, men sagen stillede sig noget anderledes, når han havde ærinder i købstaden. Her kunne han på de fine embedsmænds kontorer blive udsat for en overlegen og nedværdigende behandling. Og han havde nok også svært ved selv helt at frigøre sig fra den tilvante underdanighed, der fik ham til at tage hatten i hånden, sige "De" til selv den mest ubetydelige skriverdreng og finde sig i at få "du" igen.
I Niels Nyrups barndom i århundredets første halvdel fandtes endnu åbenlys forskelsbehandling i lovgivningen, der byggede på den antagelse, at folk af bondestand "udgiøre en mindre formuende og mindre oplyst Klasse end de øvrige Statsborgere"⁽³⁾. Mest åbenlys var værnepligten, der kun påhvilede bøndernes sønner. Myndighederne gik ud fra, at man var af bondestand, hvis ikke man kunne bevise det modsatte. Alligevel opstod der ofte tvivlstilfælde, og i 1829 fandt man det nødvendigt ved en ny værnepligtsordning at præcisere, hvem der var af bondestand og dermed værnepligtig. Det blev fastslået, at foruden de egentlige jordbrugerne skulle også ligestillede folk på landet som håndværkere, møllere, kromænd og skolelærere (!) regnes til bondestand og stille sønner til militærets tjeneste.
Det faldt naturligvis ikke lovgiverne ind, at købstadsborgerne, godsejerne eller studerede folk eller disses sønner skulle kunne udskrives. Andre folk på landet som f.eks. skovridere og forvaltere gav dog anledning til en vis diskussion. Men de slap (hvis da ikke deres forældre var bønder), for man mente ikke, at de var grove og primitive nok til at have gavn af soldaterlivet. Bønderkarlene derimod havde kun godt af den hårde disciplin og de prygl, der fulgte med.

I 1831 blev den yngste af Anders Nyrup og Johannes fem børn født. Han blev opkaldt efter sin morfar og fik navnet Niels ligesom sin storebror. Dengang lagde man mere vægt på opkaldelsesskikken end på det praktiske, så det var helt almindeligt, at der i en søskendeflok kunne være to med samme navn. Man løste det praktiske problem ved brug af kælenavne eller simpelthen ved, at man kaldte den ene for "Store" og den anden for "Lille".
Ved indgangen til 1830'erne bestod Anders Nyrups og Johannes børneflok så af Niels på elleve år og hans fire yngre søskende: broderen Peder på otte år, søstrene Else og Anne Marie på henholdsvis fem og to år og altså den nyfødte lillebror Bitte Niels. Større blev børneflokken ikke.

Det danske samfund prægedes i dette årti af stilstand. Udenlandske iagttagere betegnede det danske folk som "dovent, dorsk og usammenhængende". Andre kaldte tiden for "slendriansperioden". Sandt er det, at de svære tilbageslag i århundredets første årtier havde rystet mange og frataget dem den lyst til reformer og den foretagsomhed, der herskede tidligere.
De danske bønder, der med nød og næppe klarede sig gennem landbrugskrisen, havde ikke mod på at eksperimentere, mange mistede endog lysten til at blive selvejer. Endnu i 1835 var hver fjerde jyske gårdmand fæstebonde, på øerne mere end halvdelen, og overgangen til selveje stagnerede.
Pederstrup var blevet udskiftet, så hver enkelt gård fik sin del af jorden samlet. Anders Nyrup kunne dyrke Stendalsgårds jorder uden de bånd, som landsbyfællesskabet havde været for hans far. Men fællesskabet havde både været en hæmsko og en drivkraft. Nu skulle hver enkelt bonde i højere grad handle på egen hånd, vise evner og træffe beslutninger. Tilværelsen blev mere usikker, men de, der klarede den, kunne nu først og fremmest takke sig selv for det, og de fik styrket troen på eget værd.
Selv om der var foregangsmænd, der forsøgte sig med forbedringer af driften på forskellig vis og havde succes med det, så trængte nytænkningen kun langsomt ud blandt almindelige bønder i et afsides sogn som Pederstrup. Der skete ikke nogen radikal ændring i opfattelsen af, hvordan selve driften skulle foregå.
Anders Nyrup avlede som alle andre korn i det omfang, det var muligt. Det blev først og fremmest anvendt i husholdningen (til "ædekorn"), forholdsvis lidt gik til dyrefoder. Var der overskud ud over det kommende års sædekorn, blev det med hestevogn fragtet til købmænd i Viborg eller Randers. De besørgede så det videre salg til eksport eller til indenlandske forbrugere som f.eks. en af købstædernes talrige ølbryggerier.
Efter moderne forhold var besætningen på Stendalsgård beskeden, men alligevel var der mere kvæg end på andre af sognets gårde. Anders Nyrup regnedes for en stor studepranger. De fleste havde kun det antal dyr, der var nødvendigt for husholdningen, men han hørte altså til dem, der drev handel med levende kreaturer.⁽⁴⁾ I det indre Jylland, hvor meget af jorden var uegnet til andet end græsning, og hvor megen landtransport skulle foregå ad dårligt vedligeholdte veje, fortsatte mange bønder langt ind i det 19. århundrede den ældgamle praksis med at eksportere kød til Tyskland ved at lade det gå på egne ben ned gennem Jylland.

På den måde fortsatte Anders Nyrup i sin fars spor uden de store forandringer hverken i landbrugsdriften eller i hverdagen. Det nye var, at efterspørgslen og priserne steg.
Ude i Europa overvandt man snart Napoleonskrigenes følger. Ikke mindst i England herskede de nye liberale tanker om personlig frihed, privat foretagsomhed og frihandel. Der kom atter gang i industrialiseringen, og i dens kølvand opstod der et stort behov for import af fødevarer. Det blev en hovedårsag til de bedrede økonomiske kår for danske bønder, at England lempede (1828) for siden helt at ophæve (1846) en told på importeret korn.
Selv om priserne svingede ganske voldsomt fra år til år, så var hovedtendensen dog klar: Når Anders Nyrup kørte et læs korn til Viborg i 1840'erne, havde han omtrent dobbelt så mange rigsdaler med sig hjem i lommen som i 1820'erne.

Selv for gårdmænd var det sjældent, at gårdens drift gav større overskud i rede penge end hvad, der løbende skulle bruges til kontante betalinger. Men Anders Nyrup hørte til de mest velstillede, han tjente så meget ved sit salg af gårdens overskudsproduktion, at han kunne øge sin formue. Sognefoged-embedet var ulønnet, men gav prestige. Derfor var der ofte bud efter ham, når der blev afholdt taksationsforretninger eller lignende i omegnen. De kontante honorarer, det gav, kunne også lægges på kistebunden. Han lod dog ikke hele formuen ligge urørt dér, men lånte en del af den ud. Før det blev almindeligt, at bønderne kunne gå til banker og kreditinstitutioner, måtte de ty til folk som Anders Nyrup, når de manglede kapital.

Hvis en person fra nutiden kunne rejse tilbage i tiden og aflægge et besøg i Niels Nyrups barndomshjem omkring 1830, så ville vedkommende sikkert først og fremmest hæfte sig ved det fattige og primitive: de skæve og "skrutryggede" længer med stråtag og lerklinet bindingsværk, de små, lavtloftede rum, det sparsomme lys gennem små blyindfattede ruder, og - måske ikke mindst - de mange lugt- og synsindtryk, der vidnede om, at renlighed i moderne forstand var ukendt.
Men en opmærksom samtidig ville hurtigt kunne afgøre, at der boede en holden mand i den gamle gård. Rundt om gårdspladsen lå fire længer: stuehus mod syd, lade mod vest, fæhus mod nord og stald mod øst, og bag ved fæhuset lå vognhuset. På vej ind på gårdspladsen ville den besøgende nok bemærke, at der kun var to skorstene på stuehuset - så var der alligevel grænser for storheden. Men inde i huset ville han se, at det var indrettet med flere rum end sædvanligt. Der var kælder- og loftsrum, der var bryggers, køkken og spisekammer, der var dagligstue, storstue og sovekammer. Det var et tegn på velstand, når manden og konen sov for sig og ikke i dagligstuen sammen med børn og tjenestefolk. De tre sengesteder i dagligstuen, hvor børnene sov, og forældrenes i sovekammeret var opredt med rigeligt sengetøj. Man målte også en families formåen på mængden af sengelinned, og de mange, tunge overdyner udgjorde en stor del af indboets værdi.
Når den besøgende bænket ved bordet i dagligstuen lod blikket vandre, så ville det falde på andre detaljer, der afslørede hjemmets status. Der var jernbilæggerkakkelovn både i dagligstuen og sovekammeret. På væggen var en hylde med bøger og en hylde med porcelæn. Der var også et klokkeværk på væggen. Her boede altså en mand, der ikke havde nok i hanegal og solens gang over himlen, når han skulle passe tiden.

