Året 1884 blev et skæbneår for Niels Nyrup. I sin alders femogtresindstyvende år besluttede han sig for at forlade den trygge gårdmandstilværelse, som han i en menneskealder havde haft på gården i Batum, for at købe den noget større Nørgård (eller Nørregård) i Graabrødre landsogn nord for Viborg.

Det lader sig næppe nogen sinde fuldt ud opklare hvad eller hvem, der tilskyndede ham til de dispositioner, der på mindre end et år førte ham fra sit livs stolteste øjeblik til den dybeste fornedrelse. Man kan gætte derom, sammenholde gætterierne med en række faktiske omstændigheder og derved danne sig en nogenlunde klar forestilling om sagens sammenhæng. Men til bunds i sagen kommer vi nok aldrig.

Historien tog sin begyndelse i foråret 1884, da den daværende ejer, proprietær Jens Vilhelm Faurschou, besluttede sig for at skille sig af med Nørgård. Han satte følgende annonce i Viborg Stiftstidende:

Annoncen var kun i avisen torsdag den 7. og lørdag den 9.februar 1884, så man kan vel gå ud fra, at en interesseret køber straks meldte sig.
Hvilken "anden forretning" proprietæren ønskede at foretage, vides ikke, men kort tid efter salget af Nørgård købte han en anden ejendom, nemlig Frandsbjerg i Mariager Landsogn. Så det er muligt, at han allerede havde denne handel i tankerne, da Nørgård sattes til salg. Det er også tænkeligt, at Faurschou var i økonomiske vanskeligheder og havde problemer med at få bedriften til at løbe rundt. På den tid gik gården under navnet "Sultenborg", fordi - som man sagde - det var en mager ejendom med dårligt udkomme. Og man sagde, at i hele dens historie frem til 1885 havde den aldrig nogen sinde kunnet give føden til dens ejere.⁽⁸²⁾

Niels Nyrup må have kendt gården ganske udmærket fra alle de gange, han passerede den på vejen fra Batum til Viborg, og måske ikke mindst gennem fætteren Niels Thomsen i Sdr.Loldrup, der var sognefoged i landsognet og som nabo til Nørgård må have haft førstehåndskendskab til Faurschous og tidligere ejeres problemer (se side 107).
Men gårdens dårlige rygte skræmte tilsyneladende ikke Niels Nyrup. Han må have vejet for og imod og fundet, at gårdens kvaliteter opvejede dens mangler. For bedre at kunne følge hans overvejelser på disse februardage, da tanken om at blive proprietær på Nørgård første gang meldte sig, må vi studere gården nærmere. Hvad var den store attraktion, der gjorde, at han satte hele sin velstand på højkant for at få den?

I foråret 1953 oplevede en besøgende sin ankomst til gården således:

Ved Nordenden af Viborg Nørresø, omtrent ved Nørremølle, skal man dreje af fra den asfalterede Vej og gaa et Par Hundrede Skridt op ad Grusvejen. Saa ser man gennem en lang Allé af stynede Træer ind i en trelænget Gaard med hvidkalket Stuehus og stråtækte Udbygninger. Ved første Øjekast er den vel ikke noget særligt, men den er alligevel værd at lægge mærke til, for den er nemlig Egnens eneste Herregaard. Det er en Vittighed, som Nørregaards Ejer engang har fundet paa, for dens Hartkorn og Areal - 110 Tønder Land - berettiger den kun til at være Proprietærgaard, men Betegnelsen skal ogsaa tages helt bogstaveligt. Der er nemlig ingen Kvinder paa Nørregaard og har ikke været det i den sidste Menneskealder.⁽⁸³⁾

Det første indtryk, som man får, når man besøger gården, har næppe ændret sig meget de sidste godt hundrede år, så denne øjenvidneskildring dækker derfor ganske glimrende både nutiden og 1884. Dengang var begge de nævnte veje grusveje, i dag er begge asfalterede og del af Nørremøllevej.⁽⁸⁴⁾

Ejendommens samlede hartkorn var i 1884 mere end det dobbelte af Duehøjgårds, knap 7 tønder hartkorn, men af areal var den med sine 100 tdr.ld. ager og 17 tdr.ld. eng ikke specielt meget større. Ca. halvdelen af jorden lå inden for Viborg købstads grænser på byens nørremark, resten i Viborg Gråbrødre landsogn umiddelbart nord for byen.⁽⁸⁵⁾
Beboerne regnedes fra gammel tid for hørende til landsognet, hvor gårdens bygninger lå umiddelbart vest for sognegrænsen Nørremølle Å (også kaldet Brunshåb Mølleå) tæt ved de lavtliggende og fugtige enge ved enden af Nørresø. Denne placering ude i "sumpen" satte givetvis til alle tider et stort præg på både beboernes hverdag og gårdens drift. At den medførte en del ulemper, fremgår f.eks. af det syn, der mødte andre besøgende på gården i marts 1953:

Vi aflagde i Gaar Eftermiddags en forøvrigt temmelig besværlig Visit paa Nørregaard, der for Tiden er delvis afskaaret fra Omverdenen paa Grund af en uhyre Smeltevandsflod, der paa sin Vej mod Nørresø har forvandlet Gaardens Indkørsel til en rivende Strøm, og traf Proprietær Wissing travlt beskæftiget med at forhindre Vandmasserne i at trænge ind i Laden. Foran Porten er der lavet en kunstfærdig lille Vold, og en rende i Isen tjener til at lede Vandet bort fra det truede Omraade.
- Den Staahej har vi næsten hvert Foraar, siger Proprietær Wissing, men man maa jo hjælpe sig, som man kan ...⁽⁸⁶⁾

Gården havde ikke altid været trelænget. I 1857 var der fire længer: stuehus mod nord, lade mod vest, stald og fæhus (altså heste- og kostald) mod øst og vognhus og fåresti mod syd. Oplysningerne stammer fra en brandtaksation fra det pågældende år, hvoraf også bygningernes størrelser og kvalitet kan aflæses.
Det fremgår, at stuehuset var langt den værdifuldeste del. Det var på 17 fag (13½ alen dyb) og vurderedes til 120 rigsdaler pr. fag. Det var grundmuret, taget var af strå og havde tre skorstene. Men det er beskrivelsen af husets indre, der afslører, at det var andet og mere end en almindelig bondes bolig: Der tales om bræddegulve, døre med udskæringer og værelser, der var gipsede og malede.
Udbygningerne var alle af stråtækt bindingsværk med murede vægge. Laden og stalden var på henholdsvis 22 og 28 fag og takseredes begge til 30 rigsdaler pr.fag. Det sydlige hus på 18 fag var ringere: det sattes kun til 25 rigsdaler.⁽⁸⁷⁾

Femogtyve år senere i 1882 blev bygningerne atter takseret af brandforsikringen, nu til en samlet værdi af 18150 kr. Årsagen til omtakseringen var tilsyneladende opførelsen af en ny stald. Gårdens værdifuldeste bygning er i hvert fald den østlige længe med stald og rullestue, der nu er grundmuret og har spåntag. Den sydlige længe figurerer kun som et ganske værdiløst vognskur, mens laden, stadigvæk af stråtækt bindingsværk, er faldet kraftigt i værdi.
I 1891 opførtes en ny ladebygning, der hvor den gamle lå som vestlig længe, og en ny svinestald ved sydenden af den. Svinestalden er nu erstattet af en bygning fra 1960'erne. Bygningerne har fået nyt tag, men ellers er to af dem altså endnu omtrent som på Niels Nyrups tid. Allerede i 1884 var de bygninger, der ikke længere findes (lade og vognskur) gamle og faldefærdige. Og det var netop de to stadigvæk eksisterende bygninger (stuehus og stald), der på hver sin måde udgjorde gårdens værdi.⁽⁸⁸⁾
I 1953 skriver den første af de tidligere omtalte besøgende:

Nørregaard er gammel, ja ældgammel. Den er bygget af munkesten engang for århundreder tilbage. Tømmeret er solidt, men skillevæggene i det lange, lave stuehus er kun af ler. Alle gennemgangsdørene fra stue til stue er paa fransk Maner anbragt i Sydsiden i Flugt med hinanden. Nej, Nørregaard er ikke helt almindelig,...

Endnu i dag kan man få en fornemmelse af det helt særlige ved Nørgårds stuehus. Meget af indretningen, udsmykningen og møbleringen er som i 1953, og selv om meget af det skyldes den omtalte Proprietær Wissing, så aner man stadigvæk bag det hele den ældgamle, fornemme bolig med tydeligt herskabeligt præg. Nørgårds stuehus var gammelt allerede i 1884, men det var en bolig for standspersoner.

Nørgårds stald var derimod ny og moderne. I salgsannoncen fremhæver Faurschou gårdens mælkeproduktion. Gården havde ikke eget mejeri, men behandlingen af mælken fra de mange malkekøer skete hos naboen på Nørremølle.
Størrelsen af gårdens besætning kendes fra to gårdhandler: I 1880 havde gården en besætning på 5 heste, 17 køer, 2 kvier og 3 kalve samt et uspecificeret antal får, lam og fjerkræ. Løsøret sattes til 4000 kr. I julen 1884 var der 7 heste, 22 malkekøer, 1 kalv, 4 får og 1 vædder og 2 grise, løsøret sattes til 8000 kr.⁽⁸⁹⁾
Som det ses, kom svineavl i større stil først til Nørgård på et senere tidspunkt.
Besætningen krævede meget arbejdskraft. Og folkeholdets størrelse afspejler sig i, at der var fire folkesenge til karlene. Folketællingerne fra 1800-tallet viser, at der til stadighed var 2-3 piger og 4-5 karle på gården.

Selv om Nørgård altså ikke er en herregård, så er der alligevel noget aristokratisk ved dens ejerrække. Dens historie kan føres tilbage til 1400-årene. Her skal blot nogle oplysninger om det 19.århundredes ejere fremdrages:
1.1808-1838:
I århundredets første tredjedel ejedes Nørgård af proprietær Anders Laursen (1769-1838). Inden han overtog gården, var han en "rigtig" herremand, idet han en halv snes år havde ejet herregården Holmgård i Skals sogn. Men ellers var han ikke af særlig fornem slægt. I 1816 fik han borgerskab i Viborg, det samme gjorde siden flere af hans sønner, der levede som jævne borgere i Viborg med efternavnet Nørgaard. Anders Laursen havde Nørgård, indtil han døde i 1838.
2.1838-1853:
Næste ejer var Johan Frederik Jacobsen fra Haderslev (1803-1879). Han var uddannet farmaceut (cand.pharm) og havde sikkert ambitioner om at blive apoteker. Farmaceutuddannelsen førte imidlertid også ofte til en stilling som brygger eller lignende, så i hans tid havde Nørgård (for første gang?) en ejer med interesse for ølbrygning. J.F. Jacobsen endte siden som destillatør i Flensborg.
3.1853-1866:
Efterfølgeren som proprietær på Nørgård var en anden mand med interesse for våde varer, nemlig den ålborgensiske vinhandlersøn Hans Peter Lund (1812-1865). Han var ungkarl og havde husbestyrerinde - en vis jomfru Eriksen. Han kunne ikke klare sine forpligtelser og måtte lade gården gå på tvangsauktion.
4.1866-1880:
På auktionen købtes Nørgård af en søn af geheimekonferentsråd Oluf Lundt Bang, en kendt og respekteret læge, der endog havde medlemmer af hoffet blandt sine patienter. Sønnen, Hans Oluf Vilhelm Bang (1828-?), synes at have lidt af en arvelig psykisk sygdom i den Bang'ske familie. I 1880, da han solgte gården til J.V.Faurschou, boede han i Fredensborg på Sjælland, og i netop dette år lod han sig umyndiggøre og overdrog sine forretninger til en fuldmægtig.⁽⁹⁰⁾
5.1880-1884:
J.V.Faurschou (1852-1903), var også af overmåde fin familie. Hans far Anders Faurschou, der døde i 1882, havde ejet Petersminde og flere andre større gårde, været kammerråd og i 10 år medlem af Landstinget. Broderen Ole Faurschou fik en militær løbebane, blev bataljonschef i Aalborg og dekoreret med flere ordener. I 1880 var J.V.Faurschou 28 år gammel blevet gift med en datter af proprietær Hildebrandt på Grauballegaard. Tre måneder tidligere i slutningen af april samme år havde han købt Nørgård.⁽⁹¹⁾