Men gården havde trods alt et noget gammeldags præg. Først i begyndelsen af fyrrerne brød Anders Nyrup med tidens og sin egen forsigtighed og brugte en del af formuen på forbedringer af Stendalsgårds bygninger.⁽⁵⁾

Indtil 1814 havde godsejerne ansvaret for almuens skoler og skolegang, og det var ret forskelligt og tilfældigt, hvad den enkelte godsejer ofrede af midler på det. Men det nævnte år blev en ny skolelov udstedt. Den indførte tvungen skolegang for alle børn mellem 7 og 14 år. Landet blev inddelt i skoledistrikter, der skulle bygge skoler og lønne faste lærere.
I begyndelsen af det 19. århundrede var den holdning endnu ganske udbredt, at bønderbørn overhovedet ikke havde brug for anden lærdom end den kristne børnelærdom. Mange bønder delte den, og endnu 100 år senere kunne man høre folk på landet skumle over al den tid, børnene spildte på skolebænken, som havde kunnet anvendes på nyttigt arbejde derhjemme.
Anders Nyrup hørte næppe til de vrangvillige. Han var efter alt at dømme en ret materialistisk indstillet mand, der lagde vægt på den umiddelbare nytte af det, man gjorde. Men han kendte fra sin far og sig selv nytten af at have læse- og skrivefærdigheder. Det var en forudsætning for at kunne bestride de offentlige hverv.
Jens Sørensen, også kaldet "den historiske skrædder", havde siden 1792 virket som ufaglært skolelærer (skoleholder) i Pederstrup. I 1809 blev han degn, og i anledning af skoleloven hævedes hans status yderligere: han blev skolelærer med undervisningslokale, løn og ordnede forhold. Men den nye skolelov gav ham også en del hovedbrud. Regning blev indført som skolefag, og den tidligere skrædder måtte de sidste ti år af sit virke kæmpe en forgæves kamp mod de fire "specier" (regningsarter). Han fik dem aldrig lært.⁽⁶⁾
Endnu i 1830'erne måtte de fleste folk i Pederstrup til degnen eller en skrivekyndig nabo som Anders Nyrup, hvis der skulle udfærdiges en klage eller ansøgning til myndighederne, og igen, når svaret skulle læses. Men henimod århundredets midte fandtes analfabetisme næsten kun blandt gamle og de mindst bogligt begavede.
Skolegangen bevirkede også, at man lærte mere om livet uden for sognegrænsen, at kendskabet til landets geografi og historie øgedes, og at mange fordomme og megen overtro, der havde haft god grobund i den uoplyste almue, efterhånden forsvandt. Det var de forbedrede skolekundskaber og forbedringen i den almindelige oplysning, der i århundredets sidste halvdel muliggjorde almuens inddragelse i de folkelige vækkelser, det politiske liv og landbrugserhvervets udvikling.
Men der var mange mangler og begyndervanskeligheder i det nyindrettede skolevæsen, ikke mindst manglen på seminarieuddannede skolelærere.
Niels gik i Pederstrup skole hos Jens Sørensens efterfølger, Christoffer Thorup, der var ved skolen fra 1824 til 1844. Han lærte at læse, skrive og regne og naturligvis kristendomskundskab og bibelhistorie i rigt mål. Alt tyder på, at Niels' skolekundskaber blev ganske udmærkede, men det faldt ham næppe nogensinde ind, at han skulle andet end være bonde og efterfølge sin far som gårdmand i Pederstrup.
Men han kom fra et hjem med bøger, hvad der ikke var helt almindeligt blandt bønder i 1830'erne. På hylden i dagligstuen på Stendalsgård stod Bibelen og Salmebogen og sikkert også andre religiøse bøger. Derimod fandt man ikke Blichers novellesamling i fem bind dér. Blicher skrev nok om midtjyske bønder, men hans publikum var hovedstadens borgerskab, der mere pirredes af hans aparte emnevalg, end det påskønnede hans litterære kvaliteter. "En landsbydegns dagbog" handlede om det gods, hvor moderen var født, og hovedpersonen havde navn efter hendes hjemsogn, alligevel fandt Thorning-præstens kendte novelle fra 1824 næppe vej til familien Nyrup i Pederstrup.

Efterhånden blev Niels gammel nok til at komme ud at tjene. Det gjorde de fleste bønderbørn på den tid - som også senere -længe før konfirmationsalderen. Gårdmændenes børn tog dog sjældent tjeneste hos fremmede. Og der findes intet vidnesbyrd om, at Niels nogensinde var hjemmefra. Det kan derimod med sikkerhed siges, at han indtil sit niogtyvende år ingensinde forlod sit fødesogn for nogen længere periode. Han kan have haft plads en tid hos en af de slægtninge, der havde gård i sognet, men mest sandsynligt er det, at han tjente sin far uafbrudt hele sin barndom og ungdom og først ophørte med det, da han definitivt forlod den fædrene gård i 1849.
Den 18.februar 1834, da der var folketælling, boede han i hvert fald hjemme. Faderen havde da af tjenestefolk kun en karl og en pige, så det er tydeligt, at den fjortenårige Niels' arbejdskraft blev regnet med. Den yngre bror Peder, der var 11 år, var derimod ude at tjene, han var tjenestedreng hos sin morbror Niels Møller i Vrå.

Som nævnt tidligere var præsten i Rødding på den tid Frederik Stockholm. Det sagdes om ham, at han var en "snurrig person", og der gik senere en del historier om ham. Af ham blev Niels konfirmeret. Det skete i 1835 på søndagen efter påske i Løvel kirke. Først måtte man imidlertid "lære lektien", så man kunne eksamineres i alles påhør i kirken. De mest tungnemme måtte ofte gå år over tiden, inden det lykkedes for dem. Efter præstens udtalelse havde Niels ikke den slags problemer med sine konfirmationsforberedelser. Han udviste "en meget skikkelig opførsel og meget god kristendomskundskab".
Konfirmanden blev ikke fejret med nogen fest. Den skik blev først indført langt senere. Alligevel var det en begivenhed af stor betydning for ham, for den betød, at han trådte ind i de voksnes rækker. Det var ikke bare en talemåde, for når man var konfirmeret, så var man karl, ikke mere dreng. Men indtil man kunne svinge tørvespade og høle og fik lært at tumle et plovspand og lave en lige fure som de voksne karle, kunne man selvfølgelig ikke blive helt og fuldt accepteret af disse. Og selv om man nu fik lov til at deltage i karlenes og pigernes lag, var man også her de første år kun "bitte kå'l", når ungdommen samledes til legestuer og gilder.

Da pastor Stockholm kort tid efter sin afsked i 1837 døde kun 52 år gammel, blev hans enke og børn boende i Rødding (til 1860).⁽⁷⁾ I bondeungdommens selskabelighed deltog en præstesøn ikke, så den unge Nicolaj Stockholm, der omtrent var Niels Nyrups jævnaldrende, hørte ikke til hans omgangskreds. Alligevel er det sandsynligt, at han kendte ham fra sin ungdom. Men han fik - som det senere vil fremgå - ingen fordel af bekendtskabet, da præstesønnen siden blev sparekassedirektør og en stor mand i Viborg.

Flertallet af tidens præster var rationalister, der hyldede det synspunkt, at "den hellige skrift forklaret efter fornuftens love" var religionens eneste kilde. De satte nærmest lighedstegn mellem en god kristen og en nyttig samfundsborger. Det kunne undertiden bringe dem i et modsætningsforhold til deres mere konservative sognebørn, der ikke kunne indse, at den meget snak om landbrugsdrift og skolevæsen hørte hjemme i en præsts prædiken. I nogle sogne forårsagede det nærmest oprør mod præsten, når denne forsøgte at indføre den moderne, rationalistiske Evangelisk-Lutherske Salmebog på bekostning af Kingos bog med de velkendte, gamle salmer.
I 1836 udsendte Grundtvig sit første skrift om en folkelig højskole ("Skole for livet"). Da havde han allerede i mere end et kvart århundrede været en af de mest fremtrædende deltagere i de religiøse meningsudvekslinger som modstander af både rationalismen og den gammeldags pietisme. Men der skulle gå endnu en rum tid, inden han selv lagde navn til en kirkelig retning, hvor den personlige stillingtagen var et af de vigtigste kendemærker.
De allerfleste bønder levede med en selvfølgelig og dybt forankret kristentro. I kirken og skolen forventede man at høre skriftens ord og deres rette fortolkning. Her blev man vejledt om, hvad der hørte til et kristeligt levned. Man holdt sig til Bibelen, de gamle salmer og de autoriserede lærebøger, og var der tvivl om tolkningen, overlod man den i de fleste tilfælde til præsten, og sjældent var der tale om netop personlig stillingtagen til trosspørgsmål.
De færreste forestillede sig, at man kunne være andet end kristen, eller at man ikke var det, når man levede, som man gjorde. Man gik regelmæssigt i kirke og fejrede her livets højtider: dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Mange fulgte en fast gammel skik og gik til alters en eller to gange om året. I nogle bondehjem var der tradition for morgen- eller aftenbøn og for at holde andagter med oplæsning fra religiøse skrifter. Det gjaldt f.eks. allerede før århundredskiftet i de gårdmandskredse i Løvel sogn, som præsten Laurits Aastrup var rundet af. Den ældste generation af Nyrup-familien var på forskellig vis besvogret med præstens slægtninge, så det er tænkeligt, at traditionen fandtes også i Niels Nyrups barndomshjem i Pederstrup.⁽⁸⁾

Det var en selvfølgelighed, at en god kristen ikke måtte synde. Det gjorde man, når man talte gudsbespotteligt eller ikke overholdt budene. Men i mange af livets forhold forstod man ellers ordet "synd" som nærmest "det, der gjorde skade".
Det regnedes ikke for en synd at beruse sig. Men det var syndigt, hvis man i fuldskab gjorde ulykke på sin familie eller andre. Derfor så man ingen modstrid mellem at være en god kristen og deltage i et gilde med et - for eftertiden og en del af samtiden - umådeholdent drikkeri. Biskoppen sagde om Laurits Aastrup, at han "havde et stort talent fra Herren, men det var anbragt et temmeligt vådt sted". Han var en tid fordrukken i en grad, der vakte forargelse, og der fortælles om, hvordan han selv kom til erkendelse af sin vej mod forfaldet og endte sine dage i total afholdenhed. Men om en af hans efterfølgere (pastor Foersom) sagde man uden mindste antydning af fordømmelse, at han ikke gik af vejen for "en ærlig rus".
Den samme holdning havde man til musik, dans og kortspil. Fornøjelserne var en velfortjent kompensation for det hårde slid til hverdag. Forlystelser var i sig selv ikke synd, at forlyste sig var ikke det samme som at være forlystelsessyg. Men hvis man forlystede sig ud over sin økonomiske formåen, eller i en grad, så man ikke passede sine hverdagspligter, så var det syndigt.
Man så heller ikke noget syndigt i de mange barnefødsler før eller umiddelbart efter et bryllup eller de hændelser, der betingede dem. Man bortforklarede det ikke med, at naturen gik over optugtelsen. For optugtelsen gik ud på, at man ikke måtte gøre skade, hvis man fulgte naturen, og det gjorde ugifte, unge mennesker ikke nødvendigvis. Denne historie indeholder mange eksempler på fænomenet, men næppe nogen, der gav anledning til videre forargelse i de unges nærmeste omgivelser. Hvis de involverede parter ellers fik ordnet forholdet, så ingen led skade ved det, var der ikke mere at sige om den ting.
Holdningen til kønslivets foreteelser og forholdet mellem kønnene prægedes stærkt af, at der i de færreste bondehjem var plads til blufærdighed. Det var på denne tid en luksus for det bedre borgerskabs døtre. Victoria var endnu en ung pige, omtrent jævnaldrende med Niels Nyrup. Snart skulle hun bestige Englands trone, men der skulle gå mange år, inden man knyttede hendes navn til et radikalt anderledes syn på de ting.
Den vigtigste ledetråd i landsbyfolkets liv var "egnens skik og brug". Det gjaldt både religionen, moralen og omgangsformerne. Det var ikke velset, når nogen satte sig ud over normerne. Men gjorde man, som man plejede, var man på den sikre side og et respektabelt medlem af fællesskabet.

I 1803 kom loven om fattigvæsen på landet. Hvert fattigdistrikt (som regel et pastorat) fik pligt til at forsørge dets egne fattige. Forsørgelsen gik sjældent længere end til det absolutte eksistensminimum, men det blev sjældnere, at folk ikke havde til tøj på kroppen, eller ligefrem døde af sult. I de følgende årtier blev der opført fattighuse i de fleste sogne for dem, der ikke på anden måde kunne skaffes tag over hovedet.
Både Fattigloven af 1803 og Skoleloven af 1814 byggede på et princip om lokalt selvstyre. Midlerne skulle skaffes ved opkrævning af skat blandt distrikternes beboere. Det var præsten i Rødding og herremanden på Sødal, der fik hovedansvar for både skole- og fattigvæsen i Rødding-Løvel-Pederstrup. Men lovene var også årsag til bøndernes første forsigtige inddragelse i lokalsamfundets styrelse. I hvert skole- eller fattigdistrikt udpegedes nogle "hæderlige" bønder (typisk de mest velstående gårdmænd) til at have sæde i de kommissioner, der bestyrede kasserne.
Der havde altid været forskel på folk på landet, ikke mindst på fattige og rige. Ved bystævnet, hvor beslutninger blev truffet om markarbejde og andre forhold af betydning for landsbyen, var det bønderne i de største gårde og med de største formuer, der førte det store ord.
Men i det gamle landsbyfællesskab modvirkede den fælles undertrykkelse i nogen grad en opdeling i fast afgrænsede, sociale lag. Fæstebønderne levede alle i stadig risiko for at "forsidde gården", og i misvækstår skete det ofte, at en gårdmand på kort tid mistede sin status og endte i et jordløst gadehus som daglejer. Omvendt kunne herremanden fra dag til dag ophøje selv den fattigste husmand til fæster af byen bedste gård.
Selvejet, den begyndende medindflydelse på samfundsanliggender og den voksende selvfølelse uddybede skellet mellem gårdmændene og landsbyens mindre velstillede beboere og tømrede gårdejerne sammen i et mere lukket interessefællesskab. Den stadige understregning af, at det var (stor)gårdmænd, der skulle have indflydelse og nyde gavn af ligestillingen, var med til at forstærke deres opfattelse af sig selv som en slags bondestandens og landsbyens overklasse.
På grund af forbedringer i folkesundheden (f.eks. tvungen koppevaccination fra 1812) voksede befolkningstallet stærkt i århundredets første årtier. Der kom stadig flere husmænd og landarbejdere, mens antallet af gårdmænd kun steg ubetydeligt.
For landbyens andre klasser var det ofte en tvivlsom fordel, at gårdmændene fik indflydelse på de lokale anliggender. Disse vogtede som regel nidkært over de modvilligt slupne skatteskillinger, og tit var deres interesse i billig og villig arbejdskraft i direkte modstrid med husmændenes, daglejernes og andre landarbejderes krav om bedrede vilkår.
Og "gårdmandshovmodet" bredte sig i reformernes kølvand blandt de bønder, der nød mest gavn af dem, rettet mod de mindre begunstigede standsfæller.

I 1836 fik gårdmændenes selvfølelse et yderligere løft. Det år forsamledes for første gang de nørrejyske stænder i Viborg (valget fandt sted to år tidligere). Stænderforsamlingen var landets første demokratiske institution, hvori folkevalgte repræsentanter for de tre stænder (godsejerne, borgerne og bønderne) kunne tale deres standsfællers sag. Forsamlingen var kun rådgivende for den enevældige konge, og det var så som så med det demokratiske: Stænderne fik hver en trediedel af pladserne, hvad der jo kraftigt favoriserede den fåtallige godsejerstand, og kun de borgere og bønder, der ejede (eller fæstede) ejendom over en vis grænse, fik valgret. Sammenlagt var der kun 2,6% af befolkningen, der kunne stemme til stændervalgene.
Alligevel blev det et fremskridt i bøndernes ligestilling. Til megen ærgrelse og bekymring for den dannede elite valgte de også ni af deres egne ind i forsamlingen. Eliten mente, bønderne burde have været i det mindste så kloge, at de lod sig repræsentere ved dannede folk, hvad de da også gjorde i de fleste tilfælde. Men nu var der altså også bønder, der talte med om de råd, kongen skulle modtage, og kunne agitere for almindelig værnepligt og andre reformer til gavn for standen.
Det vides ikke, om Anders Nyrup deltog i stændervalget i 1834, det første valg nogen sinde i Danmark, men muligheden havde han, selv om det var på et hængende hår. Den var nemlig tæt på at gå tabt ved udskiftningen af Pederstrup by tyve år tidligere. Dengang faldt Stendalsgårds hartkorn til lige akkurat de fire tønder, der var den nedre grænse for selvejerbøndernes valgret.

Den 3.december 1839 døde bøndernes befrier og velgører, Frederik VI, og bønder bar hans kiste det sidste stykke vej til hvilestedet i Roskilde Domkirke. De toneangivende kredse var nærmest lettede, da den gamle, forbenede stivstikker blev afløst af sin fætter, den dannede og elegante og af udseende meget lidt oldenborgske Christian VIII. Men der var ægte landesorg over Landsfaderens bortgang, især i bondebefolkningen, der både priste hans velgerninger mod standen og hans jævne væsen. Med Frederik VI gik en epoke i graven. Man blev ikke længere ved selve majestætens person erindret om de store landboreformer.
Bønderne modtog den nye monark med nogen skepsis, der ikke blev mindre, da han i løbet af det første år spenderede en fyrstelig sum på sig selv. Ved en ekstravagant højtidelighed lod han sig salve og krone. Han var den sidste danske konge, der gjorde det.
Siden blev følelserne dog mere positive, da han begyndte at ytre ønsker om sparsommelighed i statshusholdningen, og ikke mindst da der kom nye reformer til fordel for bønderne.

I august 1841 udstedtes landkommunalloven. Den inddelte landdistrikterne i kommuner (svarende til de eksisterende pastorater), hvor der skulle vælges sogneforstanderskaber til varetagelse af de kommunale anliggender. Ganske vist var sognepræst og storgodsejere selvskrevne medlemmer, men alligevel gav det gårdmændene - altså bønder med mere end én tønde hartkorn - valgret og ægte medindflydelse i det lokale selvstyre. I det første sogneforstanderskab for Rødding-Løvel-Pederstrup kommune sad altså Rasmus Bay til Sødal og pastor Heinsen. Men der var også fem gårdmænd, Niels' morbror Jens Johan i Vrå var en af dem.
De gamle ordninger af skolevæsen og fattigvæsen blev ophævet, og opgaverne blev lagt under det nye styre sammen med vejvæsen o.a. Sogneforstanderskabet skulle også tage sig af udskrivning af kommuneskatter til disse formål.
Fra gammel tid eksisterede mange slags offentligt pligtarbejde, der ensidigt påhvilede bønderne. Ved en række forordninger i årene omkring 1840 blev det kraftigt reduceret (eller erstattet med pengeafgifter), men myndighederne havde stadigvæk ret til at kommandere bønder ud på tvangsarbejde. Men de opgaver, der blev tilbage, føltes mindre byrdefulde og mindre uretfærdige, fordi de opfattedes som landsbyens nødvendige fællesopgaver: brandslukning, sandflugtsbekæmpelse og snekastning, arbejde for kirke og skole, arbejde på sognets biveje.
De mest plagsomme forsvandt, som f.eks. pligten til gratis at stille hestevogn og kusk til rådighed for snart sagt enhver rejse eller transport i det offentliges tjeneste. Tvangsvejarbejdet på rigets landeveje ophørte også.
De byrder, der fortsat påhvilede bønderne, kom under sogneforstanderskabets myndighed, og bønderne (gårdmændene) fik selv medansvar for den ligelige fordeling af dem.

I vinteren 1840 fås et indblik i familieforholdene hos Anders Nyrups. Den 1.februar blev der nok engang foretaget folketælling, og af denne ses, at alle fem børn var hjemme. Af fremmed arbejdskraft var kun en tjenestepige og altså ingen karle.
Gården blev drevet med hjælp fra sønnerne, hvoraf de to ældste, Niels og Peder, efterhånden havde nået voksenalderen.