I 1880, da Faurschou overtog Nørgård, var gården forhæftet for 29000 kr, og han skulle årligt udrede 1220 kr i renter. Gælden fordelte sig således:
Førsteprioriteten var en obligation på 12000 kr til Ida Lüttichau i København, enke efter kammerherre Lüttichau til Tjele. Renten var 4½% p.a. altså 540 kr om året, der betaltes med halvdelen til juni og december termin, og opsigelsesfristen var et halvt år for begge parter. Det var Proprietær Lund, der stiftede dette lån, men det fornyedes ved hvert ejerskifte.
Andenprioriteten var to ligestillede obligationer. Den ene på 2000 kr var til Anders Grønning først kontorist i Viborg, senere kasserer og økonomiforvalter ved Christianshavns Straffeanstalt i København. Den anden på 3000 kr til vinhandler Lunds arvinger. Begge stammede fra Bangs køb af Nørgård. Renten var i begge tilfælde 4% p.a. (i alt altså 200 kr), der skulle betales halvårligt til den ovennævnte tidligere husholderske jomfru Eriksen, der nu boede i Viborg. De to obligationer var uopsigelige, så længe hun levede, derefter var fristen et halvt år fra begge sider.
Tredjeprioriteten var en obligation på 12000 kr, som proprietær Bang havde udstedt til sin far geheimekonferentsråden. Efter dennes testamente fra 1874 forpligtedes ejeren af Nørgård til at udstede en ny obligation på de 12000 kr til kreditors børnebørn, d.v.s bl.a. H.O.V.Bangs børn, i stedet for den eksisterende. Dette skete dog ikke i Faurschous tid, da sagen efter overenskomst stilledes i bero. Renten på denne obligation skulle være 4% p.a. (altså i alt 480 kr), og kapitalen skulle være uopsigelig fra kreditors side i ni år.⁽⁹²⁾

Nørgårds historie, dens ejerrække, ja selv dens belåning, hævede den op over en almindelig bondegård. At flytte fra Duehøjgårds almuestuer og ind i Nørgårds herskabslejlighed må have føltes som et kæmpeskridt op ad den sociale rangstige.
Når folk i Rødding sogn senere med slet skjult skadefryd talte om Niels Nyrups "herremandsfornemmelser"⁽⁹³⁾ og i det hele taget betragtede ham og hans handlinger med misbilligelse, ja endog både fordømmelse og forargelse, så kan det sikkert tilskrives almindelig og forventelig modvilje mod den, der satte sig ud over hvad, der regnedes for indlysende bondesnusfornuft, og en vis triumferen over at have fået ret. Alligevel fristes man til at tro, at der var en gran af sandhed i vurderingen. At eje og bebo Nørgård var som at tilhøre en anden stand. Det må have vejet tungt i overvejelserne.
Men spørgsmålet er så, hvorfor Niels Nyrup overhovedet var utilfreds med sin solide position som gårdmand i Batum og stadigvæk i sin fremskredne alder havde den slags sociale ambitioner. Skal forklaringen findes i psykologien? Drejer det sig om, at den tilsidesatte søn af sognekongen i Pederstrup nu endelig fik muligheden og greb chancen for at bevise for sig selv og andre, at han alligevel kunne hamle op med den yngre, favoriserede bror og skaffe sig et "kongerige", der var mindst lige så godt som det, han gik glip af?
Der kan imidlertid også have ligget ganske forsvarlige økonomiske overvejelser bag Niels Nyrups dispositioner. For en landmand med blik for udviklingen i dansk landbrug i 1880'erne, der havde indset, at animalsk produktion og specielt handel med mejeriprodukter var fremtiden, var Nørgårds nye stald og store kvægbesætning et stort plus. Måske var det Nørgårds største attraktion set med Niels Nyrups øjne, og i så fald var der også elementer af godt landmandskab i gårdhandelen.
Men man kommer ikke helt uden om, at en stærkt medvirkende grund til den ulykke, der ramte ham og hans familie, var hans egne ambitioner om at spise kirsebær med de store. Han ville være noget mere end det, han var - nemlig proprietær i stedet for gårdejer - og det førte ham efter alt at dømme ud i økonomiske dispositioner, der synes både naive og letsindige.
Den følgende historie vil vise, hvordan han fik stenene i øjnene.

Mandag den 10.marts 1884, altså godt en måned efter at Nørgård var averteret til salg, kunne man læse følgende notits i Viborg Stiftstidende:

Gaarden "Nørgaard", 1/4 Mil nord for Viborg, er i Gaar solgt af Ejeren, Proprietær J.V.Faurschou, til Gaardejer Niels Andersen af Batum for Kjøbesum 53.500 Kr. Overtagelsen sker til 1.April d.A. Ejendommen staar for omtr. 7 Tdr.Hartk. og har et Tilliggende af ca.100 Tdr.Land Ager og 17 Tdr. Land Eng.

Desværre kendes forholdene omkring handelen mellem Niels Nyrup og Faurschou stort set kun fra denne avisnotits, for der blev ikke tinglæst noget som helst papir mellem dem, og de offentlige myndigheder og arkiver registrerer knap nok, at Niels Nyrup overhovedet var gårdens ejer. Men det synes sikkert, at der den 9.marts eller kort tid før er blevet udfærdiget en købekontrakt. Prisen var, som det fremgår af avisen, 53500 kr, og Niels Nyrup har nok skulle overtage prioritetsgælden på 29000 kr. Hvordan de sidste 24500 kr er blevet afgjort, er ikke direkte oplyst, men de efterfølgende begivenheder viser med stor sandsynlighed, at det foregik på den måde, at Niels Nyrup skulle betale 500 kr straks ved købekontraktens underskrivelse, og derefter 12000 kr på hver af de nærmestfølgende to terminsdage. Skødets udstedelse har været betinget af rettidig og fuldstændig betaling af beløbet. Og da skødet rent faktisk aldrig blev udstedt, kan man gå ud fra, at Niels Nyrup aldrig fik det fulde beløb betalt.
Den aftalte pris synes at være i overkanten af gårdens handelsværdi (Faurschou gav selv kun 38000 kr 4 år tidligere). Det kunne se ud som om, Niels Nyrup i sin iver efter at få gården lidt for villigt accepterede sælgerens betingelser - ikke mindst når man tager i betragtning, at Faurschou nok var i økonomiske vanskeligheder og måske var tvunget til at afhænde gården. Det vides ikke, om der handledes med eller uden besætning og andet løsøre, men at Niels Nyrup ikke fik alt med i prisen, fremgår af en annonce i Viborg Stiftstidende mandag den 17.marts gentaget tirsdag og fredag i samme uge:

AUKTION PAA NØRGAARD.
Torsdagen den 27de Marts førstk. Form.Kl.9. lader Proprietær Faurskov paa Nørgaard formedelst Bortflytning ved Auktion bortsælge nogle Kalvekøer og en Del Indbo, bestaaende af Stole, Borde, Senge, Skabe, Spejle, Fjer, 1 Gyngestol, Glas og Porcelæn, Bøger m.m.m.
Endvidere bortsælges 10 Stkr.Store Grise, nogle Faar, et Parti Rug, toradet Byg, hvid og graa Sædehavre, Ærter, Kartofler og et Parti Ost, 2 Fjedervogne, 1 Kakkelovn m.m.m.
Vederhæftige Kjøbere gives Kredit til Mikkelsdag d.A.
Fjends-Nørlyng Herreders Kontor
Viborg d.15.Marts 1884
von Wylich.

Ved auktionen den nævnte dag blev der bortsolgt løsøre for næsten 5000 kr, men man må antage, at det meste af besætningen og løsøret var i behold.

Niels Nyrup gik straks i gang med at finde en køber til gården i Batum. Så samtidig med at Faurschou averterede om auktion på Nørgård, kunne man i Viborg-aviserne læse flg. annonce:

GAARD TIL SALG.
Den mig tilhørende Gaard i Batum ved Viborg agter jeg at sælge under Haanden. Gaarden har et Areal af omtrent 100 Td.Land Ager og Eng med 2 Tdr. 6 Skp. Hartkorn, gode Bygninger. 7000 Kr. kan forblive indestaaende i flere Aar til 4 Pct Rente. Gaarden kan kjøbes med eller uden Besætning.
Batum pr. Viborg d.14.Marts 1884
Niels Andersen.

Den var i den 14., 17. og 18.marts, men det synes ikke at have været den, der skaffede Niels Nyrup køberen. For den, som det endte med at blive, var såmænd Thomas Bach, der vel havde hørt om Niels Nyrups gårdhandel som en af de første og direkte fra ham selv og næppe behøvede at blive kontaktet og informeret via avisen. Når Niels Nyrup alligevel bekostede avisannoncen, så må det kunne tolkes på den måde, at de to - stedfaderen og stedsønnen - ikke på forhånd havde aftalt nogen handel.

Thomas Bach regnedes nok for gårdmand i Batum, men hans gård var, som tidligere nævnt, en af de mindste i byen. Han ønskede sig rimeligvis noget større, og da Niels Nyrup kom til ham med sit tilbud, var han sikkert nem at overtale. Det er et uopklaret mysterium, hvordan Thomas Bach havde tænkt sig at skaffe kapital til købet af Duehøjgård. Og det vides heller ikke, hvad han stillede op med - eller havde tænkt sig at stille op med - sin egen gård. Der er intet vidnesbyrd om, at han solgte den og derved fik noget kontant beløb fri, ejheller at han pantsatte den for på den måde at rejse kapital. Duehøjgård var vel ca. 20-30000 kr værd afhængigt af hvor meget, der fulgte med, men salgsprisen lå sikkert i den lave ende af dette interval, for det drejede sig jo om en slags familiehandel, og Niels Nyrup var noget i klemme - han havde jo købt Nørgård. De 7000 kr, der nævnes i annoncen, var døtrenes mødrenearv (helt nøjagtigt drejede det sig altså om 7200 kr).
Der skulle altså skaffes et ganske stort beløb af Thomas Bach, der ikke var nogen rig mand, næppe mindre end 15000 kr. Han kan have haft et vist beløb i kontanter, men man kan dårligt forestille sig andet end, at de allerfleste af pengene skulle komme fra salget af hans egen ejendom. Og det er sandsynligt, at et større afdrag skulle falde til juniterminen.
Fremstillingen hviler stadigvæk i svær grad på hypoteser og gætterier. Ét er dog sikkert: da Niels Nyrup købte Nørgård, solgte han ved samme lejlighed Duehøjgård til sin stedsøn, og da han flyttede fra Batum til april 1884, rykkede Thomas Bach ind på hans gård - den gård som havde tilhørt hans tidligt afdøde "rigtige" far Peder Bach, og som han selv var født og opvokset på.⁽⁹⁴⁾

Da Faurschou averterede Nørgård til salg, var det som tidligere nævnt begrundet med "andre forretninger", og det drejede sig sandsynligvis om, at han var i gang med at købe sig en ny gård af nogenlunde samme størrelse og karakter som Nørgård. Det var gården Frandsbjerg ved Mariager. Den 19.april skrev han under på en købekontrakt på Frandsbjerg. Det fremgår af den, at gården kostede 54000 kr med 12200 kr i udbetaling. Af udbetalingen skulle de 4600 kr betales til den kommende juni termin, 7200 kr til december, mens de sidste 400 kr blev betalt ved kontraktens underskrivelse. Svigerfaderen på Grauballegaard og en anden slægtning, Ole Secher på Risegaard ved Onsild, kautionerede for første rate af udbetalingen.⁽⁹⁵⁾
Den kapital, som Faurschou skulle bruge til denne handel, kom vel først og fremmest fra Niels Nyrup. Men da det er uvist, hvor megen løsgæld han havde og i det hele taget, hvordan hans økonomiske situation var (dårlig var den givetvis), lader det sig ikke med sikkerhed opklare, hvor mange penge han fik af Niels Nyrup eller hvornår.
Det er højest tænkeligt, at de betingelser, hvorunder Faurschou købte Frandsbjerg, også afspejler handelen mellem ham og Niels Nyrup og altså bekræfter fremstillingen ovenfor, at denne også skulle betale udbetalingen i to rater på hver 12000 kr til juni og december terminen.