Den form for landbrugsdrift, de lærte hjemme på Stendalsgård, fulgte de gamle traditioner og kirkeårets gang mere end de nyeste råd fra tidens landbrugsfaglige eksperter.
Om foråret var det sjældent, man kom i gang før til fastelavn. Først spredte man den beskedne mødding, der havde samlet sig midt på gårdspladsen i vinterens løb, der hvor vårsæden skulle sås. Pløjetid og påske faldt som regel sammen, uanset hvornår påsken faldt. Derefter blev der harvet og gjort klar til såning. Sæden skulle gerne være i jorden inden pinse.
De vigtigste afgrøder var rug og byg. Man dyrkede også havre og boghvede, men i mindre omfang. Hos Nyrups var man som de fleste steder begyndt at indpasse kartoffelavl i det vante sædskifte, men udbyttet var ringe. Man havde meget at lære af de tyske kolonister sydpå, der allerede forlængst havde gjort kartoflen til et hovednæringsmiddel.
Når en ager var mere eller mindre udpint af 3-4 års kornavl, fik den lov at ligge brak nogle år og blev anvendt til græsning. Så fik den også lidt gødning, mens den lå brak. Det var efterhånden almindeligt, at man såede græsfrø - specielt rødkløver - i den sidste kornafgrøde. Det gav lidt bedre græsning, ihvertfald det første år, men ellers var det selvgroede ukrudtsplanter, der udgjorde kvægfoderet på brakmarkerne.
Mellem såtid og høhøst kunne ledige stunder tilbringes i moser og kær. Det kostede stort slid med tørvespaden at grave den årlige forsyning af kærtørv, skudtørv eller hedetørv. På heden svang man lyngleen og læssede vognene til med lyng, der også blev brugt som ildebrændsel. Der skulle køres mange læs tørv eller lyng hjem til den daglige ild under grødgryden og til kakkelovnen i den kolde tid.
Alligevel blev der også mellem pinse og St.Hans tid til et af årets festlige højdepunkter: det gilde, hvor man fejrede forårets komme.
Men så fulgte den travle tid, hvor næste vinters husdyrfoder blev sikret. Særligt på engene langs Skals Å kunne der bjærges hø. Det var godt at have rigelig med eng, for, som man sagde: "eng er agers moder". I vinterens løb blev enghøet til husdyrgødning, der endte på marken. Før kunstgødning blev almindelig, var det omtrent den eneste form for næring, agerjorden fik tilført udefra.
Så forestod årets nervepirrende højdepunkt, høsten. Den afgjorde mere end noget andet familiens kår det kommende år. Var det en rimelig høst, kunne man vente et udbytte på 6-7 fold. Hvert år fulgte man spændt kornets kapløb med ukrudtsplanterne, og faren for misvækst lurede altid. Når kornet var vel i hus, kunne ro falde over gården. Det skulle gerne ske inden Mikkelsdag, så høstgildet kunne fejres i rette tid.
Om efteråret skulle man dog nok engang ud med plovspandet. En del af kornet avledes som vintersæd, som måtte i jorden, inden ploven og harven kunne sætte ind i vognskuret.
Ploven var sandsynligvis en svingplov, en ny opfindelse, der vandt indpas i århundredets første årtier. Kørte man endnu o.1840 rundt med den gamle kolos af en hjulplov, var man forstokket. De fleste havde indset nytten af det elegante redskab, der krævede mindre trækkraft, var lettere at håndtere og skar bedre gennem græstørven. Men mange gamle plovmænd havde svært ved at vænne sig til, at den fungerede "modsat" og f.eks. skulle løftes, når der skulle pløjes dybere.
Men hvad enten man pløjede moderne eller ej, så skulle ploven ind inden vinter. Jerusalems skomager tog ikke hensyn til plovtypen, og fik han lejlighed til at sætte sig på den på marken i vinterens løb, så risikerede man, at den blev ubrugelig for al fremtid.
Med den gamle skrøne mindede man hinanden om, at inden jul skulle markarbejdet være afsluttet.

I sommerhalvåret havde mændene ikke meget arbejde med at passe besætningen. Hvert forår ventede man spændt på de nye føl, kalve, lam og smågrise, men pasningen af dem blev overladt til kvinderne. Mændene skulle sørge for det kommende års formering. Landsbyfællesskabets gamle system med bytyr og andre fælles handyr fungerede ikke længere. For de fleste gårde var det urentabelt at fodre på handyr. I Stendalsgård havde man ingen. Man betalte sig til de nødvendige tjenester hos de enkelte i nabolaget, der havde gjort det til en særlig forretning. I 1842 bestod besætningen af fem køer, fem stude, to hopper med ét føl og 16 får med lam. Til dem skulle der sommerhalvåret igennem findes græsning i engen, på brakmarken, heden eller andre udyrkede arealer. Dér kunne børnene så vogte dem. Manden på gården skulle også planlægge køb og salg af levende dyr, og ved Mortensdagstide skulle han forestå den store efterårsslagtning, hvor også årets udbytte af kødmad blev bragt i hus. Ellers var husdyrenes pasning, ihvertfald de mindres, mest kvindearbejde.

Vinteren var en hviletid - mest for mændene - hvor kirkens højtider: jul, nytår, helligtrekonger og fastelavn gav anledning til mangt et godt gilde. Det meste af det arbejde, der alligevel var, foregik indendørs. Mange timer skulle tilbringes i tærskeloen med plejl og kasteskovl, inden årets avl kunne omsættes til mad på bordet. Dyrene skulle have deres daglige foder, mest strå. I hakkelseskisten blev halm fra de tærskede neg til hakkelse, der kunne strække på det mere værdifulde hø. Vigtigst var det at holde de uundværlige trækdyr ved godt huld, og havren delte man med hestene. Når markarbejdet var på sit højeste, kunne Anders Nyrup og sønner stille med hver sit forspand, men så måtte den ene ganske vist age med stude.
Ret beset var det en luksus at holde heste. Anders Nyrups sorte hoppe, en fireåring, var lige så meget værd som hans fem stude tilsammen. Men hestene var sikkert hans stolthed. Det betød noget at kunne køre til Viborg med et præsentabelt spand og ikke komme agende med stude som en anden husmand eller kartoffeltysker.⁽⁹⁾

En afveksling i hverdagen var netop turene til købstaden til den ugentlige torvedag eller til en af de mange årlige markedsdage. For de unge mennesker i Stendalsgård var det nok mest midsommerens tur til Snapstingsmarked eller Toftemarked sidst i september, der trak. Begge foregik i Viborg og var folkeforlystelser for hele egnen.
Her blev der handlet med kreaturer - måske kunne der laves en god handel med en tysk studeopkøber - og andre af gårdens salgsvarer kunne afsættes. Det, man ikke selv fremstillede, blev købt for penge eller skaffet i en byttehandel.
Med en bøtte smør, et par tønder rug og nogle fåreskind kunne man bytte sig til nogle varer ved sin købmand. Det kunne være nødvendige ting til husholdningen som salt og sukker til konservering af fødevarer. Brændevin fremstillede mange selv ulovligt, dog næppe sognefogeden i Pederstrup, så han havde sikkert af og til et anker brændevin med på vognen hjem.
Havde man penge nok, købte man også mere luksusbetonede varer som tobak, kaffe og krydderier, der var hentet hjem fra kolonierne og derfor førtes af kolonialhandleren. Hos klædehandleren kunne der købes fint vævet stof, måske ligefrem færdigsyede beklædningsdele. I boderne fandt man alskens unyttigt kram til pynt og fornøjelse: sølvknapper og -spænder til det hjemmelavede tøj, en ny pibe, et spejl eller messinglysestager. Men også nyttige redskaber, værktøj og husgeråd, der oversteg landsbysmedens formåen, måtte man købe. Og tjære til vedligeholdelse af gårdens træværk.
En bondegård var i 1830'erne og 1840'erne stadigvæk en næsten selvforsynende enhed. Det, man købte, udgjorde kun en lille brøkdel af det, man forbrugte. Det allermeste fremstillede man selv, og det gjaldt også hos en velstillet gårdmand som Anders Nyrup.
Men det forudsatte, at man havde en kone i huset.

Anders Nyrup og hans kone Johanne udgjorde et arbejdsfællesskab, og ingen af dem kunne undværes.
Han og sønnerne tog sig af landbruget og de udadvendte opgaver. Hun var ansvarlig for husholdningen og familiens pleje, og døtrene og tjenestepigen var hendes medhjælp.
I høsten og ved andre mandskabskrævende opgaver i marken måtte alle, også kvinder og børn, af hus. Ellers bestod kvindernes deltagelse i gårdens drift af malkning og pasning af svin (i 1842 havde gården kun ét) og de mindre husdyr. Hertil hørte også fåreklipningen.
Når mandfolkene havde afleveret markens afgrøde, slagtekødet og de hjembragte købmandsvarer, ophørte deres ansvar. Så var det op til husmoderen at "holde hus" med det og med pigernes hjælp opbevare, forarbejde og tilberede råvarerne.
I bryggerset stod mælkestripperne og kærnen. Hver dag i sommerhalvåret, når køerne gav mælk, skulle der malkes, og var der mælk tilovers efter det daglige forbrug, blev det lavet i smør eller ost. I bryggerset stod også de uadskillelige redskaber: sien og håndkværnen. Fødekornet, der blev opbevaret på loftet, var som regel så fyldt med snavs og ukrudt, at det måtte sigtes for det værste, hvis der skulle komme mel ud af det. Rigtigt sigtemel var dog kun til finere brug. Ved månedlige "bægter" blev der bagt brød af rugmelet. Man fremstillede flere, store brød ad gangen i den store bageovn. Resten af kornet blev lavet i mel eller gryn og serveret som grød eller vælling. Af byggen skulle der dog også blive øl, som man drak i rigelige mængder med god samvittighed. Det regnedes for et vigtigt næringsmiddel. Gammeløllet fik lidt ekstra humle og lidt mindre vand og blev lagret i den store øltønde i kælderen til festlige lejligheder.
Slagtemåneden var en ekstra travl tid. I en kort periode kunne der sættes fersk kød på bordet, men der måtte snarest gøres noget ved kødets holdbarhed. Så kunne der også resten af året bydes på kød, mest saltet, men også tørret eller røget.
Madlavningen foregik for det meste ved det åbne ildsted i køkkenet, hvor den store jerngryde hang på sin krog. Bryggersskorstenen tog røgen fra ildstedet, bageovnen og den indemurede kobbergruekedel. Bilæggerkakkelovnene i dagligstuen og sovekammeret var sluttet til stuehusets anden skorsten.
Optændingen var dagligt kvindearbejde, men manden måtte sørge for, at ildebrændslet blev skaffet til huse og lagt for hendes fod og give en hånd med ved store fyringsopgaver som f.eks. bagningen.
Men tilberedningen og serveringen af maden til de faste måltider var naturligvis den vigtigste del af den daglige rutine.