I april måned 1884 flyttede Niels Nyrup med familien fra Batum til Nørgård. Han var da 64 år gammel. Hans kone Stine var 38 år og med barn. Familien bestod da ellers af deres fælles børn, de to sønner Anders og Peder på henholdsvis 6 og 4 år, og døtrene af Niels Nyrups andet ægteskab Marie og Sine på 14 og 9 år.
Det største familiemæssige problem for Niels Nyrup i forbindelse med selve flytningen var nok, hvad man skulle stille op med den ældste datter Johanne. Hun var knap 32 år gammel, altså myndig, men psykisk syg. Hun ville simpelt hen ikke med. Vi kender halvbroderen Thomas Bachs syn på situationen fra en politiafhøring:

... Da han (Niels Nyrup) solgte Gaarden der (i Batum) og flyttede til Nørgaard, skulde Johanne jo følge med ham, men hun vilde ikke, og løb da til Komparenten (d.v.s. den afhørte Thomas Bach). Hendes Fader kom da kjørende efter hende, men hverken med det Gode eller det Onde lykkedes det ham at faa hende med, og blev det da vedtaget, at Komparenten skulde til Vederlag oppebære Renterne af hendes tilgodehavende Mødrenearv, 2800 Kr, og give hende Kost og Logi, Klæder, kort sagt opholde hende i et og alt.⁽⁹⁶⁾

Vidnesbyrdene om, at Johanne gennem længere tid var blevet stedmoderligt behandlet, ja ligefrem misrøgtet, er desværre ikke til at komme uden om. Nu fik det altså den konsekvens, at hun nægtede at følge med til Nørgård, hun blev boende i Batum hos sin halvbroder.
Man kan kun gætte på, hvordan stemningen var på hestevognen, da familien kørte den sidste tur fra Batum til Nørgård med det sidste læs af de ejendele, de tog med. Den har næppe været hel god oven på skærmydslerne med Johanne. Der er nogen tvivl om, hvordan Stine stillede sig til arrangementet. Skal man dømme efter hendes senere reaktioner, må man tro, at hun var stærkt imod og ikke havde lyst til at forlade Batum. Men det er også tænkeligt, at det faktisk var hende, der havde ambitionerne, og hende, der havde tilskyndet sin aldrende ægtemand til at tage det risikable skridt.⁽⁹⁷⁾
Men Niels Nyrup var sikkert først og fremmest stolt og optimistisk. Han havde fået sig en livskraftig familie: en stærk og energisk ung kone og sunde, levedygtige børn. Han havde nu endelig fået sønner, som det var værd at satse noget for. De havde klaret de farlige første leveår, og nu havde han beredt dem en lys fremtid på bondesamfundets solside.
Familien flyttede i det nye hjem. De velkendte møbler blev stillet op i de mange, fornemme rum, og det har sikkert synet lidt fattigt.
Det er ikke svært at forestille sig hvilke praktiske problemer, der tårnede sig op i den første vanskelige tid, hvor man skulle vænne sig til de nye, fremmedartede omstændigheder og indrette hjemmet. Stine skulle holde hus for en større husstand, og det langt større folkehold stillede en række nye krav til madmoderen. Hertil kom, at hun var gravid i sjette måned, så man måtte altså imødese en periode i sommerens løb med husmoderen sat ud af spillet.
Niels Nyrup måtte fra første dag koncentrere sig om gårdens drift. Han overtog sikkert nogle af Faurschous folk, men kort tid efter overtagelsen var det jo skiftedag, så han måtte allerede i de første uger finde og fæste nye folk. Sæden skulle snarest i jorden, og derefter forestod høbjærgningen. Han blev således kastet hovedkulds ud i den nye rolle som husbond for et stort mandskab.
Inden høet var i hus, måtte han også bruge tid på problemer af en hel anden og mere irriterende karakter.

I løbet af foråret og forsommeren viste det sig nemlig, at Thomas Bach ikke kunne (eller ville) klare sine forpligtelser. De nærmere omstændigheder kendes ikke, det meste må sluttes indirekte ud fra det videre begivenhedsforløb.
Da juniterminen nærmede sig, skulle Niels Nyrup skaffe kontanter til betaling af Faurschou. Efter planen skulle disse penge vel komme fra salget af Duehøjgård, altså fra Thomas Bach. Men denne var ikke i stand til at rejse dem, måske fordi det ikke var lykkedes ham at sælge sin egen gård i Batum. Han kan også have fået kolde fødder (f.eks. fordi han var blevet belært om, at der var handlet til for høj pris). Niels Nyrup måtte derfor skaffe pengene på anden vis, og handelen med stedsønnen gik tilbage. Thomas Bach flyttede ud af Duehøjgård igen og tilbage, hvor han kom fra. Og Niels Nyrup måtte i huj og hast finde en ny køber.

Det ser ud som om, der var panik på til sidst, for først den 13.juni blev den nye handel sluttet. Køberen var Niels Andersen, en gårdmandssøn fra Hauris i Løvel sogn, der netop stod foran at skulle giftes.
Prisen blev 18000 kr med avl og besætning og alt, hvad der i øvrigt fandtes på gården (løsøret sattes til 5000 kr). Heraf betaltes de 10800 kr kontant samme dag. De resterende 7200 kr var døtrenes mødrenearv, der var prioritetsgæld i gården og blev overtaget af køberen Niels Andersen. I købekontrakten toges der forbehold for det tilfælde, at myndighederne - d.v.s. overformynderiet - ikke kunne tillade, at arvemidlerne blev stående i gården. Hvis tilladelsen ikke blev givet, skulle beløbene udredes kontant førstkommende december termin, og Niels Nyrup forpligtede sig til at påtage sig alle omkostninger (herunder at betale en evt. rente udover 4% pro anno), hvis Niels Andersen måtte optage et prioritetslån for at klare denne udbetaling. Det mærkes tydeligt på dette forbehold, at det var køberen, der havde fat i den lange ende.⁽⁹⁸⁾
Prisen på gården tyder i samme retning. Det er muligt, at Niels Nyrup måtte sælge gården langt under markedspris på grund af hastværket. Den nye ejer kunne i hvert fald 9 år senere over for kreditforeningen hævde (ved en takseringsforretning i forbindelse med optagelse af lån i 1893), at han havde købt ejendommen billigt. Ved den lejlighed vurderedes ejendommen til 24000 kr plus 4050 for avl og besætning og 850 for redskaber og inventar, i alt knap 29000 kr. Til sammenligning kan nævnes, at ejendomspriserne på landsplan faktisk faldt med ca 10% i den nævnte periode⁽⁹⁹⁾. Alt i alt kan man slutte, at gården i Batum faktisk blev rigtig dårligt solgt, og at en af årsagerne til, at det senere gik galt, var, at Niels Nyrup fik langt mindre kapital at arbejde med, end han havde kalkuleret med, da han begyndte på sine dispositioner.

Dagen efter kunne Faurschou betale det første afdrag på udbetalingen på Frandsbjerg 4600 kr, som forfaldt til juni termin. Det ser ud som om, Niels Nyrup straks den samme dag, som han fik de 10800 kr i hånden, tog afsted til Faurschou på Frandsbjerg og gav ham 12000 kr. Denne kunne så dagen efter levere de 4600 kr, som han skyldte, videre i Mariager. Der har nok været lige så meget panik på hos J.V.Faurschou, hvis gårdhandel i Mariager jo også stod på spil.⁽¹⁰⁰⁾
Niels Nyrup havde så brugt alle de penge, han fik for gården i Batum, plus mere end 1000 kr af den opsparede kapital. Af den måtte han også straks tage godt 600 kr til terminsrenterne.
Inden næste termin kunne kapitalen forøges med gårdens indtjening i et halvt år og ikke mindst med værdien af den kommende høst. Men det var jo kun småbeløb i forhold til den sidste del af udbetalingen.
Hvordan har Niels Nyrup kunnet tro, at han kunne få økonomien til at hænge sammen? Han kan have håbet på en bedre pris for gården i Batum, men selv de mest optimistiske forestillinger om, hvad den kunne sælges for, ville ikke have skaffet ham de 24000 kr, der krævedes ved købet af Nørgård. Tingene hænger kun sammen, hvis man forudsætter, at han havde en meget stor opsparet kapital.
Det kontante beløb 10800 kr, der kom ud af handlen med Niels Andersen, var nok for lille (fordi det var det hele), men det var alligevel et langt større beløb, end Thomas Bach ville have kunnet lægge på bordet til juni-terminen.
Den oprindelige plan må have været, at Thomas Bachs første afdrag på udbetalingen sammen med (en del af) opsparingen skulle udgøre første rate til Faurschou.
Nu fik Niels Nyrup i stedet for alle pengene for sin gård på én gang. Han havde altså de fleste af sine sparepenge i behold, men til gengæld ingen udsigt til flere indtægter. Allerede i juni måned tegnede situationen altså mindre lyst end forudset, men der er intet tegn på, at Niels Nyrup allerede da måtte spekulere på, om pengene til december-terminen kunne skaffes.
I disse hektiske sommerdage havde Niels Nyrup næppe megen tid til avislæsning. Men da annoncerne med køb og salg af fast ejendom nok havde hans særlige interesse, så er det muligt, at hans blik faldt på følgende avertissement, der var i Viborg Stifttidende den 10. og 12.juni:

Ejendom til Salg.
Den P.Chr.Kjærgaard tidligere tilhørende Ejendom i Skræ, Thorning Sogn, c.32 Tdr.Land med Bygninger, der ere solide og tidsvarende, samt med paastaaende Afgrøde og øvrigt Tilbehør, er at faa til Kjøbs for en særdeles billig Pris, naar Handel kan ske strax. I Ejendommen indestaar et Kreditforeningslaan af 3900 kr. Den øvrige Betaling kan til dels rette sig efter en solid Kjøbers Ønske. Ejendommen er smukt beliggende umiddelbart op til og Øst for Stendalgaards Plantage. I Mangel af Salg vil den ogsaa kunne bortmageskiftes med en mindre Ejendom i Nærheden af Viborg.
Viborg Mark d.7.Juni 1884
A.Jacobsen Busk Peder Fredriksen.

Selv om ikke alt var, som det burde være i Niels Nyrups storstilede handler, så faldt det ham næppe ind på disse sommerdage, at han nogensinde skulle blive nødt til at købe en ejendom i den størrelsesorden.

En af Niels Nyrups nye naboer blev som nævnt hans fætter Niels Thomsen. Han er allerede nævnt nogle gange i det foregående (se siderne 64, 85) p.g.a. den fremtrædende plads, han indtog i det Nyrup'ske familieliv.
I 1819 blev Niels Nyrups faster Ane gift med Loldrup-gårdmanden Thomas Andersen (jf. side 7), og i oktober det efterfølgende år fødtes Niels Thomsen som den ældste af 8 søskende. Han var altså godt en måned yngre end sin fætter og navnebror i Pederstrup.
Ane døde allerede i 1843. Thomas Andersen gik på aftægt i 1852 og døde fire år senere. Niels Thomsen overtog fødegården, der kaldtes Sdr.Loldrup. Hans fem søstre blev alle gift med mænd fra nabolaget. Af hans to brødre blev den ældste Anders husmand på Viborg Nørremark, mens den yngste Christen blev handelsuddannet.
Familien i Loldrup var altså naboer til Nørgård, og både Thomas Andersen og Niels Thomsen stod i et nært (men naturligvis ikke ligeværdigt) forhold til de skiftende proprietærer på Nørgård. Ved tre af Thomas Andersens børns dåb var proprietær Anders Laursen (se side 102) fadder, og ved et fjerdes var hans kone gudmor. Ellers bestod hans omgangskreds - for så vidt som den kan aflæses af kirkebogen - mest af naboerne i Loldrup.
Sønnen Niels fik en mere varieret omgangskreds. Til den hørte naturligvis stadigvæk naboerne. Og proprietæren på Nørgård, H.P.Lund (se side 102), stod fadder to gange, mens hans husholderske jomfru Eriksen var gudmor én gang. Desuden optræder i fadderlisterne en række folk med byerhverv (handelsbetjent (d.v.s. kommis), kontorist, barber, skolelærer), heriblandt de to mest prominente: mølleren og konsulen, som vil blive nærmere omtalt nedenfor.
Det var disse forbindelser til Viborgs forretningsliv, der skaffede lillebroderen Christen en karriere i købmandsstanden. Han blev udlært ved en købmand i Mariager og fik i begyndelsen af 1860'erne plads på Klode Mølle. Her gjorde han et mislykket forsøg på at etablere sig som selvstændig kroholder og købmand. Niels Thomsen hjalp ham igang ved at kautionere for hans kreditkøb hos en af Viborgs førende købmænd A.W.Sandberg. Da det begyndte at gå skidt (og måske også fordi en indkaldelse til krigstjeneste truede), stak Christen af til Amerika og lod broderen stå tilbage med sorteper. Sandberg krævede, at Niels Thomsen betalte hele broderens gæld, mens denne hævdede, at han kun havde kautioneret for den første leverance. Sagen endte i retten. Niels Thomsen tabte og måtte i 1867 betale købmanden et stort beløb.⁽¹⁰¹⁾
Niels Thomsen blev sognefoged i Gråbrødre Landsogn, og selv om det ikke var nogen særlig omfattende bestilling at være det for de omkring halvtreds beboere i det lille samfund, så gjorde det ham dog til en slags leder af det.
I 1866, da bønderbørnene i landsognet (og Viborg Nørremark) fik deres første skole, var Niels Thomsen en af drivkræfterne. Da bystyret i Viborg i første omgang ikke ville bevilge pengene til den, fordi man mente, at befolkningsunderlaget var for ringe, drog han sammen med sin svoger Peder Christian Jensen i Nørre Teglgård afsted til hovedstaden for at tale sognets sag på højeste sted. Det lykkedes dem at få selveste ministeren i tale, og på et møde fremførte han så overbevisende argumenter for skolens nødvendighed, at denne personligt greb ind i sagen og fik bystyret i Viborg til at ændre holdning. Siden bidrog Niels Thomsen selv økonomisk til skolen ved at skænke et hjørne af sin mark til skolebygningen.⁽¹⁰²⁾
Skolesagen viser et billede af Niels Thomsen som en initiativrig og højtrespekteret person i Viborgs nordlige omegn. Det samme gør som nævnt hans omgangskreds, for til den hørte nemlig en af Viborgs fornemmeste borgere på den tid: konsul Jensen (den Yngre).

Konsulen hed Jens Jensen og var bestemt ikke nogen fornem mand af fødsel. Han var af bondeslægt og stammede fra en fattig hedegård på Stanghede vest for Viborg. Men hans vej til det højere viborgske købmandsborgerskab lettedes en del af, at han kunne træde i en barnløs farbrors fodspor.
Denne farbror - Jens Jensen den Ældre - fik i 1812 borgerskab i Viborg som købmand og året efter også som brændevinsbrænder og tobaksfabrikant. Også han kom fra Stanghede, men han måtte starte fra bunden. Han grundlagde det firma i købmandsgården i Store Sct.Hansgade 1, der først og fremmest udmærkede sig ved fornem vinhandel. I 1839 udnævntes han til svensk-norsk konsul for Viborg Tolddistrikt, i 1841 blev han formand for borgerrepræsentationen.
Den yngre Jens Jensen (født 1816) blev udlært hos farbroderen og trådte siden ind i firmaet. Og da den gamle konsul døde i 1865, blev han eneejer af firmaet. Man kan følge den yngre Jens Jensens karriere i kirkebogen, hvor han fire gange optræder som fadder for Niels Thomsens sønner. I 1852 og 1857 kaldes han handelsbetjent Jensen, i 1862 købmand Jensen og i 1868 konsul Jensen. Udover firmaet i Store Sct.Hansgade arvede han altså også farbroderens stilling som konsul. Men han drev det endnu videre: i 1874 blev han ridder af Dannebrog, og ved indvielsen af den nye domkirke i 1876 fik han føjet titlen Dannebrogsmand til den lange række, han havde i forvejen. Til rækken hørte også titlen sparekassedirektør, idet han i næsten et halvt århundrede sad i direktionen for Viborg By og Omegns Sparekasse.
Denne rige, fornemme og magtfulde mand kom altså på Sønder Loldrup hos Niels Thomsen. At forbindelsen fortsatte, fremgår af følgende episode: Niels Thomsen havde fire sønner og fire døtre. Konsul Jensen stod som nævnt fadder til alle sønnerne. Den næstældste datter blev som den første gift i 1881 (med gårdejer A.C.Hansen i Tapdrup, der siden blev sparekassedirektør i Viborg). Året efter stod den ældste datters bryllup. Hun havde tjent på Sødal i tre år som stuepige hos baron P.L.Petersdorff (ejer af Sødal 1866-1919). Baronen bad brudens far om lov til at køre for brudeparret i sin lukkede vogn, men "Niels Thomsen måtte afslå, da konsulen i Viborg havde taget løfte om at måtte køre for alle hans døtre".⁽¹⁰³⁾
Det fine bekendtskab var dog som tidligere nævnt ikke ligeværdigt. Den fornemme person kunne nedlade sig til at vise den mindre fornemme den gunst at stå fadder for eller stille brudekaret til rådighed for hans børn. Konsul Jensen havde ingen børn (han døde i 1902, og firmaet overgik nok en gang til en brorsøn ved navn Jens Jensen), men hvis han havde haft børn, så havde man næppe set Niels Thomsen som fadder til dem.⁽¹⁰⁴⁾

Laurits Keyser Willesen ejede Nørremølle for enden af Viborg Nørresø og var nærmeste nabo til Nørgård. Han var tre gange fadder for Niels Thomsens sønner, hans kone bar den fjerde søn til dåben. I lange perioder havde møllen og gården haft samme ejer, dog ikke i 1800-tallet, men der var til alle tider en nær forbindelse mellem de to ejendomme.
Mølleren var opkaldt efter sin morfar Laurits Keyser, der var kobbersmed i Hobro. Faderen, møllebygger Laurits Peter Willesen, forpagtede 1820-1826 Haslevgaards mølle i Als sogn (nord for Mariager Fjord). Dér blev L.K. født i 1823, men året efter købte faderen Nørremølle på tvangsauktion og tog borgerskab i Viborg som møller, så L.K. voksede op på møllen. Når slægten endte på Viborg-egnen, så kan det skyldes, at kobbersmeden i Hobro i sit andet ægteskab var gift med en datter af Rødding-præsten Laurits Aastrup (se side 5). Hun boede i sin høje alderdom på Nørremølle. L.K. blev uddannet som snedker, men allerede som 20-årig overtog han mølledriften efter sin stedfader Lars Mikkelsen. Faderen var nemlig død allerede i 1834.
L.K.Willesen blev en af Viborgs mest fremtrædende borgere. Han blev også betragtet som "markboernes ubestridte leder", altså som fører og talsmand for de mange bønder, der i hans tid efterhånden etablerede sig på Viborg Købstads marker i nord og vest. Allerede i 1846 var han medstifter af Viborg Amts Landøkonomiske Selskab, og han sad i dets bestyrelse i 40 år. Siden blev han stifter/medstifter eller bestyrelsesmedlem i en lang række foreninger i Viborg og omegn.
Han sad også i Viborg byråd i lang tid (1871-90 og 1894-1900), hvor han vandt sig tilnavnet "sparsommelighedens forkæmper". Han var kompromisløs Højre-mand og en af drivkræfterne bag oprettelsen af vælger- og partiforeninger for Højre i Viborg.
Mest berømt blev han for sin indsats under den anden slesvigske krig, hvor han var chef for feltpolitiet i Midtjylland. I 1864, da Viborg var besat af tyske tropper, virkede han som spion og forsynede byen og resten af landet med nyttige efterretninger om fjendens bevægelser. Det var en af årsagerne til, at han i 1907, to år før han døde, blev ridder af Dannebrog.
L.K.Willesen gjorde Nørremølle til en blomstrende og givtig forretning, men han beskæftigede sig også med anden virksomhed end mølledrift, og han skabte sig efterhånden en betydelig formue. Han blev anset for at være en noget hård forretningsmand, og den nøjsomhed, som han forfægtede i byrådet, krævede han både af sig selv og de folk, han havde i sit brød.
I 1857 var han blevet gift med Elise Tørsleff, hvorved han kom ind i en talrig slægt af proprietærer og herregårdsforpagtere, akademikere, købmænd og fabrikanter. Det gav ham et vidtforgrenet net af forbindelser, som han kunne trække på både i sit arbejde for "almenvellet" og for sig selv. Parret fik kun et barn, sønnen Lars Gustav, og da han blev døbt i 1859, var handelskommis Jens Jensen (altså den senere konsul) blandt de fornemme faddere.
Det var Niels Thomsen naturligvis ikke, men alligevel havde han - den initiativrige og respekterede "markbo" - hyppigt forretninger at ordne hos den allestedsnærværende mølleejer og "fører for markboerne".⁽¹⁰⁵⁾

Det er ikke utænkeligt, at det netop var Niels Thomsens forbindelser til de finere kredse i Viborg, der inspirerede Niels Nyrup til tilsvarende ambitioner, og at det var gennem ham, at han stiftede nærmere bekendtskab med byens erhvervs- og forretningsliv.
Den 29.juli var der bryllup på Sønder Loldrup. Da blev Niels Thomsens tredie datter gift med skolelærer Anders Martin Christensen i Romlund. I årene 1880-1883 var han lærer i Loldrup skole, så de unge mennesker lærte sikkert hinanden at kende i den periode.
Både mølleren og konsulen var nok budt med til brylluppet, og deres tilstedeværelse kastede vel ikke ringe glans over gildet. Og konsulen stillede sikkert nok engang allernådigst sin fornemme vogn til rådighed.
Den nye proprietær på Nørgård var der givetvis også - sikkert alene, for Stine havde kun en uge tidligere - den 22.juli - født en datter og havde måske endnu ikke rejst sig fra barselssengen. Måske fik de to nye naboer, proprietæren og mølleren, lejlighed til under selskabelige former at drøfte forskellige forretningsanliggender.
Brylluppet på Sønder Loldrup var dog ikke den første lejlighed, hvor Niels Nyrup traf den fine møller. Kort tid efter, at familien flyttede til Nørgård, fik datteren Marie plads på Nørremølle. Man må regne med, at hun kom der den 1.maj, den almindelige skiftedag for tjenestefolk, så Niels Nyrup må altså have haft en vis kontakt til ham allerede inden da. Men også på det punkt kan man forestille sig, at fætteren var forbindelsesleddet. Tidligere havde andre af Niels Thomsens familie nemlig også tjent på møllen.⁽¹⁰⁶⁾

På Nørre Mølle var der et maltgøreri, d.v.s. et anlæg til fremstilling af malt. Netop i 1884 havde L.K.Willesen ladet sit maltgøreri udvide, og han averterede i avisen om køb af byg og salg af malt. Malten, der jo er spiret byg, hvor spiringen er bragt til standsning på et bestemt udviklingstrin, blev anvendt til øl- eller alkoholfabrikation. Mølleren havde derfor i mange år været stærkt interesseret i bryggerivirksomhed, og han var en af drivkræfterne bag aktieselskabet Dania, der havde et bryggeri på Skolebakken i Viborg.