De fleste dage samledes familien fem gange omkring bordet i dagligstuen. Og tit stod et fad grød eller vælling midt på bordet, som man langede til med hver sin ske.
Til davre (dower) var det almindeligt, at man spiste grødrester fra dagen før - med mælk på, hvis man havde. Dagens hovedmåltid var midt på dagen. Da fik man sin "unden". Den bestod som regel af to retter: først søbemaden (en mælkeret, grød eller vælling) og derefter tørmaden (oftest brød med flæsk eller fårekød til). Inden man gik i seng, blev der serveret nadver (nætter), det var sjældent andet end grød. Imellem hovedmåltiderne fik man mellemmad. Formiddags- og eftermiddagsmellemmad var brød med kødpålæg, ost, smør eller fedt. Det var en så fast menu, at man med "melmad" knap kunne mene andet end brød med pålæg.
Man spiste sig kort og godt mæt i kornprodukterne: Grød, vælling og brød, der kunne serveres til alle dagens måltider. Kødmaden var tilbehør, der skulle få mest muligt af fyldkosten til at glide ned. Kødmad var ved de fleste måltider (kogt) flæsk, men kunne også være fårekød. En sjælden gang kunne der vanke en suppehøne eller fisk. Oksekød var derimod næsten udelukkende til festmad, for kvæg var en handelsvare. Stort kvæg slagtedes ikke hjemme, men fedekalven kunne man ofre ved en festlig anledning.
Æg og mælkeprodukter tjente samme formål som kødet. Om sommeren, når kødbeholdningen slap op, var mælken rigeligst, og man "sulede" brødet med smør og ost. Kartofler var så småt begyndt at fortrænge brødet som en del af middagsmaden, men o.1840 var det daglige brød endnu ikke erstattet af "de daglige kartofler". Derimod spillede kålen, der groede i kålhaven, en vis rolle. Det var den eneste slags grøntsag, der betød noget for ernæringen. Årstidernes forskellige bær og frugter kunne også give lidt variation i kosten.
Til alle måltider hørte der øl. Ved ølbrygningen fik man det uhumske og usunde vand fra brønden gjort drikkeligt, og til hverdag drak man "det tynde øl" som vand. Brændevinen regnedes af de fleste for et uundværligt tilbehør til den daglige kost. Tjenestefolk og daglejere betragtede udskænkning af brændevin som en betingelse for, at der overhovedet kunne arbejdes. Den skulle siden fortrænges af kaffen, men mens Johanne førte hus i Stendalsgård, var kaffe kun til festlige lejligheder.

I 1840'erne kunne rigets førende statistiker stadigvæk udtale den blandt dannede folk udbredte fordom, at bønder spiste for meget. Om den generation af unge mennesker, som Niels Nyrup tilhørte, skrev han:

"Børnene opmuntres formelig fra Barnsben af til Forslugenhed og Karle og Piger ere derfor paa mange Steder baade betagne af Ædelyst og Kræsenhed ... Denne megen Æden gjør de Paagjeldende dumme, trevne søvnagtige og phlegmatiske, og den skader Sundheden og berøver Bonden et betydeligt Beløb af hans Produkter".⁽¹⁰⁾

Han hævdede, at riget kunne spare 10 millioner rigsdaler. hvis bønderne nøjedes med det, de havde brug for. Rigets økonomi og bondens sundhed var dog ikke de vigtigste grunde til kritikken. Man bekymrede sig lige så meget over, at disse "forvænte" bønderbørn blev til besværligt tyende. De ville ikke uden videre finde sig i den langt sparsommere forplejning, de blev budt i herregårdenes folkestuer.

For datidens bønder var livskvalitet i høj grad et spørgsmål om god og rigelig mad. Madlyst var for dem et tegn på sundhed. Og de fine folk glemte, at den, der skulle arbejde hårdt, også skulle spise godt.
Når der var fest, var det en sag for sig. Til en god fest hørte en uudtømmelig overdådighed af mad og drikke. Da drejede det sig for værtsfolkene om at byde på retter, man ikke fik til hverdag, for hverdagskosten var simpel og ensformig.

De fleste "madmødre" satte en ære i at byde mad nok, og hos Johanne manglede der sjældent noget. Også i de fleste andre forhold, der talte i en bondekones tilværelse, kunne hun måle sig med sine nabokoner i Pederstrup. For hun var gift med en velhavende gårdmand.
Livet var lettere, når man kunne betale sig fra nogle af de tungeste pligter. En rig gårdmand sendte kornet på møllen og lod ikke sin kone knokle unødigt med håndkværnen. Han købte tøj og klæde og sparede hende for mange timer ved rok og væv. Arbejdsopgaverne kunne gøres mere overkommelige med godt husgeråd. Og man kunne ansætte tyende til at gøre den hårdeste og mindst prestigefyldte del af arbejde.
I kisten ville en rig gårdmandskone have mere af bomuld og silke end de fleste, og i hendes hjem ville man se flere pynteting af glas og tin fra købstadens kramboder. Det gav også status, når man kunne byde nabokonerne på hvedebrød og kaffe, eller et glas rom i stedet for den evindelige brændevin.
Men det var en hårfin balancegang, for man risikerede nemt at blive stemplet som "storagtig", hvis man skiltede alt for åbenlys med sin velstand. Så satte man sig nemt uden for det agtværdige selskab, der ikke yndede, at nogen afveg for meget fra normalen.
Meget af Johannes liv foregik ved det åbne ildsted i køkkenet, bageovnen eller den store kobbergruekeddel. Fik hun så en ledig stund fra køkken og bryggers, var der til stadighed husflid af enhver art at beskæftige sig med. Arbejdet med døtrenes brudeudstyr begyndte omtrent den dag, de blev født. Der var ikke mange hele fridage i hendes liv. Kun når hun lå i barselsengen, kunne der blive et par dage i træk med opvartning og underholdning af nabokoner. Alligevel ville de fleste af hendes samtids bondekvinder have misundt hende den tilværelse, hun fik, også selv om den blev kort.

Johanne overlevede seks fødsler, men døde alligevel i en forholdsvis ung alder. Det var den 16.juli 1842, dødsårsagen kendes ikke. Hun blev kun godt 52 år gammel. Den 23. blev hun begravet på Pederstrup kirkegård. Hun efterlod sig mand og fem børn, hvoraf den yngste, Bitte Niels, kun var 10 år gammel.
Hun var en af de tusinder af anonyme kvinder, om hvis liv arkiverne ikke melder stort andet, end at de blev født, blev gift, fik børn og døde. Men da hun var død, gik skifteforvalterens vurderingsmænd gennem hendes hjem og registerede alle de ting, der omgav hende, mens hun levede. Og de noterede lakonisk i protokollen til eftertidens orientering, at den afdødes gangklæder - hendes eneste helt personlige ejendele - bestod af: 5 kjoler, 2 sæt hovedtøj og 4 særker.

I den kan man også læse, at Anders Nyrup brugte hele 30 rigsdaler på at give hende en hæderlig begravelse.⁽¹¹⁾
Traditionerne omkring begravelsen betød meget for datidens mennesker. Selve gildet, der afsluttede enhver begravelse og kostede de mange penge, afspejlede den herskende tankegang. Når den døde var i jorden, kunne man spise, drikke og more sig (ja ligefrem danse) som ved enhver anden fest. Jo større gilde, des mere hæder viste man den afdøde. Derefter kunne livet gå videre, og intet hensyn til afdøde hindrede, at det skete, når vedkommende havde fået en hæderlig begravelse.
Selvfølgelig kunne mennesker også dengang føle stort savn og sorg ved tabet af en afholdt ægtefælle eller en god mor. Men det lå i tiden og opdragelsen, at det var unyttigt, måske ligefrem forkert, at sørge for længe. Den afdøde havde fået fred, og der var dem, der mente, at de efterlevendes klager ligefrem forstyrrede denne fred.
Døden var en hverdagsbegivenhed, der når som helst kunne ramme hvem som helst, ung som gammel. Dødelig sygdom eller pludseligt dødsfald i den nærmeste familie måtte man hele tiden være forberedt på. Tilværelsen ville være ubærlig uden midler til at sætte punktum og komme videre. Man måtte udvise en følelsesmæssig robusthed, som et moderne menneske fejlagtig kan tolke som ufølsomhed.

Skifteforretningen efter Johanne blev afholdt en månedstid efter begravelsen, den 29.august. Som værge for de umyndige børn og kurator for de mindreårige (d.v.s. Niels og Peder) optrådte Johannes brødre Niels Møller i Vrå og Jens Christian Nielsen fra Rise i Tjele sogn. Boopgørelsen viste som ventet, at Anders Nyrup var en meget velstående gårdmand, idet der blev ca.1000 rigsdaler til deling mellem børnene. Foruden gården, der var gældfri, og alt, hvad dertil hørte af indbo, besætning og andet løsøre, ejede han obligationer for et beløb af samme størrelsesorden. Sønnerne arvede hver ca.250 rigsdaler, de to døtre det halve. I skiftebrevet læser man:

"Enkemanden erklærede at han foruden de Sønnerne tillagte Arvelodder vilde give hver af dem en god Koe og 4 Faar. Saa vilde han og forhøie Døttrenes Arvelodder til 150 Rbd.Sølv for hver samt give dem en Hoppe fra 2 til 4 Aar gl., en Koe, en Qvie, 4 Faar, en halvbeslagen Vogn, et Sengested med Klæder bestaaende af en Overdyne og en Underdyne, en lang og to korte Hovedpuder, 2 Par Lagner samt deres Bryllupper."