Hvis Niels Nyrup i foråret og sommeren 1884 drøftede forretninger med sin nye nabo, L.K.Willesen, så er snakken utvivlsomt kommet ind på det, der da var møllerens nyeste og vigtigste projekt: det afgørende slag mellem bryggerierne Dania og Odin om at blive Viborgs førende (overlevende) bayerskølbryggeri.
Måske blev det aftalt, at Nørgård skulle levere byg til møllens maltfremstilling. Måske stillede L.K.Willesen ligefrem i udsigt, at Niels Nyrup kunne få lov til at være med i det nye, lovende projekt. Og måske havde Niels Nyrup netop en større kapital, der - efter møllerens råd - næppe ville kunne anbringes mere givtigt end i de eftertragtede Dania-aktier.
Herom mere senere.

Niels Nyrup havde fået store udfordringer som landmand. Den gård, han nu skulle drive, var af en ganske anden karakter end den, han forlod. I det traditionelle hovedsageligt kornavlende landbrug var det høstresultatet og kornprisen, der afgjorde årets udbytte. Det gav et par nerveprægede perioder ved såtid og høst. På en gård som Nørgård var dagligdagen mere stressende, der krævedes større overblik, mere planlægning og evne til at tage hurtige beslutninger. Dér afhang indtjeningen i højere grad af de daglige begivenheder: svingende afsætning og priser, held og uheld i besætningen. Den største forandring kom af den stærkt forøgede malkebesætning med dertil hørende fremstilling af mejeriprodukter. Malkningen, behandlingen af mælken og den daglige afsætning af mejeriprodukterne til købmænd i byen må have domineret gårdens hverdag. Bjærgning af hø til vinterfoder til de mange dyr tog mange mands arbejde i mange dage i sommeren 1884. Pasningen af dyrene var så stor en opgave, at det krævede sin egen mand. Så på Nørgård måtte Niels Nyrup ansætte en røgter, det havde han ikke haft før.
Man huskede senere i familien som en af de mere bemærkelsesværdige ting, at man havde syv karle på gården. De tre kendes ved navn, de var fra familie- og bekendtskabskredsen. Røgteren hed Andreas og var søn af smedemester Jensen i Viborg (der var bror til Stines onkel i Batumgård og Niels Jensen i Beringholm).
Et indblik i de besværligheder, der fulgte med at have de mange folk, og vel også i Niels Nyrups temperament, fås af følgende tildragelse:
Om lørdagen den 2.august gav Niels Nyrup røgteren fri. Han skulle hjem til sine forældre for at hente en ren skjorte. Da han den følgende onsdag endnu ikke var vendt tilbage, tog Niels Nyrup til Viborg for at lede efter ham. Han opsøgte smedemesteren og fik at vide, at Andreas var taget derfra allerede ved nitiden søndag aften. Derefter var han inde på en beværtning i byen, hvor værten kunne fortælle, at han havde set ham i Mikkels Anlæg søndag aften på vej mod syd. Niels Nyrup antog, at røgteren var på vej til Bisballe, hvor han tidligere havde tjent, for at besøge sin gamle husbond. Det havde han nemlig tidligere udtrykt ønske om.
Derefter gik Niels Nyrup til politiet for at melde røgteren savnet. Det fremgår af politirapporten, at Niels Nyrup ikke ønskede at få Andreas Jensen tilbage, hvis man fandt ham. Det blev vel sagt i den øjeblikkelige ophidselse. For det fremgår også af rapporten, at sagen løste sig ved, at røgteren vendte tilbage i sin plads. Desværre oplyses der intet om, hvorfor han var blevet borte, eller hvad der fik ham til at vende tilbage. Det var en alvorlig sag på den tid at rende af pladsen, så der har givet været en alvorlig årsag.
Man kan kun gætte på hvad - eller måske snarere hvem - der drev ham til det. Niels Nyrup var næppe nogen nem arbejdsgiver, og hændelsen synes at afdække et noget hidsigt gemyt. Men i netop denne situation havde han vel al mulig grund til at være vred, for med den store malkebesætning måtte røgterens fravær i flere dage have været overordentlig ubelejligt.⁽¹⁰⁷⁾
Niels Nyrups steddattersøn, altså Christianes søn Peder Andersen, tjente også på Nørgård. Han blev nok fæstet til maj, men det er muligt, at han var fulgt med fra Batum, hvor han i lange perioder var en slags plejesøn i familien. Den tredie karl på Nørgård, der kendes ved navn, var Visti. Han kom der først til november skiftedag. Han havde da i et år tjent hos Thomas Bach, nu vendte han atter engang "hjem".

Mens familien boede på Nørgård var Viborg Domkirke dens sognekirke, for det lille Graabrødre Landsogns menighed havde ikke egen kirke, men hørte til domsognet. Det skete to gange, at domkirken var rammen om en begivenhed i det Nyrup'ske familieliv.
Datteren Marie blev konfirmeret i Viborg Domkirke søndag d.7.september. Hun boede da på Nørre Mølle, og var som nævnt i huset hos L.K.Willesen.
Søndag den 26.oktober var der barnedåb i domkirken. Den yngste datter, der på dette tidspunkt var godt 3 måneder gammel, blev døbt i Viborg Domkirke. Hun fik samme navn som de foregående to tidligt døde døtre: Ane Marie Kirstine Nielsen Nyrup, men hendes daglige kaldenavn blev Ane. Fadderne var fætter Niels Thomsen, husmand Jakob Nielsen Leth i Loldrup og gårdmand Niels Jensen i Beringholm på Viborg Mark. Barnet blev båret af sidstnævntes datter, der var gift med høker Anders Nielsen i Rødding, sognefoged Søren Jensen Thorups hustru fra Rødding fulgte. Ingen af disse havde tidligere været faddere ved nogen af Niels Nyrups mange barnedåb. Det er påfaldende, at slet ingen af dem, der så ofte før var faddere: stedbørnenes familier i Batum og Stines søskende og deres ægtefæller, var med ved denne lejlighed. Mon ikke der allerede i dette forhold kan anes en form for afstandtagen fra familiens og den gamle bekendtskabskreds side overfor Niels Nyrups "herremandseventyr"?

Den 6.november gik husmand Jens Christian Jensen Kudsk og hustru i Løvel, altså Niels Nyrups forhenværende svigerforældre og hans døtre Marie og Sines bedsteforældre, på aftægt. De solgte husmandsstedet til en anden svigersøn Anders Christensen Lundgreen, der var gift med datteren Hanne. Som del af betalingen - ved siden af aftægten - forpligtede Lundgreen sig til at udrede arv til sin kones brødre og søstre, 200 kr til hver, 1200 kr i alt. Der blev ikke afmålt nogen arv til Niels Nyrups afdøde anden kone, som jo så ville være tilfaldet Marie og Sine. Sagen er givetvis blevet drøftet i det fattige og børnerige husmandshjem i Løvel, og man har sikkert ikke været længe om at nå den slutning, at Marie og Sine, der hver havde arvet 2400 kr efter deres mor, ikke behøvede mere. Og endnu i begyndelsen af november måned kunne proprietær Niels Nyrup se stort på den slags småbeløb.⁽¹⁰⁸⁾

Fjorten dage senere indtraf en sørgelig begivenhed i Niels Nyrups nærmeste familie. Halvsøsteren Jensine, der kun var 34 år, døde i Løvel den 22.november. I foråret havde hun født et dødfødt barn, nu bukkede hun vel selv under for eftervirkningerne. Hun levede sit korte liv som husmandskone under yderst fattige kår. Hun efterlod sig manden Ole Jensen og to små drenge på 9 og 7 år. Deres mødrenearv kunne senere, da faderen giftede sig igen, opgøres til 923 kr. Kun den ældste af drengene, Jens Christian Jensen Bay, overlevede til voksenalderen.⁽¹⁰⁹⁾

Mon Niels Nyrup havde tid til at bekymre sig om sine fattige slægtninge nu, hvor hans egne problemer for alvor begyndte at tårne sig op? Man kan vel gå ud fra, at han var med til begravelsen den 29.november i Løvel kirke.

Der er ingen tegn på, at Niels Nyrup for alvor har bekymret sig om decemberterminen førend langt ind i oktober måned. Den overståede høst havde vel nogen tid taget opmærksomheden med stor travlhed og de sædvanlige bekymringer om vejrlig og faldende kornpriser.
Fredag d.19.oktober var han i Viborg for at ordne de sidste papirer i handelen med Niels Andersen om gården i Batum. Skødet blev skrevet, men påtegnedes en bemærkning om, at myndighederne endnu ikke havde godkendt deres arrangement vedrørende børnenes arvemidler. Fire dage senere blev det tinglæst. Det virker lidt uforståeligt, at skødet blev underskrevet allerede på dette tidspunkt, for i købekontrakten aftaltes, at skødet først skulle udstedes, når de økonomiske forhold var helt afklaret med frist indtil december terminen.
Det synes som om, der var problemer med at få overformynderiets accept. I løbet af oktober måned var Niels Nyrup nemlig også i Batum for at få en erklæring fra datteren Johanne om, at de parceller, han i tidens løb havde udstykket af gården i Batum, måtte udgå af pantet for hendes mødrenearv. Den ældste af udstykningerne var 10 år gammel, så det forekommer uforståeligt, hvorfor den erklæring skulle frem netop på dette tidspunkt, hvis altså ikke det var på grund af myndighedernes indgriben. Underligt er det også, at Johanne har kunnet underskrive erklæringen egenhændig. Man må tro, at nogen har ført hendes hånd. Erklæringen tinglæstes først den 16.december.
Det er svært at se nogen direkte forbindelse mellem disse dispositioner og det, der siden skete. En mulig forklaring er, at Niels Nyrup har forsøgt at få døtrenes mødrenearv frigjort fra Duehøjgård og overført til Nørgård. Havde det kunnet lade sig gøre, så var det akutte kapitalbehov reduceret fra 12000 kr til et langt mere overkommeligt beløb på 5000 kr. Var det hans plan, så mislykkedes den altså.
Man kan undre sig over, hvorfor Niels Nyrup i det hele taget ventede så længe, inden han begyndte på alvorlige redningsbestræbelser. Det kan næsten kun forklares ved, at han indtil langt ind i oktober måned troede, at han havde situationen under kontrol. D.v.s. enten troede han, at han havde den nødvendige kapital, eller også var han forvisset om, at den kunne skaffes.

Familietraditionen er uden vaklen, når den skal gengive, hvad der overgik Niels Nyrup, mens han havde Nørgård: Han mistede næsten alle sine penge, fordi han havde kautioneret for en eller anden. Desværre kan samme tradition kun gøre rede for få detaljer, og omfattende arkivstudier har til dato ikke kunnet bekræfte de detaljer, den indeholder (f.eks. er det ikke lykkedes at finde noget lånedokument, der kunne bevise at han kautionerede og afsløre for hvem, han gjorde det).
Familiens opfattelse af, hvad der skete i det skæbnesvangre år, stammer først og fremmest fra hans ældste datter Marie, der har fortalt følgende:

Niels Nyrup solgte sin gård i Batum, der var en pæn stor, men ret almindelig gård, for at overtage Nørgård ved Nørresø ved Viborg. Det var en meget stor gård, meget større end den i Batum.
Dengang de flyttede fra Batum var Niels Nyrup allerede en ældre mand. Han havde jo nok lidt svært ved at følge med i tingene, og han var vistnok også lidt naiv eller godtroende.
Han kendte en meget fin mand, som man så meget op til der på egnen. Denne lokkede ham ind i et eller andet med et bryggeri i Viborg. Man snakkede bagefter om, at det vistnok havde været de rene kæltringstreger. Der var også andre familiemedlemmer - vistnok hans kones familie - der var blandet ind i sagen, og Niels Nyrup var ikke selv den rene uskyldighed. Han forsøgte vistnok også selv at snyde på en eller anden måde.
Familien boede kun kort tid på Nørgård, for bryggeriet gik konkurs, og Niels Nyrup mistede alle sine penge, så han måtte gå fra gården.⁽¹¹⁰⁾

Sammenhængen mellem Niels Nyrups kaution og bryggeriets konkurs fremgår ikke klart af den overleverede beretning. Kautionerede han for bryggeriet? Eller kautionerede han for en eller anden, der havde med bryggeriet at gøre? Hvad var det for et bryggeri? Og hvem var den fine mand, der lokkede Niels Nyrup ud i uføret? Ingen af disse spørgsmål kan i dag besvares med fuld sikkerhed.
At der var overgået hendes far en stor uretfærdighed, var Marie ikke i tvivl om. Når hun fortalte om begivenhederne, sad hun og rokkede og rystede på hovedet og brugte mange gange ordet "skammeligt": Det var skammeligt, at det skulle gå sådan.
Hendes vrede rettede sig især mod en vis møller, som hendes far havde haft noget at gøre med.⁽¹¹¹⁾ Og det er det punkt i hendes fortælling, der gør det muligt at knytte den mundtlige overlevering sammen med sikre historiske kendsgerninger.

Det synes hævet over enhver tvivl, at "den fine mand" i Maries historie må identificeres som mølleejer L.K.Willesen. Som det fremgår af tidligere kapitler, er der rige muligheder for, at Niels Nyrup har haft forretningsmæssige forbindelser med ham, og det vides med sikkerhed, at Marie havde plads i huset hos ham i 1884 (se side 110). Familietraditionens billede af den respekterede mand, der alligevel snød en af sine beundrere i et forretningsanliggende, stemmer godt overens med det billede, der ellers tegnes af mølleren som markboernes fører og foretagsom erhvervsdrivende med noget hensynsløse forretningsmetoder. Identifikationen støttes yderligere af, at han netop på denne tid var så stærkt optaget af bryggerivirksomhed.
Det forekommer derfor også forsvarligt at antage, at det bryggeri, der optræder i Maries historie, er Dania. Problemet er blot, at Dania ikke gik konkurs i 1884, og at Dania nok lånte penge mod kaution i disse år, men Niels Nyrup er ikke at finde blandt kautionisterne. Heller ingen af hovedmændene bag bryggeriet ses han at have kautioneret for.
At miste sine penge ved kaution er selvfølgelig en højest ulykkelig ting, men trods alt i en vis forstand ærefuldt. Det er jo for en andens og ikke ens egen skyld, at det sker. Måske er forestillingen om, at katastrofen skyldtes kaution, blot en nødforklaring eller hurtigt accepteret misforståelse, der gjorde det lidt lettere at leve med den. Det synes som om, familietraditionen tager fejl på dette punkt.
Selv om bryggeriet ikke ligefrem gik konkurs i 1884, så er det nemlig alligevel muligt at forklare, hvordan der kunne sættes store beløb over styr på grund af dets virksomhed i netop dette år. Men denne forklaring forudsætter et nøjere kendskab til bryggeriets historie, der gennemgås i næste kapitel.

I 1873 gik ølbygger Peter Bauer, der havde bayerskøl-bryggeri på Skolebakken i Viborg, fallit. Året efter dannede L.K.Willesen, købmand Martin Fischer (grundlægger af den endnu eksisterende tømmerhandel i Viborg) og en række andre erhvervsdrivende i byen et aktieselskab "Bryggeriet Dania i Viborg", der samme år overtog og videreførte Bauers virksomhed, som de havde købt på tvangsauktionen.
Selskabets aktiekapital sattes til 80000 kr, hvoraf de 20000 kr låntes, mens resten dækkedes ved udstedelse af 120 aktier á 500 kr. Ved grundlæggelsen var kun de 77 af aktierne afsat til stifterne, mens resten blev lagt i depot med forkøbsret for disse.
De næste 8-9 år kørte bryggeriet videre uden store forandringer, og aktionærerne fik kun ringe udbytte af de ret betydelige summer, de havde sat i foretagendet. Men i 1883 skete en afgørende ændring i bryggeriets forhold.

Initiativet til den nye udvikling synes at være kommet fra en af mændene bag bryggeriet sagfører Hans Laurits Buch Mølgaard. Året før havde han erhvervet en andel i en naboejendom til bryggeriet (nu Mathiasgade 61), der tilhørte et dødsbo, som han selv var indsat som administrator af. Ved Buch Mølgaards mellemkomst købte Dania nu denne ejendom og tog skridt til omfattende udvidelser af produktionen.
Tirsdag d.27.marts 1883 var der generalforsamling i aktieselskabet. Man vedtog at udvide selskabets kapital fra 80000 kr til 100000 kr, hvoraf indtil 30000 kr kunne optages som prioritetslån, mens resten skulle skaffes ved forøgelse af antallet af aktier fra 120 til 140 stk. à 500 kr. Det bestemtes, at de nyudstedte 20 aktier kunne være indskudsaktier, der kunne betales over fem år med 25 kr pr. kvartal.
Endelig planlagde man, at bryggeriet skulle genoptage driften for selskabets regning efter udvidelsen fra 1.oktober samme år. L.K.Willesen, der havde været administrerende direktør siden selskabets grundlæggelse, trådte ud af bestyrelsen og afløstes af købmand C.Halberg.
Produktionen af bayersk øl kom dog først i gang det følgende år. Efter megen forsinkelse var den netop begyndt, da der igen afholdtes generalforsamling 12.februar 1884. Alligevel foregik forsamlingen i en optimistisk stemning, der kun berørtes lidt ved bestyrelsens meddelelse om, at der var problemer med at få pengene ind på de nyudstedte indskudsaktier. Bestyrelsen sad inde med en viden, der næppe blev offentliggjort ved denne lejlighed. Landmandsbanken havde dagen før takseret værdien af selskabets samlede ejendom til kun 80000 kr. Den oplysning kunne jo nok have dæmpet aktionærernes humør og andres lyst til at investere i Dania-aktier.
Nu blev genoptagelsen af produktionen i stedet for slået stort op og fejret med en aktionærfest, og Viborg Stiftstidende jublede med i koret (tirsdag d.20.maj):

'Aktieselskabet 'Bryggeriet Dania' i Viborg, der er grundlagt med en Kapital af 100.000 Kr. havde i Gaar samlet Aktionærerne og forskjellige Indbudne i Anledning af at det første Fad bajersk Lagerøl var sluttet an.
Bryggeriet, der ledes af Cand.Pharm. Moe, er beregnet paa en aarlig Produktion af 2000 Tdr. bajersk Øl foruden Hvidtøl og er indrettet med alle Nutidens Fordringer for Øje til Produktion af godt Øl.
Danias bajerske Lagerøl, der nu vil komme i Handelen, er en let og velsmagende Drik, som vandt almindelig Anerkjendelse. Det skulde glæde os, om det maatte lykkes Byens Bryggerier at naa frem til en saa heldig Produktion af bajersk Øl, at det maatte kunde trænge ind overalt hos Publikum her, saa at vi kunde komme til at drikke vort eget Øl og Omsætningens Udbytte alene komme Byen til Gode.

Denne overstrømmende optimisme skulle i løbet af sommeren vise sig at være helt ude af trit med virkeligheden.
Problemerne var begyndt allerede i løbet af vinteren 1883-1884. For bayerskølproduktionen var det af afgørende betydning, at der i vinterens løb blev samlet og pakket is i bryggeriets grotter, der kunne holde sig sommeren over. Men det lykkedes ikke denne vinter, og på grund af utilstrækkelig og dårlig is måtte produktionen standses allerede ved udgangen af maj. Ved slutningen af året kunne man konstatere, at det kun var blevet til 701 tønder (og ikke de annoncerede 2000 tønder), heraf var endnu ca. 200 tønder på lager, og det øl, der faktisk kom på markedet, var efter sigende "udrikkeligt".⁽¹¹²⁾
Dania havde haft store udgifter og kun få indtægter i denne tid, så selskabet måtte på lånemarkedet. I april måned lånte selskabet 25000 kr i Landmandsbanken med pant i selskabets ejendomme. Men allerede i juni måtte bestyrelsen skaffe mere og dyrere kapital til virksomheden. Man lånte 5000 kr af jernstøber Koefoed i Viborg: Denne gang var pant ikke nok, bestyrelsesmedlemmerne og de øvrige hovedaktionærer måtte personligt kautionere for lånet. Dermed havde bestyrelsen også udtømt dens muligheder for at optage lån uden generalforsamlingens godkendelse.
Der var så investeret 100000 kr i foretagendet (aktier for 70000 kr og lån på 30000 kr). Der var udstedt 140 aktier á 500 kr. Af dem blev 12 aldrig afsat, men i løbet af 1883-84 fandt man dog købere til en del aktier, så på den måde fik selskabet altså også tilført kapital. I sommerens 1884 må hovedaktionærerne have gjort sig de største anstrengelser for at få afsat både aktierne i depot og dem, de selv lå inde med, og som de på det tidspunkt må have vidst havde en tvivlsom værdi.
Allerede i maj måned må de særligt indviede have vidst, at det stod helt galt til. Den 1.oktober skulle det først års regnskab aflægges, og da må det være gået op for alle med interesse for sagen. Fra det øjeblik blev aktierne usælgelige og nærmest værdiløse. Bestyrelsen tog straks skridt til at begrænse det truende tab. Allerede inden udgangen af november blev en af hovedaktionærerne, købmand P.Hjardemaal, sendt til København, hvor han skulle opsøge et københavnsk mæglerfirma for gennem det at få bryggeriet solgt eller bortforpagtet. Danias bestyrelse bemyndigede ham til at forhandle om salg til 80000 kr (eller bortforpagtning). Man blev dog snart belært om, at man ville spilde pengene til annoncering, hvis man forlangte så meget, fordi prisen snarere var omkring 50000 kr.
Den 29.december afholdtes den ordinære generalforsamling i akut krisestemning. Aktionærerne måtte indse, at de havde tabt mere end to tredjedele af deres investeringer. Ved bestyrelsesvalget genindtrådte L.K.Willesen som administrerende direktør. Man tænkte vel, at han - om nogen - kunne rette skuden op, men det lykkedes ikke. Ganske vist fik man i april 1885 bryggeriet bortforpagtet, men på højest utilfredsstillende vilkår. Forpagteren, L.S.Larsen, havde fat i den lange ende, han argumenterede bl.a. med, at Dania var stærkt miskrediteret. Han forlangte forkøbsret til bryggeriet, og den ret udnyttede han i marts 1886, hvor han købte for 52000 kr. Investorerne havde da indskudt 110000 kr. Aktieselskabet levede videre, nærmest som et skuffeselskab uden reelle forretninger, indtil det opløste sig selv i marts 1889. To år senere gik Brygger Larsen konkurs.
Først da kunne hovedaktionærerne, der for at redde noget af deres investering havde støttet Larsen med kaution, opgøre deres endelige tab. Det blev betragteligt. Men for dem, der købte Dania-aktier i løbet af 1883-1884, kunne tabet allerede konstateres sidst på efteråret 1884.