Anders Nyrup rettede herved noget op på den uretfærdighed, som loven gjorde mod kvindekønnet: indtil en ændring af arveloven i 1857 havde døtre kun ret til halvt så meget som sønner. Foreløbig blev der ikke udbetalt noget til børnene, men skiftebrevet blev tinglæst den 9.september som sikkerhed for mødrenearven. De to ældste sønner skulle straks nyde renter af deres andel, mens de umyndige søskende måtte nøjes med "ophold og opdragelse", indtil de blev 18.⁽¹²⁾

Da der så hurtigt efter Johannes død blev foretaget skifte efter hende, må man antage, at Anders Nyrup havde planer om snarest mulig at indgå nyt ægteskab. For en mand med hans position, var det i de dage ikke svært at finde sig en kone, heller ikke selv om han var 53 år gammel. Og nødvendigt var det jo, for på en gård måtte der være både mand og kone, hvis bedriften og husholdningen skulle klares.
Det varede da heller ikke længe, inden de fem børn fik en stedmor. Hun hed Ane Marie og var datter af gårdmand Jens Pedersen Skamris i Roum på den anden side af Skals Å. Efter sigende havde Anders Nyrup mødt sin kommende svigerfar i forbindelse med studehandlen, og den "halvgamle" pige (hun var tæt på de 30) havde gået hjemme i mange år og ventet på en passende bejler.⁽¹³⁾
Tillysningen blev bestilt den 13.januar 1843, forlovere var brudens far og forpagter Christen Hylne i Tostrup, hvis forbindelse til Anders Nyrup ellers ikke er bekendt. Brylluppet stod den 10.februar samme år, parret blev viet i Roum kirke.

Hvordan forholdet blev til den nye stedmor, der flyttede ind i hjemmet, kan der kun gættes om. På den tid var det så almindeligt, at en gårdmand eller gårdmandskone fandt sig en ny ægtefælle straks efter den forriges død, at det næppe i sig selv var nogen anstødssten at få stedmor. Tanker om, at faderen skulle have svigtet deres mor eller skændet hendes minde ved sit hurtigt indgåede nye ægteskab, er næppe faldet børnene ind. Den slags tanker gjorde man sig ikke i det miljø på den tid.

Omtrent på samme tid som moderens død og faderens nye ægteskab blev et andet problem aktuelt for Niels. Det var i forholdet til landmilitsen. Han blev indkaldt til den første mønstring ved sessionen i 1842.
Da han blev født, var han straks som alle andre drengebørn af bondestanden blevet indskrevet i lægdsrullen: den liste med drenge og unge mænd, der førtes af hensyn til indkaldelse til militærtjeneste. Lægdsrullen for Pederstrup sogn blev ført først af farfaderen, den gamle Niels Nyrup, siden af faderen, der jo begge var sognets lægdsmænd.
Efter sessionen noteredes i lægdsrullen, at Niels var "platfodet og meget kalveknæet", og at han kun var 60½ tommer høj, d.v.s. 1,51m. Det rettedes ved en senere session til 61½ tommer (1,54m). Men han var - selv for den tid - en lille mand, og han havde sikkert en ret karakteristisk gangart.
I første omgang blev der ikke truffet nogen beslutning om, hvordan værnepligten skulle aftjenes. Han blev altså heller ikke kasseret, men man måtte gå ud fra, at hans fysiske skavanker ville forhindre ham i nogensinde at aftjene en normal soldatertid. Det synes i hvert fald at have været forventningen hos faderen, der som lægdsmand var sagkyndig på det emne. Men den endelige afgørelse stod altså hen i nogle år, og i den tid tjente Niels fortsat sin far derhjemme.
Et par år senere var det så broderen Peder, der måtte af sted. Man fandt ingen fysiske mangler hos ham. Og han var 2 tommer højere end sin storebror. Så der var al mulig grund til at regne med, at han ville blive indkaldt.

Først når en ung mand fyldte 25, var han i enhver henseende voksen. Så var han fuldmyndig. Fra det attende til det femogtyvende år blev han kaldt mindreårig, og han kunne ikke handle på egen hånd i pengesager. Han skulle have en kurator, og i den situation var altså Niels og Peder, da moderen døde.
Niels havde formue at regere med, hvis han ellers havde haft lov til det. I sommeren 1843 afregnede Anders Nyrup nemlig mødrenearven med de to ældste sønner. Det foregik på den måde, at de hver fik en obligation på 300 rigsdaler, d.v.s. 50 rigsdaler mere end der var tildelt dem i skiftet. Men da obligationerne var del af den sikkerhed, der var stillet for de umyndiges arvemidler, krævede det myndighedernes tilladelse, før Anders Nyrup kunne overdrage dem. Først efter en del skriverier gav overformynderiet i slutningen af august 1843 lov til, at man ordnede sagen på denne måde. Der argumenteredes over for myndighederne med, at man ved skiftet faktisk havde glemt, at de to sønner havde 100 rigsdaler til gode, som faderen i forvejen skyldte dem. Det var vel noget af betalingen for de mange år, de foreløbig havde tjent ham. Men det var ellers ikke noget problem at få tilladelsen på grund af Anders Nyrups store formue.⁽¹⁴⁾
300 rigsdaler var mange penge i 1840'erne. Hvis man lægger vurderingerne i skifteforretningen efter moderen til grund, så var det prisen på 8-10 gode heste eller på ca.30 køer. Og det var omtrent den halve pris på en middelstor, bar bondegård. Så allerede i en ung alder var Niels Nyrup en holden mand. Renterne af obligationen var 12 rigsdaler om året. Foreløbig blev dog både Niels og hans yngre brødre ved med at bo hjemme og tjene faderen, så hans nyvundne rigdom har næppe ændret meget i hans tilværelse. Men som 23-årig trådte han altså i faderens fodspor som pengeudlåner.

Fra statsbankerotten og mere end tyve år frem herskede der stor forvirring i det danske pengesystem. Man regnede i daler, mark og skilling. Der gik 16 skilling på en mark og 6 mark på en daler. Efter møntreformen i 1813 hed daleren officielt "rigsbankdaler", men i daglig tale blev man ved med at kalde den "rigsdaler" som før reformen. Når der handledes, måtte man imidlertid være omhyggelig med at angive, om priserne var "i sølv" eller "i sedler". Sedlerne var det almindelige betalingsmiddel folk imellem, men i begyndelsen var en rigsbankdalerseddel kun en fjerdedel så meget værd som en rigsbankdaler af sølv.
Efterhånden udlignedes forskellen, og i 1840'erne, da Niels Nyrup fik penge at holde rede på, var sedlerne blevet det værd, der stod på dem.

I de første årtier af århundredet søgte myndighederne også på et andet felt at skabe bedre overenstemmelse mellem teori og virkelighed. Over hele landet fik man i disse år besøg af landmålere, der opmålte hvert et jordstykke, beregnede arealer og tegnede matrikelskort. Og tusindvis af kyndige bønder var beskæftiget med at fastlægge de enkelte jordstykkers godhed. Omkring 1840 afsluttedes det omfattende arbejde, og der var skabt grundlag for en ny matrikel, der skulle give hver enkelt gård en ny og mere retfærdig hartkornsansættelse og dermed en mere retfærdig skattebyrde.
Begrebet hartkorn var gammelt. Det stammede fra fæstebøndernes betaling af landgilde til herremanden, der ofte betaltes med en bestemt mængde "hårdt korn" (rug eller byg). Da statsmagten efter enevældens indførelse i 1660 manglede et ensartet, landsdækkende beskatningsgrundlag, udarbejdedes i huj og hast den såkaldte Matrikul af 1664. Heri fik alle landets jorder tildelt et hartkorn, der, hvor det var muligt, byggede på godsejernes protokoller over landgildebetalingerne, andre steder på mere eller mindre tilfældige skøn.
Hartkornet var allerede fra begyndelsen tænkt som et mål for en gårds størrelse og kvalitet og dermed for dens brugers evne til at betale skat. Der skulle tages hensyn til alle fordele, bonden kunne have af sin jord: hvor meget korn, der kunne avles på agerjorden, hvor mange læs hø, der kunne bjærges i enge og på andre græsarealer, hvor meget kvæg, der kunne græsse de samme steder, og hvor mange svin, der kunne ernæres "på olden" i skovene.
Man gik meget nøjagtigt til værks. Hovedenheden tønde blev delt i 8 skæpper, der hver blev delt i 4 fjerdingkar, der igen deltes i 3 album. Der gik altså 96 album på en tønde hartkorn. Men hartkornsansættelserne fik en præcision, der var i stærkt misforhold til matriklens tilfældige udarbejdelse. Man gik derfor straks igang med en ny og mere omhyggeligt udarbejdet matrikel, der blev taget i brug i 1688.
Helt frem til 1844 var denne såkaldte "gamle matrikul" grundlaget for bønders skattebetaling til stat og kommune, og for fordelingen af mange andre byrder, der påhvilede bønderne.
Efterhånden havde udstykning og opdyrkning forældet de gamle tal. Derfor udarbejdede man den "nye matrikul", der trådte i kraft den 1.januar 1844.
Hartkornet var altså et kvalitetsmål, der dækkede over meget forskellige arealer. Arealet svarende til en tønde hartkorn spændte fra godt 5 td.ld. af den allerbedste agerjord til næsten 3000 td.ld. af den ringeste hede. Gennemsnitligt gik der 18 td.ld. på en tønde hartkorn, 11 på øerne, men 25 i Jylland.