Hvis en person mellem april og december 1884 mistede en stor formue i forbindelse med bryggerivirksomhed i Viborg, er det sandsynligt, at vedkommende lod sig lokke til at købe Dania-aktier.
Det er foreløbig den bedste forklaring på, hvordan Niels Nyrup mistede sine penge. Og hvis den holder stik, så forstår man til fulde de vrede følelser mod mølleren i Nørremølle. Nok ville Niels Nyrup af egen fri vilje spise kirsebær med de store, men det var i sandhed L.K.Willesen, der spyttede den første og største sten.⁽¹¹³⁾

December-terminen nærmede sig. Da skulle mange penge ud: Faurschou skulle have sine sidste 12000 kr af udbetalingen, renter og afdrag skulle betales af de store prioritetslån i Nørgård, som var overtaget. Niels Nyrup havde (som det fremgår af det følgende) kun 1000 kr, resten måtte lånes. Der var en chance for, at pengene kunne lånes i sparekassen i Viborg, men der skulle stilles sikkerhed, og pant i Nørgård var ikke nok. Så Niels Nyrup måtte skaffe sig kautionister. De sidste dage af november må have været én lang tiggergang rundt til familie og bekendte og forretningsforbindelser. Det gjaldt om at få tilsagn fra så mange kreditværdige personer som muligt.
På julemånedens første dag kunne herredsfuldmægtig J.Jespersen i Viborg på Niels Nyrups vegne sende en låneansøgning til sparekassen, der registrerede følgende i journalen:

Herredsfuldmægtig J.Jespersen i Viborg andrager i Brevet s.S. 1.Dcbr.1884 om at der i førstkommende 11.Dcbr.Termin maa blive tilstaaet Gaardeier Niels Andersen (Nyrup) et Laan af 11000 Kr. mod oprykkende Prioritet i hans Eiendom Nørgaard med Bygninger og tilliggende ... [hartkorn på 6-2-1-1.25] ... med Avl og Afgrøde, Besætning og Inventarium med Prioritet næstefter ... [prioritetsgæld på 29000 kr] ... samt solidarisk Selvskyldnerkaution af
Kjøbmand Christen Andersen i Viborg
Gaardeier og Sognefoged Niels Thomasen, Loldrup.
Boelsmand Thomas Nielsen, Viborg Mark
Boelsmand Peder Lindbjerg, ibid.
Boelsmand Anders Jensen, ibid.
Meieriforpagter Jensen, Nørre Mølle.⁽¹¹⁴⁾

Der gik en lille uges nervepirrende ventetid. Den 6.december meddelte direktionen deres svar til J.Jespersen. Niels Nyrup fik vel beskeden dagen efter. I sparekassens journal læser man den lakoniske meddelelse: "Kan ikke bevilges".⁽¹¹⁵⁾
Direktionen, der traf den skæbnesvangre beslutning og vendte tommelfingeren nedad for Niels Nyrup og kasserede hans kautionister, må have kendt konsekvenserne. De syv direktører kan naturligvis ikke gøres direkte ansvarlige for, hvad der siden hændte, men de gav ham helt bevidst det sidste skub ud over afgrunden.
I den syv mand store direktion sad tre af Viborgs fineste købmænd: Niels Thomsens fornemme bekendte, konsul Jensen (!), købmand Carl Sandberg (bror til den Sandberg, som Niels Thomsen engang lå i strid med) og manufakturhandler Nikolaj Stockholm (præstesønnen fra Rødding). Det var disse tre, der sammen med kassereren Neckelmann forestod de daglige forretninger.⁽¹¹⁶⁾
Det kunne have været interessant at være flue på væggen i direktionslokalet, da de fine herrer drøftede Niels Nyrups situation og beseglede hans skæbne. Var de saglige og fordomsfri og udelukkende optaget af sparekassens tarv? Var de enige, eller var der nogen, der talte hans sag? Eller var den gamle (og i deres øjne vel simple, måske ligefrem lidt komiske) gårdmand, der forsøgte at spille proprietær og forretningsmand, på forhånd chanceløs og udsat for en ringere behandling end den, de ville have givet en af deres egne?

Som det ses, var det altså lykkedes Niels Nyrup at få fætteren, dennes søn og to andre (mindre) landbrugere i nabolaget til at skrive under. Men først anføres købmanden, der antagelig var den vigtigste trumf over for sparekassen. Nederst på listen ses forpagteren af mejeriet på Nørre Mølle.
Efter den offentlige mening - nærmere bestemt den lokale Venstrepresse (se avisuddraget 118) - så var det "aldeles betryggende kaution", så sparekassens svar på ansøgningen, kom sikkert som et chok. Og der var altså kredse i Viborg, der syntes, at Niels Nyrup ikke fik en fair behandling.
Om kautionen virkelig var betryggende, kan være svært at afgøre i dag, men den tager sig da sådan ud. Niels Thomasen var en velkonsolideret gårdmand, hvis gård (Sdr.Loldrup) kun var forhæftet for 6000 kr, som han netop dette efterår uvist af hvilke årsager (Var han mon i samme klemme som Niels Nyrup?) havde lånt af proprietær Skow fra Ørredgaard. Hans søn Thomas Nielsen havde etableret sig på en mindre ejendom, så hverken han eller de to andre såkaldte boelsmænd var vel specielt formuende, men de havde jo da alle tre fast ejendom bag deres underskrift.⁽¹¹⁷⁾
Mejeriforpagter Jensen var en daglig samarbejdspartner i forbindelse med behandlingen af mælken fra Nørgaard. Hans økonomiske forhold kendes ikke, og det vides heller ikke, hvorfor netop han kautionerede. Måske var Niels Nyrup i virkeligheden i møllen for at få møllerens hjælp, men var blevet afvist og henvist til forpagteren. Det havde jo nok vejet tungere, hvis Willesens egen underskrift havde været på papiret.

Købmand Christen Andersen var en af Viborgs såkaldte kolonialhandlere. Han havde sin købmandsgård i Store Sct.Hansgade, der dengang var byens hovedgade (her havde f.eks. både konsulen, Martin Fischer og Nikolaj Stockholm deres forretninger). Christen Andersen havde sin væsentligste indtægt fra bondehandelen. Han stammede fra Borup i Låstrup sogn, og en stor del af hans kundekreds var de fjerntboende himmerlandsbønder fra hans hjemegn, ofte fra slægt- og bekendtskabskredsen derhjemmefra. Desuden havde han også en del handel blandt bønderne i Rødding-Løvel-Pederstrup-området.
Den gode bondehandel med tillidsforhold mellem købmand og kunde, med gensidig hjælpsomhed i mange forhold, var endnu i 1880'erne det mest fremtrædende træk i Viborgs handelsliv. Ikke alene købmanden, men også førstkommis'en blev undertiden budt med til bryllupper og placeret ved højbordet sammen med præst og degn. Der var hos bønderne en vis stræben efter at komme til at søge den villeste købmandsgård d.v.s. den gård, hvor de rigeste og mest ansete bønder holdt til. Og omvendt betød det meget for købmændenes prestige (og dermed indtjening) at få kapret disse bønder som kunder.
Når Christen Andersen indvilgede i at kautionere for Niels Nyrup, så kan årsagen altså alene være den, at han ønskede at sikre sig den eftertragtede kunde, som proprietæren på Nørgård jo var. Det vides ikke, om der bestod nogen anden forbindelse mellem de to end en sådan sædvanlig bonde/købmand-afhængighed.
Desværre for Niels Nyrup hørte Christen Andersen på denne tid ikke til de betydningsfulde købmænd, og hans underskrift imponerede næppe sparekassedirektørerne. De fjerntboende kunder var begyndt at svigte ham, og forretningen gik så dårligt, at han allerede året efter måtte afstå den til sin førstemand J.Jensen Lyngsø.⁽¹¹⁸⁾
Men trods de forbehold, der kan indvendes mod værdien af købmandens kaution, så må man stadigvæk hævde, at de seks kautionister tilsammen var god for de 11000 kr, de ville kautionere for, ja alene Niels Thomsens underskrift burde have været nok.

Det var sandsynligvis hverken pantets værdi eller kautionisternes lødighed, der afgjorde sagen og førte til afslaget på låneansøgningen. Det var snarere sparekassedirektørernes holdning til låneren selv, der gjorde udslaget. Konsulen var direktionens alderspræsident, og han talte med så stor vægt i forsamlingen, at der næppe blev truffet nogen beslutning imod hans stemme.
Det fine bekendtskab var der altså ikke meget udbytte af, da kirsebærstenene faldt fra direktionslokalet i bygningen på Nytorv i Viborg.

Man kan undre sig over, hvorfor det netop var de nævnte seks mænd, der rakte Niels Nyrup en hånd i nødens stund. Ingen af dem ses at have spillet nogen større rolle i hans tilværelse i årene forud (end ikke fætter Niels Thomsen). Derfor kan man også undre sig over de navne, der mangler. Hvor er den nærmeste familie og de gamle bekendte?
Med mindre end en uge til december terminen måtte Niels Nyrup begynde helt forfra. Han vendte ikke tilbage til sparekassen med en forbedret sikkerhedsstillelse - sikkert i erkendelse af, at det ikke var den, der var problemet. Det må efterhånden være gået op for ham, at han havde uoverstigelige problemer.
Den 8.december modtog han 600 kr af Jens Peder Nielsen i Batum for den parcel af gården i Batum, han solgte ham i sin tid⁽¹¹⁹⁾. Den 16.december tinglæstes fire dokumenter på herredskontoret. Det synes som om Niels Nyrup gjorde rent bord og fik ordnet nogle uafsluttede sager omkring gården i Batum. Det drejede sig om Johannes ovennævnte tilladelse til, at fem parceller udgik af pantet for hende mødrenearv, skødet på de to af parcellerne til Thomas Bach, en lejekontrakt mellem Niels Nyrup og Thomas Bach på et stykke tørvejord og endelig købekontrakten mellem Niels Nyrup og svogeren Niels Pedersen i Batum på den senest udstykkede parcel.⁽¹²⁰⁾
Det er svært at se nogen mening med disse tinglæsninger. Afspejler de en form for forvirret rådløshed eller panik, eller er de led i en velovervejet plan for, hvordan situationen kunne reddes, eller drejede det sig om at få gjort rent bord i erkendelse af, at situationen ikke kunne reddes?
Svaret må stå hen foreløbig, men det er tydeligt, at Niels Nyrups sidste bestræbelser foregik blandt slægtningene i Batum. De manglede altså ikke i rækken af kautionister, fordi Niels Nyrup ikke kontaktede dem.