Den 1.januar 1844 trådte samtidig med den nye matrikel også nye skatteregler i kraft. Herefter betalte man to forskellige statsskatter: gammelskat og landskat. Gammelskatten blev beregnet efter den gamle matrikel med 6 rigsdaler og 5 mark pr tønde gl.hartkorn, landskatten efter den nye med 1 rigsdaler og 3 mark pr tønde nyt hartkorn. Det gav Anders Nyrup en samlet statsskat på godt 32 rigsdaler om året.

Omkring en sjettedel af landets hartkorn kaldtes privilegeret. Det tilhørte først og fremmest herregårdene, der betalte mindre i både gammelskat og landskat end bøndergårdene (hhv. 5 rd. og 1 rd. pr.tønde hartkorn). Oprindelig havde der været en vis rimelighed i denne forskel, fordi godsejerne havde visse særlige forpligtelser og ansvaret for deres fæstebønders skattebetaling. Men på denne tid blev den af bønderne opfattet som ren diskriminering, og en af bonderepræsentanternes mærkesager i stænderforsamlingerne var hartkornets ligestilling.

Kommuneskatten betaltes fra 1844 udelukkende efter det nye hartkorn, men det var ikke en samlet skat. Der var særskilte opkrævninger til de forskellige opgaver som fattig-, skole- og vejvæsen. Og undertiden blev der opkrævet bidrag efter behov til særlige opgaver, f.eks. et skolebyggeri som da Pederstrup i 1844 fik ny skolebygning. Kommuneskatten kunne således variere meget fra år til år.

Hartkornskatternes størrelse afhang af de muligheder, en bonde havde, ikke af hvordan han rent faktisk udnyttede dem. En dygtig bonde, der fik meget ud af sin gård, betalte ikke mere i skat end en doven og evneløs med en gård af samme kvalitet. På den måde ansporede principperne bag hartkornskatterne bønderne til at stræbe efter at få mest muligt ud af deres bedrifter.

Ved siden af hartkornskatterne betalte bønderne også en slags indkomstskat, der trak i den modsatte retning og dæmpede lysten til at øge landbrugsproduktionen. Det var tienderne.
Denne ældgamle afgift stammede fra det 11.århundrede og var dengang udelukkende beregnet på at skaffe midler til den fremvoksende kirkeorganisation. Den gav anledning til Danmarkshistoriens mest rabiate "skattenægterbevægelse" - et bondeoprør, der både kostede en konge livet og sikrede ham helgenstatus (Knud den Hellige).
I begyndelsen var det meningen, at der skulle svares tiende (d.v.s. afleveres en tiendedel) af al indtægt, men efterhånden blev så mange grupper fritaget, at det i realiteten endte som en afgift, der ensidigt ramte bønderne i form af korntiende og kvægtiende.
Hvert tiende neg, de avlede på marken, og hvert tiende husdyr (føl, kalv, lam, osv.), der blev født, skulle kirken have.
Tienden blev oprindeligt delt i tre lige store dele: én del til kirken (selve bygningen og dens vedligeholdelse), én del til præstens aflønning og én del til biskoppen. Men bispetienden blev aldrig rigtigt gennemført, og efter reformationen blev den sidste trediedel officielt tilkendt kongen.
På den måde opstod et indviklet virvar af forskellige former for tiender: Korntiende og kvægtiende, der hver for sig var delt i kirke-, præste- og kongetiende. Hertil kom så ydermere en række komplikationer vedrørende selve betalingen: hvem skulle have den og hvordan?
Der blev nemlig handlet med tienderne, først og fremmest med kongetiende, men også med kirketidende. De kom på private hænder, og ejeren af en kirketiende overtog så forpligtelsen til at vedligeholde kirken for (nogle af) de ydelser, han modtog.
I gamle dage blev al tiende ydet "in natura", d.v.s. man afleverede helt konkret hvert 10. neg fra sin mark og hvert 10.husdyr, der blev født.
Specielt det sidste gav anledning til mange stridigheder og en masse retsager. For når det drejede sig om større husdyr, var der mange bønder, der måtte regne flere års fødsler sammen, inden de overhovedet kom til den tiende. Allerede i 1740 gik man derfor over til i stedet for at betale et vist beløb for hvert føl, kalv, lam eller kid, der blev født. Tiendeydelsen af svin og fjerkræ (kaldet småredseltiende) fortsatte man med at levere som naturalier indtil 1810, da det blev omregnet til en pengeafgift, der varierede med kornpriserne.
Men korntiende forblev en plage for bønderne i længere tid og en hæmsko for udviklingen. Det var et årligt irritationsmoment, at høsten altid skulle forsinkes af den besværlige afregning med tiendeejeren. Når den var klar til at blive bragt i hus, måtte man tilkalde tiendetælleren, der optalte og udtog den del, der skulle afleveres. Ofte forpassede man et gunstigt indkøringstidspunkt, mens man ventede på ham, og kostbar tid gik til spilde, når kornlæssene skulle transporteres til tiende-ejerens lade. Når afregningen foregik på denne måde, talte man om, at tienden blev ydet "i kærven".
Allerede fra slutningen af 1700'årene var der bestræbelser igang for at få ændret på systemet, så korntiende blev en fast årlig afgift (altså uafhængig af høstens størrelse), der kunne betales med et fast pengebeløb eller en fast mængde korn. Kornet skulle så leveres "in natura" eller afregnes efter kapiteltaksten, så pengebeløbet varierede fra år til år med kornprisen. Endnu i 1834 blev mere end en trediedel leveret på den gammeldags måde. Men i løbet 1840'erne faldt andelen til under 10%.
Det er uvist, hvordan Anders Nyrup afregnede sin tiende. Men i de første år måtte han sandsynligvis aflevere en tiendedel af høstudbyttet i korntiende. Kvægtienden var mindre belastende: For hvert føl, der blev født på Stendalsgård, måtte han betale 10 sk., for hver kalv 8 sk. og for hvert lam eller kid 3 sk. Men han behøvede ikke holde rede på, hvor mange smågrise der fødtes hvert år eller hvor mange kyllinger, gæslinger eller ællinger, han fik ruget ud. Småredseltienden var under alle omstændigheder årets pris på trekvart skæppe byg.

Tienden var som nævnt endt med at være en afgift, der kun ramte bønderne. Dens afskaffelse blev derfor også et vigtigt programpunkt for dem, der i disse år kæmpede for bøndernes ligestilling.

Når man diskuterede ligestilling, folkestyre og valgret, drømte ingen om, at det også skulle gælde kvinder. Hvordan skulle en kvinde kunne tage del i sognets eller landets styrelse, når hun end ikke havde myndighed i sine egne pengesager? Mænd blev som nævnt i den henseende myndige (fuldmyndige), når de var 25, kvinder blev det efter de gamle love aldrig. Før en pige blev gift, havde faderen myndigheden over hende, og hvis faderen døde, måtte der udpeges en formynder. Blev hun gift, fik ægtemanden myndigheden. Kun en enke havde en vis form for selvstændig ret i formuesager, men i de fleste tilfælde havde også hendes dispositioner kun retsgyldighed, hvis en mand (hendes lavværge) stod inde for dem.
Mange ægteskaber på landet var arrangerede og tjente først og fremmest et praktisk formål. Det var som regel den unge pige, der måtte affinde sig med, hvad faderen aftalte med hendes kommende ægtefælle. Fra 18-års alderen var både mænd og kvinder personligt myndige, så de kunne ikke tvinges med loven i hånd, men pressionen kunne være svær nok endda. I de fleste tilfælde gik det fornuftige hånd i hånd med det følelsesmæssige, og mange forbindelser udsprang af de unges gensidige sympati. Det skete selvfølgelig, at unge lod følelserne råde og derved handlede ufornuftigt set med forældres øjne, eller at et arrangeret ægteskab kunne vække så voldsom modstand hos en af parterne, at det måtte opgives. Men den almindelige holdning - også hos de unge selv - var, at man måtte tilstræbe "et godt parti". Holdningen var så udbredt, at det spydigt, men vel også noget overdrevent, kunne hævdes, at et ægteskab i gårdmandsklassen drejede sig om, at "matrikelnr. det og det giftede sig med så og så mange rigsdaler".

Bondekvindens vilkår var i almindelighed lidet misundelsesværdige, men der var alligevel en verden til forskel på et liv som kone i huset og et liv som ugift tyende. For de fleste kvinder var derfor næsten ethvert giftermål bedre end intet giftermål. Det var bedre at blive gårdmands- end husmandskone og allerbedst, om man kunne blive gift med en rig gårdmand.
For en gårdmand var en god kone ikke nødvendigvis landsbyens kønneste pige, for, som man sagde, "man skal skue en pige i et dejtrug og ikke i en springdans". Fulgte der en god medgift med, var det selvfølgelig en fordel, men det vigtigste var alligevel, at hun var i stand til at udføre og lede alle de mangeartede og slidsomme arbejdsopgaver i en landhusholdning. Og en pige var først giftefærdig, når hun af moderen eller madmødrene i sine pladser som tjenestepige havde lært husholdningens vanskelige kunst.

I august måned 1844 købte Jens Jensen Ladefoged fra Skringstrup i Skals sogn den gård i Pederstrup, der blev kaldt Risgård.
Gårdhandlen affødte en del stridigheder og en retssag, fordi sælgeren (Jens Christensen) ikke udstedte skødet inden den aftalte frist. Det var dog hans kone og familie, der stod bag forsinkelsen, idet de forsøgte at få handlen omgjort under henvisning til, at manden var utilregnelig, da han solgte, og derfor var blevet snydt og havde bragt familien i en meget vanskelig situation. De fik pastor Heinsen og lærer Jensen i Rødding til at skrive erklæringer om hans mentale tilstand. Ved de efterfølgende afhøringer afviste Jens Ladefoged blankt, at manden var sindssyg, da de handlede, og Anders Nyrup og flere andre Pederstrup-gårdmænd vidnede til hans fordel.
De, der støttede hans families påstand om, at handlen burde annulleres, kunne imidlertid kun anføre eksempler på tungsindighed og menneskeskyhed og ikke noget, der tydede på sindssygdom, så deres sag stod tydeligvis svagt. Det endte da også med forlig, inden retten afsagde dom, og handlen kom til at stå ved magt.

Den 9.september blev skødet endelig underskrevet, hvorved Jens Christensen afstod gården, dog ikke til Jens Ladefoged selv, men til dennes 29-årige søn, Jørgen. To måneder senere blev han gift med Anders Nyrups ældste datter, den kun 18 år gamle Else.
Anders Nyrup var efter alt at dømme kraftigt involveret i gårdhandlen allerede fra begyndelsen, idet brudeparrets fædre sikkert i fællesskab havde arbejdet på at skaffe de unge mennesker et sted. Det er derfor heller ikke underligt, at Anders Nyrups naboer støttede de tos forklaringer, da de blev afhørt om sagen. Det er derimod tankevækkende, at både præst og degn og flere andre (heriblandt endda Anders Nyrups to svogre i Vrå), udtalte sig til fordel for, at handlen burde gå tilbage.
Selv om juraen tilsyneladende var i orden, har det altså alligevel været et udbredt synspunkt, at to velstående og forretningsvante gårdmænd narrede gården fra en "stakkels tøjj'", og handlen må have afstedkommet nogen forargelse.⁽¹⁵⁾

Else og Jørgen blev gift i Pederstrup kirke den 15.november 1844. Brylluppet bekostede Anders Nyrup - det var det normale og desuden udtrykkeligt bestemt i skiftebrevet efter moderen. Bryllupper skulle være "efter egnens skik og brug", så selve vielsen foregik i kirken om fredagen. Det gav nemlig tid til et bryllupsgilde, der strakte sig over tre dage, inden den nye arbejdsuge begyndte. Slægt og naboer fra begge sider blev indbudt i stort tal - lørdagen var ungdommens særlige festdag - og alle dage blev der disket op med festmad og rigelige drikkevarer til de mange gæster. Opdækning til et bryllup kunne ingen husstand overkomme. Hos nabokonerne lånte man så mange fade, at alle kunne nå hen til et suppefad, men enhver måtte selv have sin ske med hjemmefra, og glassene måtte gå på omgang. Tønden med det gode gammeløl blev tømt, fedekalven måtte lade livet, og efter et bryllup var der lavvande i mange beholdninger.

Alt i alt var brylluppet en dyr affære for Anders Nyrup. Det skyldtes ikke mindst, at Else i forbindelse med ægteskabet også skulle have udbetalt og udleveret sin mødrenearv.⁽¹⁶⁾
Hun fik på den måde et solidt fundament under sin nye tilværelse som gårdmandskone i Pederstrup. Familielivet begyndte dog ikke ganske lykkeligt. Det ene år gik efter det andet, uden at der kom nogen arving til Risgård. Først efter seks års forløb gik der "hul på bylden", da fødtes Anders Nyrups første barnebarn. Og parret nåede trods den sendrægtige start op på otte børn.

Den anden af Niels Nyrups søstres - Anne Maries - skæbne blev også beseglet på den tid. Kort efter storesøsterens bryllup, den 20.januar 1845, døde hun af "tæring" (tuberkulose). Hun blev kun 16 år gammel.
Da der var folketælling 1.februar 1845, bestod husstanden derfor blot af Anders Nyrup og hans anden kone, Ane Marie, og de tre sønner på 25, 22 og 13 år. Desuden havde man en tjenestepige ansat.

I januar 1845, da søsteren var blevet gift, opsagde Niels Nyrup den obligation, han havde arvet. De 300 rigsdaler blev i stedet for udlånt til den nye svoger mod pant i Risgård.⁽¹⁷⁾
På den måde medvirkede han altså også til, at det unge par havde midler at etablere sig for. Niels var dog endnu ikke fyldt de femogtyve. Først da det skete senere på året, trådte han ind i den ny fase af sit liv, hvor han selv suverænt kunne ordne sine pengesager. Da var han nemlig fuldmyndig.
Hvis Nyrup-brødrene ikke havde tjent hjemme hos faderen, så havde de været tvunget til at tage plads hos en anden. Skønt det sikkert ingen praktisk betydning havde for dem, så eksisterede der faktisk en diskriminerende særlov, der kun gjaldt for bønder, om karles og pigers pligt til at tage fast tjeneste. Hvis man var af bondestand og ikke enten gårdmand, husmand, håndværker eller gift daglejer med stadigt arbejde, var man forpligtet til at lade sig fæste for mindst et halvt år ad gangen. I 1840 var der sket en beskeden lempelse i tjenestepligten, så den ikke længere gjaldt folk, der var fyldt 28.
Længere havde man altså ikke fjernet sig fra stavnsbåndet: Selv en voksen, velhavende mand var stadigvæk tvunget til at stille sin arbejdskraft til rådighed i landbruget, blot fordi han var af bondestand. Hvis en bondekarl undlod at tage fast tjeneste, var straffen fængsel eller tugthus!

I disse år taltes der meget, ikke mindst af bonderepræsentanterne i stænderforsamlingerne, om afskaffelse af landmilitsens bondediskriminering. En ny lov om almindelig værnepligt havde Nyrup-brødrene sikkert hilst velkommen. Den ville ganske vist ikke have sparet nogen af dem for tjenesten, men enhver kunne jo indse, at hvis også fine folk skulle springe soldat, så ville behandlingen af folk blive helt anderledes. Men den reform måtte de vente forgæves på.
I 1845 mente kongen ovenikøbet, at der var talt og gjort nok. Det år udstedte regeringen det berygtede "bondecirkulære", der rent ud forbød afholdelse af møder om bøndernes retstilling. Som en direkte konsekvens heraf oprettedes det følgende år "Bondevennerne selskab", der skulle blive det vigtigste talerør i kampen for nye forbedringer i bøndernes vilkår. Selv om Christian VIII trak cirkulæret tilbage allerede samme år, mistede mange ellers konservative og kongetro bønder deres tro på, at enevoldskongen var deres sikreste forbundsfælle i kampen for bedre forhold, og at han kunne regnes med blandt "bondens venner".

Imens tog Anders Nyrup sagen i egen hånd. Da han forventede, at den ældste søn ville blive kasseret eller i det mindste slippe for den almindelige soldatertjeneste, benyttede han sig af en ret, han havde som lægdsmand, til også at få den næstældste fri. Han kunne nemlig få én søn fritaget for tjeneste af hensyn til gårdens drift.
Straks efter, Peder havde været på session, søgte han om at få ham fritaget. Fritagelsen blev dog først bevilget ved sessionen i 1845. Han blev det, man i folkemunde kaldte en "frispiller", i lægdsrullen fik han betegnelsen "lægdsmandshjælp".
Ved sessionen i 1845 skete der imidlertid også det, at Niels alligevel ikke blev kasseret. Han blev ganske vist erklæret "utjenestdygtig til soldat", men til gengæld blev han anset for "tjenlig til trainkudsk". I tilfælde af krig kunne han altså risikere at blive indkaldt for som kusk at transportere hærens materiel rundt på hestevogn.

Nok var udtagelse til trainkudsk ikke det samme som indkaldelse, og begge brødrene fortsatte som hidtil med at være karle på fødegården. Men mon ikke Niels alligevel følte en vis bitterhed over den måde tingene havde udviklet sig på? Da han var den ældste søn, var det naturligste jo, at han skulle overtage gården efter sin far. Det var han berettiget til at forvente, og af samme grund burde han vel have været den, der gik fri for militærtjeneste for fortsat at kunne hjælpe sin far. Som tingene nu tegnede sig, kunne han risikere at blive indkaldt og være borte fra hjemmet i en længere periode, mens den yngre bror gik hjemme og indtog den plads.
Han kunne først og fremmest rette sin bitterhed mod faderen, der enten kunne mistænkes for at favorisere Peder, eller i bedste fald kritiseres for at have skønnet galt med hensyn til hans egen kassation.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at arrangementet havde Niels' fulde tilslutning, og at han i solidaritet med den yngre bror fandt det i sin orden, at man på denne måde satsede på at få begge fritaget, når han selv ved sin udtagelse til trainkudsk var så godt som sluppet.
De to brødres forhold til militæret kom under alle omstændigheder til at spille en afgørende rolle for deres senere skæbne. Det ville ikke være urimeligt, om Niels følte sin førstefødselsret krænket, og sessionen 1845 skabte sandsynligvis en vis misstemning i familien.

Et par år senere, mens Niels og Peder endnu sammen tjente faderen, skete endnu en begivenhed, der kan have spillet afgørende ind i Niels' fremtidsplaner.
I oktober 1847 fik han en halvbror. Efter fire års ufrugtbart ægteskab fik faderen og hans nye kone deres første barn. Han blev kaldt Jens efter sin morfar i Skamris.
Faderen var trods alt kun 57 år, og der var lange udsigter til et generationsskifte på gården i Pederstrup. Som det tegnede sig i disse år, kunne der gå en halv snes år, inden det blev aktuelt. Og til den tid ville Niels være næsten fyrre år. Tanken om at få foden under eget bord et andet sted end hjemme, må have strejfet ham allerede nu, men det synes at være de store begivenheder på landsplan, der kom til at give ham det endelige skub.

Der kom nemlig en krig på tværs af Anders Nyrups planer om et fortsat liv som gårdmand med den nye, unge kone og den genopblomstrede familie.