Terminsdagen blev overskredet. Faurschou var klar over, at han ikke fik flere penge af Niels Nyrup. Det var et stort problem for ham, for han stod netop og skulle betale de sidste 7200 kr af udbetalingen på Frandsbjerg.
Derfor måtte han i huj og hast låne 6000 kr af sin svigerfar på Grauballegaard. Obligationen udstedtes den 21.december og tinglæstes to dage senere, på lillejuleaftensdag. Hans køb af Frandsbjerg var altså sikret, hvorimod salget af Nørgård var gået i vasken, fordi Niels Nyrup ikke kunne klare sine forpligtelser og stille med den sidste del af udbetalingen.⁽¹²¹⁾
Der måtte findes en ny køber til Nørgård, og lørdag den 20.december kunne man første gang læse følgende annonce i Viborg Stiftstidende:

Avlsgaard til Salg.
Gaarden "Nørgaard", 1 Mil fra Viborg med c.100 Tdr.Land god Agermark i stærk Gjødningskraft, c.17 Tdr.Land Eng, vel indrettede Bygninger, heriblandt en ny Ko- og Hestestald, kan med komplet Besætning og Inventarium, Avl og Afgrøde købes billigt og mod en forholdsvis lille Udbetaling, naar Handel kan ske snarest. Oplysning om Pengevilkaarene meddeles af Herredsfuldmægtig Jespersen i Viborg.⁽¹²²⁾

Det var altså stadigvæk Jespersen, der skulle ordne sagerne. Der sattes intet sælgernavn under annoncen. Både samtiden og eftertiden havde svært ved at gennemskue, hvem der egentlig solgte Nørgård ved denne lejlighed, hvor Niels Nyrup ejede gården, men Faurschou havde skødet.
Annoncen var i igen om mandagen og tirsdagen, og den gjorde hurtigt sin virkning. Allerede inden jul meldte en køber sig, og på juleaftensdag blev købekontrakt udfærdiget og underskrevet. Køberen var forpagteren af præstegården i Vinkel, Rasmus Wissing, der kunne udbetale 7000 kr - netop det beløb, som Faurschou stod og manglede. Kort tid efter nytår kunne denne betale sin svigerfar de lånte penge tilbage, så obligationen allerede den 13.januar kunne udslettes af pantebogen efter blot tre ugers eksistens. Samme dag blev købekontrakten mellem Faurschou og Wissing tinglæst. Officielt var Faurschou ejeren af Nørgård til denne dag, først nu registrerede skødeprotokollen, at der var blevet handlet med Nørgård.⁽¹²³⁾
Om den mand, der i trekvart år havde regnet sig for proprietæren på Nørgård, skrives overhovedet ingenting. Tinglæsning af papirerne i forbindelse med Niels Nyrups handel var gjort betinget af, at han betalte den fulde udbetaling til tiden, og det gjorde han altså ikke.
Rasmus Wissing overtog gården straks med så at sige alt, hvad der var på den. Han gav 41000 kr for det hele, d.v.s. at han gav 12000 kr mere end prioritetsgælden, nøjagtigt det beløb som Niels Nyrup ikke kunne klare. Af disse betaltes som nævnt 7000 kr (det Faurschou manglede) med det samme, de sidste 5000 kr forfaldt først et halvt år senere.
I Viborg Stifts Folkeblad blev handlen omtalt således:

Viborg, den 3.Januar.
- Efter Forlydende er Avlsgaarden Nørgaard ½ Mil nord for Byen solgt til Forpagter Wissing af Vinkel Præstegaard for 41.000 Kr. Sælgeren har for mindre end et Aar siden kjøbt Gaarden for 53.000 Kr., der ikke antages at være mere, end den er værd. At han nu har maattet sælge den for den angivne Sum og herved lide et saa stort Tab, har sin Grund i, at en forfalden Kapital ikke kunde skaffes til Veje hurtig nok. Det synes mærkeligt, at et herværende Pengeinstitut ikke vilde - mod aldeles betryggende Kaution - udlaane Beløbet (ca. 12.000 Kr.), hvorved Manden kunde være bleven reddet, uden at der var forbundet nogen Risiko for Kassen hermed.

Avisen opfattede det altså som om, det var Niels Nyrup, der solgte til Wissing. Og den samme uklarhed findes i de senere beretninger om, hvad der skete. Historien om den dramatiske handel på selve juleaften blev fortalt videre i familien Wissing og kan endnu fåes af Nørgårds nuværende ejer Mejer Jensen. Denne fortæller:

Niels Nyrup havde ikke haft gården ret længe, kun nogle få måneder, og han kom derfra, fordi han ikke kunne klare terminen. Han havde ikke kunnet skaffe pengene. Det havde ikke drejet sig om ret mange penge, der manglede - vistnok kun 450 kr, og faktisk var det lykkedes ham at skaffe dem til sidst, men for sent. Han kom med dem dagen efter, at der var skrevet slutseddel med Rasmus Wissing, og så var det jo for sent at lave om på den handel.⁽¹²⁴⁾

En anden version af den Wissing'ske tradition finder man i Viborg Stiftstidende i et interview med Frits Wissing (Rasmus Wissings søn) i anledning af dennes 80-års fødselsdag:

Wissings Fader købte "Nørregaard" Juleaften 1884. I Folkemunde blev Gaarden benævnt "Sultenborg", og det blev sagt, at fra 1496 til 1884 havde ingen kunnet faa Føden paa denne Gaard. Wissings Fader, der var Præstegaardsforpagter i Vinkel, havde længe haft Lyst til at købe "Nørregaard". Han havde sparet nogle Tusinde Kroner op ved Arbejdsomhed og Nøjsomhed, men mente ikke, at det var nok til at kunne erhverve Gaarden. Dens daværende Ejer sad imidlertid saa haardt i det, at han paa et vist Tidspunkt skulde skaffe 7000 Kr., og det kunde han ikke. Wissing gjorde Udvej for den Sum, han manglede i dette Beløb; men faa Minutter efter, at Handelen var sluttet, kom der Telegram fra den tidligere Ejers Familie, at Pengene var til Raadighed for ham, men da var det forsent.⁽¹²⁵⁾

I Jyllandsposten (i samme anledning) findes en lidt afvigende:

Paa min Fars Tid hed Ejeren Faurskov, og han gik da fallit, som det nu hørte sig til. Der skulde skaffes 7000 Kr. i Udbetaling for at erhverve Gaarden, og det lykkedes Far at rejse dem. Det var til Juleaften 1884.⁽¹²⁶⁾

Som det ses, så kan ingen af disse tre beretninger holde rede på alle enkelthederne. Det er ikke så sært, når man tager den store tidsafstand til begivenhederne i betragtning, og det endog for samtiden var svært at holde tingene adskilt. Både Faurschou og Niels Nyrup var jo ved at gå fallit.
Det er nok ikke tilfældigt, at i den "officielle" (altså den i aviserne) udlægning af familien Wissings version optræder Niels Nyrup slet ikke med navns nævnelse.
Alligevel må vi tro, at det var ham, der lige akkurat ikke nåede at rejse kapitalen til tiden (Faurschou havde jo inden jul sikret sig ved at låne af sin svigerfar).
Den Wissing'ske familietradition har nok fortrængt, at man kom i besiddelse af gården p.g.a. en anden families ulykke. Der var selvfølgelig ikke noget juridisk forkert i Rasmus Wissings gårdhandel, men sandelig heller ikke noget ærefuldt.
Da han døde i 1926 kunne man i nekrologen i Viborg Stiftstidende læse følgende om hans overtagelse af Nørgård:

Wissing var i sin Tid Præstegaardsforpagter i Vinkel, men købte i 1885 Nørregaard, der dengang var i yderst daarlig Forfatning, saavel hvad Bygninger som Jorden angik, men Wissing, der var en meget dygtig og driftig Landmand, tog fat og fik efterhaanden Skik paa Sagerne. Laden og Svinestalden blev ombygget. Hovedbygningen og de øvrige Bygninger blev restaureret, og Jorden kom i god Kultur, saa Gaarden nu er en Mønstergaard. .... Det [at tage del i offentligt arbejde] syntes han ikke, han havde Tid til, og det er forstaaeligt for dem, der kendte Nørregaard, da Wissing overtog den, og saa nu. ...⁽¹²⁷⁾

Eftertiden hæftede sig altså mere ved, at Wissing tilsyneladende reddede Nørgård fra forfald. Forfaldet var dog næppe Niels Nyrups ansvar (alene), men han nåede (eller magtede) næppe heller at gøre noget for at vende udviklingen. Men eftertiden glemte altså også, at Wissing havde den ekstra fordel, at det blev ham, der i realiteten inkasserede de 12500 kr, som Niels Nyrup satte til på Nørgård.

Der var ikke megen julestemning på Nørgård i adventen 1884. For samtidig med at julen nærmede sig, kom også den store katastrofe nærmere. Og i dagene op til jul arbejdede Niels Nyrup febrilsk og altså også forgæves på at skaffe de nødvendige penge. Og på selve juleaften blev gården så solgt hen over hovedet på familien, der straks måtte finde sig et andet sted at bo. Julehøjtiden blev dog "fejret" på Nørgård.

I dagene mellem jul og nytår måtte Niels Nyrup så i al hast finde en måde at leve videre på og en bolig, der kunne købes for de få midler, han havde til rådighed.
Han kom i forbindelse med to handelsmænd på Viborgegnen, Anders Jakobsen Busk og Peder Frederiksen, der ved en tvangsauktion tidligere på året havde erhvervet ret til udlæg i et husmandssted i Skræ i Thorning Sogn.
Det var billigt til salg, for det var ikke meget værd, og i mere end et halvt år havde de to handelsmænd forgæves forsøgt at sælge det.

Niels Nyrup og handelsmændene udfærdigede den 29.december en såkaldt transportkøbekontrakt. Herved overdrog handelsmændenes deres ret til at gøre udlæg i ejendommen i Skræ til Niels Nyrup. Prisen var 5900 kr. Der var kreditforeningsgæld på 3900 kr, som Niels Nyrup skulle overtage, herunder renter og afdrag for december termin. 1000 kr kunne han lægge på bordet ved kontraktens underskrift. De sidste 1000 kr skulle falde året efter til decemberterminen 1885. Først da, når betalingen var endelig ordnet, kunne Niels Nyrup kræve skøde udstedt gennem fogedretten.
Men handelsmændene ville have mere sikkerhed, så for disse 1000 kr måtte Niels Nyrup give pant i den parcel af gården i Batum, der i 1883 var udstykket og solgt til svogeren Niels Pedersen, men som der endnu ikke var udstedt skøde på og altså stadigvæk juridisk set var Niels Nyrups ejendom.
Ejendommen i Skræ blev overtaget ved kontraktens underskrift.⁽¹²⁸⁾
På årets sidste dag kunne man i Viborg Stiftstidende læse følgende notits:

- Efter hvad der meddeles os have A.J.Busk og P.Frederiksen, Begge af Viborg Mark, afhændet den dem tilhørende Ejendom i Skræ, Thorning Sogn, til N.A.Nyrup af Nørgaard for 5900 Kr. Handelen er sket ved Medvirkning af Ejendomskommissionær N.Andersen i Viborg.⁽¹²⁹⁾

Nytåret gik med flytteforberedelserne, først nogle dage inde i det nye år måtte man ud på den tunge rejse. Det eneste, de fik med sig fra Nørgård, var hest og vogn og nogle få personlige ejendele, ikke mere end der kunne være på vognen. Det var en meget kold vinterdag, da de drog ud på den bedrøvelige køretur fra Viborg til Skræ. Hele familien og alt, hvad de ejede, var på hestevognen.
Køreturen gjorde et uudsletteligt indtryk på børnene. Drengene Anders og Peder og deres ældre halvsøstre Marie og Sine, var gamle nok til senere at kunne huske og fortælle om begivenheden.
Deres mor, der også havde deres spæde lillesøster Ane at tage sig af, var hysterisk og nægtede at tage med. Hun græd og ville tilbage til Batum, de grumme realiteter var vel endnu ikke gået op for hende. Næsten fra den ene dag til den næste havde deres tilværelse vendt sig fra stor velstand til den yderste fattigdom. Mest brat må det have taget sig ud for hende, der nok ikke var blevet orienteret om enkelthederne i hendes mands dispositioner eller helt havde forstået, hvad der var sket, mens det skete. Niels Nyrup må have været ret fåmælt i de dage, da situationens alvor gik op for ham selv.
Da de nåede frem til ejendommen i Skræ, så de, hvor ringe og forfalden den var. Der fandtes ingenting af noget som helst. Det første Niels Nyrup måtte gøre, da de nåede frem, var at gå ud på marken og slå noget lyng til at fyre op med, så de kunne få varme i det iskolde hus.⁽¹³⁰⁾